Page 138 - Sjæklen2003

tral med forbindelse til lignende steder i byen og med eget
ledningsnet uden om det almindelige telefonnet. Hver gang
luftalarmen lød over Esbjerg, mødtes vagtmændene i Sø-
mandshjemmets kælder. Der var ellers udgangsforbud, når
der var luftalarm, men de havde en passerseddel, der gav
dem adgang til havnen, når de viste den til vagten ved Hotel
Spangsberg.
Kælderen var også beskyttelsesrum for beboerne på Sø-
mandshjemmet, så vi fik et nært forhold til vagtmændene,
og for os børn var det spændende at se dem iklæde sig deres
gule kedeldragter med alt udstyret, når de skulle ud på pa-
truljering af havnens virksomheder under luftalarmer, og at
høre dem berette om deres oplevelser, når de kom tilbage.
I den første tid efter den 9. april 1940 lå fiskeriet stille.
Alle var chokerede og spændte på, hvad tiden ville bringe.
Men det tog ikke lang tid, så blomstrede fiskeriet gevaldigt
op. Det blev aftalt med tyskerne, hvor der måtte fiskes, og
da der var stor fiskerigdom i Nordsøen de år, og fiskerne fik
gode priser for deres fisk, fik fiskeriet en økonomisk op-
blomstring på trods af indskrænkninger af fiskepladserne,
petroleumsmangel og rationering af brændstoffet til kutter-
ne. Fiskene blev afsat til tyskerne, og transporten foregik
med jernbane og fiskebiler. Det medførte stor aktivitet på
havnen, og havnens værksteder var travlt beskæftiget med
såvel nybygninger som isætning af nye og større motorer.
En del kuttere, der havde haft dam for at kunne bringe
levende rødspætter i land, blev »tættet«, dvs. der blev slået
træpropper i hullerne til dammen og lasten lavet om, så
fisken kunne ises dér. Destruktionsplanen for de gamle kut-
tere var trådt i kraft, og jeg tror næsten, at der blev søsat en
ny trækutter fra værfterne hver månedsdag fra 1943, og
frem til beddingen flyttede til den nye fiskerihavn omkring
1960. Når der var stabelafløbning på en ny kutter, var det
kutyme, at der var kaffe til alle håndværkere på værftet og
de indbudte gæster på Sømandshjemmet. Jo, der var stor søg-
ning, og Sømandshjemmet var en del af livet på havnen
dengang.
Der var dog store menneskelige omkostninger forbundet
med fiskeriet under krigen, og mange fiskere og søfolk mis-
tede livet under udførelsen af deres gerning, ligesom en del
kuttere blev opbragt af den engelske marine og taget med til
engelsk havn. Særligt 1943 var et slemt år for fiskerfamili-
erne i Esbjerg. Da mistede 38 fiskere livet og 44 børn var
blevet faderløse. Alle budskaber fra havet var overleverin-
ger, da kutternes sendere var konfiskeret af tyskerne, men
kutterne fulgtes ad, så de kunne holde øje med hinanden.
Utallige er de gange, hvor min morfar Jens Simonsen som
formand for Fiskeriforeningen kom for at hente min far. Så
vidste vi børn, at en kutter var forlist, eller en mand var
trukket udenbords og druknet. Inden de begav sig på vej til
de efterladte, havde de en stille stund, hvor de fik kræfter til
at gå den tunge gang. Når far kom hjem fra et sådant ærin-
de, fik vi børn at vide, at vi skulle være kammerater for de
faderløse.
Under 2. verdenskrig omkom i alt 1.452 danske sømænd
og fiskere på havet, og mange børn blev faderløse. Der blev
gjort et stort arbejde for at hjælpe de mange familier, der
havde mistet deres forsørger. Således bad Fiskeriforeningen
Sømandshjemmene i Esbjerg være behjælpelige med afhol-
delse af en sommerlejr som en adspredelse og forhåbentlig
til glæde for enkerne og deres hjemmeboende børn. Udgif-
terne til lejrens afholdelse blev afholdt af Fiskeriforenin-
gen, der havde fået pengegaver fra hjemmeværende fiskere
og handlende på Esbjerg Havn. Jeg husker, at Sømands-
hjemmets handlende kom med varer, der skulle med på lej-
ren. Der var jo rationering på alle daglige fornødenheder, så
der blev udvist stor offervilje fra de handlende. Proviant,
sengetøj, ja jeg synes næsten alverdens ting, blev samlet på
en af onkel Hans’ lastbiler og kørt afsted til lejren. Far og
mor deltog i afholdelsen af lejren, ligesom de deltog i 1944,
hvor der blev afholdt sommerlejr på Hindsgavl Højskole
med 68 fiskerhustruer og 82 børn. Fra denne lejr refererede
dagbladet Vestkysten, at børnene havde fået opbyggelig tale
fra såvel sømandsmissionær Lassen Lodberg som Johs. Ot-
to, men at de samme to bagefter havde optrådt i et stort an-
lagt klovnenummer til stor morskab for børnene. Lejrene
fortsatte også efter krigen og havde stor opbakning og sym-
pati af hele befolkningen i Danmark. Jeg husker, at når der
blev talt om disse lejre i mit barndomshjem, kunne far ofte
sige til os børn, Ja, ja, det var nu i Esbjerg det begyndte. Jeg
138