Page 160 - Sjæklen2003

det 19. århundrede

36

. Alligevel videreføres Mejers forestil-

linger endnu den dag i dag i ikke så få bøger

37

.

Arkæologien beviser kun, at der findes steder, som blev

oversvømmet i historisk tid. Man bør ikke deraf drage den

videregående konklusion, at Vadehavet i 1240 var et land-

skab dækket af kirker og landsbyer, som senere er blevet

ødelagt af havet. I 1240, for slet ikke at tale om 1362, var

sådanne vidtstrakte landstrækninger i Vadehavet, som fore-

kommer i Mejers fremstilling, allerede for længst ophørt

med at eksistere. Den nutidige kystlinie er ikke et resultat af

enkelte stormfloder, der har ladet enorme områder gå under

med ét slag. Albert Bantelmann påviste, hvordan

processen,

hvorved landskabet forandres, afgørende foregår under den

vejrsituation, der hersker ved stormfloder, såvel ved at land

ødelægges, som at nyt land opstår

38

. Dermed mente han dog

ikke mindst mængden af lette og middelkraftige stormflo-

der. Digebrud forcerede udviklingen, navnlig når de optråd-

te talrigt, og hullerne ikke kunne lukkes igen. De meget

kraftige stormfloder dannede for så vidt et særligt indsnit;

tabet som følge af stormfloder i de sidste 1.000 år var dog

mest kun af regional eller lokal betydning og blev igen

udlignet ved, at der skete aflejring andre steder. Først ved

høje vandstande var aflejringen af sediment mulig i en så-

dan mængde, at der dannedes nyt land over mærket for tide-

vandets middelvandstand, som dermed blev højt nok til at

mennesket kunne udnytte det.

I historisk tid har der kun været lokalt tab af land i områ-

der, der var sunket ned under havets overflade, eller i områ-

der, hvor der havde foregået erosion. Samtidig blev der dan-

net vade og marsk ved aflejring. I overleveringen udviklede

der sig dog alligevel visse topoi, som bestemte menneske-

nes forestilling, strukturerede deres forventninger og ople-

velser, og som indgår i selv de mere seriøse skildringer af

tidligere stormfloder, således også i Jan Adriaansz Leegh-

waters. Dertil hørte tab af land og mange ofre. Der er store

divergenser i oplysningerne fra middelalderen og den nyere

tid om skader og ofre for stormfloder, for der blev ikke fore-

taget systematiske undersøgelser, og man havde heller ikke

eksakte tal for indbyggere og sæsonarbejdere. Ved storm-

floderne gik kirkebøger og skattelister - der først blev ind-

ført i det 16. og 17. århundrede - desuden ofte tabt. Præster

og embedsmænd, der havde kunnet bidrage med oplysnin-

ger, omkom.

Stærkt overdrevne tal og reduktionen til enkelte storm-

floder præger til i dag billedet af stormfloderne og holder

dermed liv i myten. Således skildrer f.eks. Kurt-Dietmar

Schmidtke i 1992 i sin bog om, hvordan Slesvig-Holsten

opstod, de svære tab ved stormfloder:

Angrebet kom den 16.

januar 1362. I den såkaldte Marcellus-stormflod, der er gå-

et over i historien som en af de store »Manndränken«,

trængte havet igennem den beskyttende landtange, rev de

flade diger og værfter væk, ødelagde kulturlandet og dæk-

kede den moseagtige sænkning med vadehavssediment - det

blev omdannet til havbund. Kirker, kapeller og bebyggelser

gik under. Mere end 100.000 mænd, kvinder og børn om-

kom. Også det sagnomspundne og af Liliencron besungne

sted Rungholt skal være blevet et offer for stormfloden.

Bredstedt, og Husum blev i ordets værste betydning til hav-

nebyer i løbet af en enkelt nat, så enorm var omdannelsen

af det nordfrisiske område. I året 1634 slog havet til endnu

en gang. Resterne af middelalderligt land blev tilintetgjort,

den hesteskoformede ø Strand blev ødelagt. Der alene druk-

nede 6.000 mennesker og 50.000 stykker kvæg. Med denne

stormflod opstod næsten Nordfrislands nutidige form

39

. Så-

160

Tabel 2. Tab af land og befolkning

på vadehavsøen Hooge

43

År

Areal

Befolkning Værfter

1642

1.440 ha

1758

1.050 ha ca. 700

16

1794

860 ha

ca. 480

14

1825

730 ha

251

10

1900

582 ha

149

9

1970

591 ha

191

10