Page 168 - Sjæklen2007

168
strandede ved Blåvand i 1981. Blod fra mund, genitalspalte,
anus eller åndehul er selvfølgelig også et dårligt tegn.
En sidste type strandede hvaler, hvor aflivning ubetinget
anbefales, er helt unge hvaler, der ikke er fravænnede, og
som derfor ikke har mulighed for at klare sig selv. Lignende
procedure benyttes i Danmark ved fund af efterladte nyfødte
sælunger.
Endnu har vi på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg ikke
fortrudt eller måttet revurdere en eneste af de anbefalinger,
vi har givet om aflivning af en strandet hval. Oftest har ef-
terfølgende opmålinger og undersøgelser af enkeltstrandede
dyr vist, at hvalerne har været ekstremt afkræftede, og ikke i
noget tilfælde har vi fundet friske fødeemner i dyrenes ma-
vesække.
Eutanasi
Ordet eutanasi har denne engelske definition: “Humane de-
struction; the killing of an animal without causing fear or
suffering”.
Der har været mange workshops og er skrevet mange
artikler vedrørende aflivning af strandede hvaler. Desuden
har der været mange debatter inden for naboemnet: hvorle-
des man dræber hvaler i forbindelse med jagt. Især inden for
det sidste område har tidsintervallet fra harpunskuddet eller
-kastet og indtil dyrets død været centralt og genstand for
den største opmærksomhed. Dette har yderligere medført et
helt nyt ”forskningsområde”, nemlig hvordan man konsta-
terer om en hval er død, og dette har jo også stor betydning
for overvejelserne i forbindelse med eutanasi på strandede
hvaler. Faktisk er det hele slet ikke så nemt.
Den megen litteratur om havpattedyrseutanasi handler
ikke kun om metoder, men afslører også kulturelle forskelle
i holdninger til dyr og natur. Generelt er forfatterne til ar-
tiklerne meget bekymrede for reaktioner hos publikum og
medier, hvilket medfører, at den æstetiske måde at slå ihjel
på ofte vælges frem for den humane. En undtagelse er dog
Sydafrika, hvor man afliver større strandede hvaler med en
stor ladning sprængstof anbragt på dyrets nakke. Hurtigt og
humant, men det er selvfølgelig noget spektakulært og vir-
ker stødende på mange mennesker.
Endelig skal man have med i sine eutanasiovervejelser,
at man ikke må gøre situationen værre - og det er der mange
uheldige eksempler på, som bl.a. beretningen i indlednin-
gen om blåhvalen i Årøsund vidner om.
Kemisk aflivning - gas
Det er i litteraturen foreslået, at man kan aflive større hvaler
ved hjælp af giftige eller inaktive luftarter som CO, CO2,
N2, og Argon, men metoden har så vidt vides ikke været an-
vendt i praksis. Æstetisk set vil metoden ganske givet tilgo-
dese alle ønsker, da selve dødsprocessen er usynlig og uden
blod. Logistisk vil metoden nok være umulig i forbindelse
med større hvaler, som jo altid er problematiske. For det
første kræves der fremførsel af tilstrækkelige mængder af
en af de nævnte luftarter til strandingsstedet. Derefter skal
et gasreservoir - en ballon eller lignende - designes så det
kan indeholde en luftmængde svarende til det volumen, som
hvalen inhalerer. Derudover skal der fremskaffes et slange-
udstyr, der kan dække tæt over hvalens åndehul, og endelig
vil man så skulle sidde i en gyngende båd i kuling og sne-
vejr og vente, indtil hvalen ville foretage en vejrtrækning
(kaskelothvaler kan holde vejret i over en time). Slutteligt
kunne man forvente, at hvalens kraftige blåst et splitsekund
før inhalationen vil sende alt - slanger og ballonudstyr - til
himmels.
Grindehval strandet ved Havneby på Rømø, 2002.