Page 132 - Sjæklen2003

En arbejdsdag for pigerne på Sømandshjemmet begynd-
te om aftenen. Når der var holdt aftenandagt med pensionæ-
rerne og pigerne, blev restaurationen dækket op med servi-
ce til morgenkaffen. Det hed sig mellem pigerne: Så er der
dækket op til havnearbejderne, klar til i morgen, dagen er
slut . Det blev ikke bare et mundheld for os børn, det blev
også en skik, vi tog med til vore egne hjem, hvor vi alle
dækker morgenbord, før vi går i seng.
Når klokken var ni om morgenen, var der morgensang
for pigerne. Det foregik på første sal, om sommeren i den
lille sal og om vinteren, når skipperskolen var i gang, i mine
forældres stuer. Det gik på omgang mellem pigerne at be-
stemme sangen, der skulle synges. Hvis der var travlt i
restaurationen, og den foreslåede sang var lang, blev de sid-
ste to vers gemt til afsyngelse efter oplæsning af Brødre-
menighedens kalenderstykke for den dag. Det var en god
skik, for der blev altid bedt om beskærmelse af fiskere og
søfolk, og mange af de unge piger havde deres kære på ha-
vet, så de fik for en stund ro i sindet. Mens morgenandag-
ten blev afholdt, passede to piger på skift serveringen i re-
staurationen.
Pigerne havde værelser på anden sal i den vestlige del af
huset. Der var fem værelser, så pigerne boede to på hvert
værelse. Deres afdeling var adskilt med en glasdør fra pen-
sionærernes afdeling, hvor der var otte værelser til udlej-
ning. De fire af værelserne var fast udlejet, og to af dem var
enkeltværelser, som blev beboet af Chresten Jensen, og
»Søren Argus«. Søren og Chresten var inkarnerede ungkar-
le. De boede på Sømandshjemmet, da mine forældre blev
ansat, og de var der stadig, da mor forlod Sømandshjemmet
i 1962.
Sømandshjemmets gæster
Der var stort rykind på Sømandshjemmet om morgenen.
Havnearbejderne kom fra skibene, der lossede og lastede på
havnen, og fra de omkringliggende store virksomheder,
Eriksen & Christensen og Valsemøllen, som havde deres
faste tider til kaffepauserne.
Når der var stille på beddingen, havde hjemmet også stil-
le dage. Og dog. Hver formiddag kl. 9 var stambordet besat.
Det var Magnus Byberg, Søren Maler, Meinerts fra Claus
Sørensen, beddingsmesteren, Skibsbygger Lauridsen og
Roust fra Hundested Motor. De havde fast bord oppe ved
skranken, og kaffen stod altid klar til dem. De drøftede
dagens problemer, og diskussionerne har nok ofte været liv-
lige. Engang var sproget blevet min far for groft, og for at
holde på husordenen fik han fremstillet en lille ramme med
indskriften: Her bander vi ikke. Søren Maler, der ellers nok
havde et stort ordforråd, satte skiltet op over stambordet,
Lauridsen kom med søm, og Magnus medbragte hamme-
ren. Far blev både glad og lidt stolt over den gode måde, de
tog hans revselse på, og skiltet hang der endnu, da mor
holdt op på Sømandshjemmet.
En anden fast formiddagsgæst var Bauer, en pensioneret
havnearbejder, der passede gadefejning, varmen og småre-
parationer på huset. Bauer skulle altid have en kop te midt
på formiddagen og en dag, han havde fået sin te, var resten
af teen i tekanden hældt tilbage i tebeholderen i køkkenet.
En fin herre var kommet i restaurationen og havde bestilt en
kande te hos pigen. Da hun serverede teen for den fine her-
re, spurgte han: Hvor kom teen hen fra den ældre herre?
Pigen var åndsnærværende nok til at svare, at den havde
hun smidt ud. Det var godt, sagde den fine herre, for jeg så,
han sad og skyllede sine forlorne tænder i tekanden.
Der var mange, der var på kost på Sømandshjemmet. De
blev indskrevet i en bog med kolonner for henholdsvis mor-
gen-, middags- og aftensmad. Der blev de så krydset af, og
regningerne blev betalt, når de kom hjem fra havet. På en
almindelig dag blev der vel lavet middag til ca. 40-50 per-
soner, men på en »kodag«, som pigerne kaldte den ugentli-
ge markedsdag om mandagen, kom der langt flere. Sø-
mandshjemmet lå klos op ad eksportstaldene, hvor bønder-
ne kom for at handle kvæg, og slagterne kom for at købe op.
Køerne blev trukket om på slagteriet i knipper på seks-otte
stykker. Hvis de var blevet solgt til Tyskland, blev de ud-
skibet fra trafikhavnens sydøstlige hjørne. De stakkels dyr
fik en hård medfart af kreaturtrækkerne, når de ikke ville
lade sig føre. Mange gange rev dyrene tøjret over og forsat-
te ud i havnebassinerne. Så var der bud efter Falck-redder-
ne, som bjergede de stakkels dyr op på land. Det var et syn
132