Page 146 - Sjæklen2003

var i orden. Engang holdt pastor Brask festtalen, og for at
gøre sig mere forståelig over for nogle af de fremmede skibs-
besætninger brugte han en del latinske gloser, og blandt
andet nævnte han flere gang Aqua Vitæ - livets vand. Man-
ge af deltagerne troede vist, at de skulle have en lille én,
mente min far, som altid var god til finde de fornøjelige til-
dragelser. Underholdningen var i øvrigt gengangere fra ad-
ventsfesten med Carl Muffs orkester, og en fru Thomsen fra
Fanø sang solo. Også Robert Madsen, der var arbejder på
Valsemøllen, havde en pragtfuld sangstemme, som han un-
derholdt juletræsdeltagerne med. Det var underlig at se den
store flotte mand i smoking, for vi var jo vant til at se ham
i gult drejlstøj overstrøet med melstøv, når han besøgte re-
stauranten for at få morgenkaffen.
Sømandshjemmets halvtredsårs jubilæum
Særligt en af de mange fester, der blev afholdt på Sømands-
hjemmet, mindes jeg med stor glæde, og det var Sømands-
hjemmets halvtredsårs jubilæum i 1953.
Det var blevet bestemt, at Sømandshjemmet skulle være
vært ved en frokost lørdag den 12. december, dagen før sel-
ve jubilæumsdagen. Byens øvrighed var sammen med kun-
der fra havnens virksomheder og Fiskeriforeningen blevet
indbudt som gæster til frokosten, og da daværende politi-
mester Hebo sagde tak for budet, spurgte min far ham, om
der måtte serveres en Hof til frokosten: Du kender jo Sø-
mandshjemmets mad, og det er jo næsten synd, hvis vi ikke
må få en øl til maden. Om det var, fordi Hebo deltog i
festen, ved jeg ikke, men en pilsner blev der serveret til fro-
kosten, og det er den eneste gang, jeg er vidende om, at der
er serveret pilsner på det gamle sømandshjem.
Under frokosten var der mange, der lykønskede huset
med jubilæet. Blandt talerne var Niels Nielsen fra Skalling-
laboratoriet, der overrakte et maleri fra Viborg Domkirke
som gave til hjemmet, og direktør Claus Sørensen, der ud-
trykte beundring for de mænd, der for 50 år siden opførte
hjemmet. Det var dristigt gjort, men de vidste, hvad de gjor-
de , sagde han og takkede min far for, at hjemmet var blevet
ført i en god ånd. Formanden for sømændenes fagforening
berømmede ligeledes Sømandshjemmets gerning og sagde:
Jeg kan spore dig i vore skibe, Johannes Otto, det er godt,
bliv ved med det.
Midt under festen oplæste formanden for Indenlandsk
Sømandsmission, pastor William Larsen, en kongelig skri-
velse og overrakte min far kongens fortjenstmedalje i sølv
med disse ord: Du får medaljen for dit arbejde for søens
folk. Du er en god ambassadør for vort land. Min mor fik
samme medalje i miniature overrakt af pastor Eilschou
Holm.
Sømandhjemmet var i tiden op til jubilæet blevet spurgt
om, hvad hjemmet kunne have af ønsker i den anledning.
Far og kaptajn Råhauge, DFDS, havde derfor fået lavet en
tegning af et kors med et anker, der skulle fremstilles i
neonrør og anbringes på husets tårn, så det kunne ses fra
havnen. Det blev installatør Leervad, der fremstillede og
opsatte kors og anker på rette plads og tid. Om aftenen den
12. december samledes mange af havnens arbejdere, fiske-
re og sømænd, ja et mylder af mennesker, ovre ved Bybergs
skibsbyggeri med ansigtet rettet mod Sømandshjemmets
tårn. Der blev afsunget et par sange, neonlyset blev tændte,
og pastor Brask fortalte om ankeret og korset som symboler.
Om søndagen, som var selve jubilæumsdagen den 13.
december, havde Sømandshjemmet lejet missionshuset til
afholdelse af jubilæumsfesten. Min far troede ikke, der var
plads nok til alle de mennesker, der ville modtage invitatio-
nen til festen, og huset blev da også stuvende fuld af men-
nesker, der følte tilknytning til det gamle sømandshjem.
Af alle de mange mennesker, der den aften lykønskede
Sømandshjemmet med jubilæet, husker jeg særligt byens
daværende borgmester Høyer-Nielsens lykønskning. Når
man ser neonlyset på Sømandshjemmet Gl. Havn, ser man
jo kun korset og ankeret. Korset er jo troen, ankeret er
håbet. Man ser ikke hjertet, det er nok rigtigt. For hjertet er
inden for murene på det gamle sømandshjem. Symbolet er
korrekt: troen, håbet og kærligheden.
De dage husker jeg som stjernestunder for personalet på
Sømandshjemmet og for mine forældre, der fik megen ros
og stor presseomtale. Det er næsten ufattelig at tænke på
den bevågenhed for trivslen på Esbjerg Havn, der var fra
byens borgere og store dele af landet.
146