169
Kemisk aflivning - medikamenter
Injektion af medikamenter som aflivningsmetode tilgodeser
også de æstetiske fordringer - aflivningsteknikken er usyn-
lig og ublodig.
Medikamenter til aflivning af dyr kan inddeles i tre grupper:
%
Barbiturater
Sovemiddel, der gives i overdosis. F.eks. pentobarbital
%
”Muskellammer”
F.eks. suxamethon, succinylcholinchlorid (”curare”),
der blokerer impulsoverførsel i tværstribet muskulatur
%
Gift
F.eks. cyankalium, der blokerer cellernes åndingsproces,
så de ikke kan udnytte ilten i blodet
Barbiturater anvender man på dyreklinikker til aflivning af
kæledyr. Dyret mister bevidstheden og dør hurtigt og smer-
tefrit. Anvendelse til større havpattedyr vil imidlertid være
ret problematisk, da stoffet skal gives i en vene og i doser på
50-100 mg/kg legemsvægt - altså mellem 1,750 og 3,500 kg
til en voksen kaskelot.
Suxamethon er en ”muskellammer”, som anvendes bl.a.
i forbindelse med operationer, hvor patienten skal ligge
fuldstændig ubevægelig. Patienten er ved fuld bevidsthed,
men musklerne er lammede så vejrtrækningen skal foregå
kunstigt. Ved anvendelse som eneste medikament i forbin-
delse med aflivning vil døden foregå ved, at dyret langsomt
kvæles på grund af total muskellammelse, men det er ved
fuld bevidsthed. For tilskuere vil det imidlertid ”se pænt
ud”. Suxamethon kan gives i en vene med en dosis på 1 mg/
kg legemsvægt, eller intramuskulært (d.v.s. i muskulaturen)
med 2 mg/kg legemsvægt. En typisk injektionsvæske in-
deholder 50 mg suxamethoniumchlorid pr. milliliter. Altså
skal en kaskelothval injiceres med 0,7 liter hvis det sker i en
vene og 1,4 liter hvis det sker i muskulaturen.
Gift som f.eks. cyankalium vil kunne gives i både vene
og muskulatur, men giftens virkning i forbindelse med afliv-
ning af hvaler er mig bekendt uvist.
Anvendelse af medikamenter i praksis
Småhvaler (og sæler) kan man således udmærket aflive ved
hjælp af medikamenter, men hos disse dyr vil en skydning
være mange gange mere human. Problemet med medika-
menter og havpattedyr er, at hvis man injicerer intramusku-
lært risikerer man, at hvalen eller sælen, som er i stand til at
regulere blodtilførslen til bestemte områder, blot sænker el-
ler lukker af for blodtilførslen til injektionsstedet, således at
giften ikke når frem til de ønskede organer. Flere gange har
vi set dyrlæger med ringe kendskab til sælernes specielle
blodkredsløb prøve at aflive dyret ved hjælp af intramusku-
lære injektioner. Oftest er det endt med, at sælen - efter at
have fået indsprøjtninger nok til at slå en hest ihjel - endelig
er blevet aflivet med en injektion direkte i hjertet - efter et
kvarters angst og lidelse. I øvrigt skal man være opmærk-
som på, at nogle havpattedyr reagerer stik modsat landpat-
tedyr på flere typer af medikamenter.
Injektion af medikamenter i større hvaler er også proble-
matisk af andre årsager. Intramuskulær injektion kræver en
kanyle, der er lang nok til at nå gennem de tykke spæklag,
og forslaget om at injicere giften intravenøst (i en vene) har
karakter af ren teori subsidiært dyrplageri. Skal man finde
en vene f.eks. under forluffen, skal man først have skåret
nogle store spækklodser ud, så man kan komme til.
”Find en vene i halefinnen. Hvor svært kan det være?”
råbes der så inde fra stranden.
”Al ophold inden for halefin-
Arterie i midten omlejret af vener i rygfinne på hvidskæving.
1...,159,160,161,162,163,164,165,166,167,168 170,171,172,173,174,175,176,177,178,179,...240