Page 162 - Sjæklen2003

danne tekster reducerer en tusindårig udvikling til to enkel-

te stormfloder og skaber dermed et fuldkommen forkert ind-

tryk.

Historiografien repræsenterer på den ene side begyndel-

sen til en videnskabeliggørelse, på den anden side bidrog

den med sin samtidige reduktion til enkelte stormfloder til

overdrivelse og mytedannelse. Den aktuelle katastrofe blev

allerede i den nyere tid ofte også bearbejdet ved, at man sam-

menlignede den med andre frygtelige katastrofer. Dette ske-

te undertiden indirekte og ubevidst. Således forvekslede

den forholdsvis objektive hollandske fortæller Leeghwater

datoen for Stormfloden i 1634, som fandt sted den 10.-11.

oktober, og lagde den i sin erindring på Allehelgensdag -

den dag, hvor en skrækkelig stormflod i året 1570 havde

hjemsøgt hans hjemland, Holland

40

. Erindringen tjente psy-

kologisk og videnskabeligt rationaliseringen og dermed og-

så relativiseringen. Den selvoplevede stormflod blev gerne

fremstillet som den største og højeste. Ifølge en samtidig

fremstilling, som blev offentliggjort kort efter stormfloden

i 1717, skulle de

samlede

marskområder og dele af gesten

være blevet oversvømmet. Nordstrand blev fremstillet i den

form, den havde før 1634, som om den først var gået under

i 1717.

Også den nutidige videnskab relativiserer og rationalise-

rer, når den sammenligner forskellige stormfloder. Storm-

flodsmærkerne, på hvilke den højeste vandstand ved de

kraftige stormfloder mange steder er registreret, sætter de

aktuelle katastrofer i forhold til ældre og måske kraftigere

og gør dermed ulykken mere tålelig. Samtidig lever storm-

flodernes mytiske tilstedeværelse videre i sådanne mærker.

Træpælen eller væggen, der tjener som mærke, forbinder de

enkelte stormfloder til et mytisk hele og vækker også til

erindring på en vindstille sommerdag.

Da befolkningen og krønikeskriverne siden middelalde-

ren havde været overbevist om, at der var en forbindelse

mellem tab af land og stormfloder, blev foranstaltningerne

til kystsikring forstærket. Diger blev først anlagt af stedlige

digebygningskooperativer med lokalt eller regionalt formål,

så blev digebyggeriet mod slutningen af den nyere tid efter-

hånden en fyrstelig henholdsvis statslig opgave. På den ene

side krævede intensiveringen af landbruget nu beskyttelse

mod oversvømmelser af saltvand; på den anden side kunne

organiseringen af digebyggeri og arbejdskraft ikke mere

ske lokalt, men måtte gennemføres ved hjælp af lønarbej-

dere, fremmed (hollandsk) kapital og fremmed (ligeledes

hollandsk) teknik. Digebyggeriet spillede ved overgangen

fra feudal- til territorialstat en ikke uvigtig rolle, idet her-

skab kunne legitimeres ved hjælp af kystsikring og dige-

bygningsprojekter, og disse udvidede samtidig de territori-

alstatslige ressourcer - hvilket var helt i overensstemmelse

med ideologien om merkantilismen, der forlangte et stort

territorium med mange indbyggere. Kraftige stormfloder lod

sig derved udnytte til herskabets propagandaformål.

Stormflod, romantik og nationalisme

Æstetiseringen af landskab og natur er et relativt nyt fæno-

men, som er uadskilleligt forbundet med romantikken. Så-

ledes blev også Nordsømarsken først opdaget og opfattet

som »landskab« i slutningen af det 18. århundrede

41

. Deref-

ter kunne kystlandskaberne, isoleret fra verdslige erfaringer,

virke identitetsskabende alene i kraft af deres »skønhed«,

såvel for de oprindelige indbyggere som for fremmede.

Navnlig bidrog kunstnerne til videreførelsen af dette billede.

162

Romantisk fremstilling af vadehavsøen Hooge under storm på et

postkort fra 1907. Martin Rheinheimers samling