Page 153 - Sjæklen2003

nem den romantiske opdagelse af landskabet og det frisiske

sprog igangsatte transformation af stormfloden til et natio-

nalt erindringssted. Efter at have undersøgt, hvilke aspekter

erindringsstedet er sammensat af - og fra hvilke historiske

perioder og forestillingsverdener det stammer - belyser jeg

afsluttende, hvordan stormfloden regionalt og nationalt har

virket som et erindringssted frem til i dag.

Stormfloden som en straf fra Gud

På øen Nordstrand omkom godt to tredjedele af indbygger-

ne under stormfloden i 1634. Ifølge en samtidig opgørelse

druknede 6.123 mennesker, heriblandt 9 præster og 12 kor-

degne. 1.339 huse, 28 vindmøller og 6 klokketårne blev

skyllet helt væk og mere end 50.000 heste, okser, køer, får

og svin omkom i stormfloden. Også de omkringliggende

kystområder blev svært beskadigede. I Eiderstedt skal 2.107

mennesker og 12.838 stykker kvæg være omkommet, og

664 huse blev her ødelagt. I Nørre Goes herred døde 800

mennesker, heraf alene i sognene Ockholm og Bargum hen-

holdsvis 400 og 300. I Tønder amt druknede 600 menne-

sker. På Halligerne begræd man tabet af 113 døde. Ditmar-

sken blev mindre hårdt ramt af stormfloden end Nordfris-

land. Ifølge Heimreich døde 383 mennesker, deraf 168 ale-

ne i Büsum. Samlet set lå antallet af omkomne på mellem

8.000 og 15.000. De forskellige oplysninger er indbyrdes

afvigende, og usikkerheden er stor, for ifølge Heimreich var

der foruden lokalbefolkningen mange fremmede tærskere

og arbejdsfolk i et antal

som man ikke med sikkerhed har

kunnet fastslå

8

. I mange samtidige beretninger tales der om

30.000 druknede, i senere beretninger er tallet endnu høje-

re

9

. Således blev der spundet videre på myten om stormflo-

derne, om tab af land og om tab af ofre.

Ulykken stod i modsætning til den nyere tids religiøst

prægede verdensbillede. Hvorfor slog en stormflod så man-

ge uskyldige mennesker ihjel? Hvordan kunne Gud, der dog

var personificeringen af det gode, tillade det? Dette var et

religiøst spørgsmål, og det måtte besvares religiøst. Mange

tolkede på den tid stormfloden i 1634 som Guds straf for

menneskets synder. Derfor forfattede Matthias Lobedantz,

der overlevede stormfloden som præst i Gaikebüll på Nord-

strand, en klageprædiken, i hvilken den gejstlige fortolk-

ning for ham bliver til en kvasi-naturlig forklaring på natur-

katastrofen. Han opfordrede til bod og anger, for

den sidste

tid er nu uden tvivl nær

10

. Man har især fremhævet den

trods, hvormed han i sin klage greb fat i det ufattelige i ka-

tastrofen og ikke bare affandt sig med den. De overlevende

skulle dog ikke holde sig for bedre end de døde, der var ble-

vet straffet:

Du skal ikke uden videre dømme og fordømme

din næste. Han er ikke omkommet i vandet, og du er ikke

reddet op af det, for at du uden videre skal dømme ham,

men for at du skal prise GUD, tale mildt om din næste og

gøre alt hvad der er dig muligt for at vende alt til det bed-

ste, og samtidig hermed skal du uophørligt bede om den

Helligånds nåde, således at du må få beskyttelse mod et

ryggesløst og syndigt liv og mulighed for at slippe for syn-

dens straf

11

.

Også kordegnen Lobbe Obbesen på Nordstrand forfatte-

de en klagesang. For ham var den egne synd ubetinget for-

klaringen på katastrofen og han jamrede:

Oh ve, oh ve stor jammer og nød

Oh ve så stor elendighed

Oh ve vor store misgerning

Og ve vor store synd

For med ret har vi fortjent Guds straf og plage

Nu og evigt alle dage

Hvert øjeblik og time

12

Anna Ovena Hoyers, som oplevede katastrofen på Tön-

ning Slot, så tingene helt anderledes. Sektereren var ikke

bevidst om nogen egen synd, men så i sin spotter og forag-

ters død snarere en bekræftelse og styrkelse af sin rette tro

13

.

I opfattelsen af stormfloden som en straf fra Gud lever en

gammel forestilling videre. Myter gav i de fleste arkaiske

kulturer udtryk for det numinøse, idet de i fortættet form

gengav den religiøst erfarede virkelighed som historier. I

antikke myter skete det ofte i heltesagn og skabelseslegen-

der. Myterne fandt hos grækerne sit litterære udtryk i Ho-

mers epos, i Hesiodos’ Theogoni og i tragedierne, frem for

alt i Aischylos og Sofokles’ tragedier. De havde imidlertid

153