Page 134 - Sjæklen2003

fra DFDS blev en af mine forældres støtte i arbejdet på hav-
nen. Efter forvalterens pensionering fra DFDS, begyndte
han på maleriet. Han malede altid sejlskibe i åben sø, og han
forærede os børn hver et maleri. Inden hans død nåede jeg
at vise ham mit modtagne maleri i ramme. Det var ophængt
på værelse nummer fem på pensionærgangen, som jeg leje-
de, efter jeg var begyndt at fiske.
Der var også kaptajn Råhauge, der blev min fars gode
ven. Han var en stout sømand og kaptajn på DFDS’ Alexan-
dra, som sejlede på ruten Esbjerg-Grimsby. Råhauge havde
god kontakt til fiskerne. Jeg har oplevet Alexandra komme
på prajehold af fiskekutteren E 468 Corona og hørt Råhau-
ge råbe til min skipper Simon Christensen: Hvor er vi
Simon? Simon fortalte så kurs og distance til Grådyb Bar-
re. Jo, dengang gjorde folk brug af hinanden, og var ikke
bange for at spørge om hjælp, når det kneb. Råhauge havde
truffet sin hustru i London, hvor hun havde været ansat hos
Frelsens Hær, og hun havde fået kaptajnen ind på den smal-
le vej. Hun var fyldt med humor, og når de havde været på
besøg, og der skulle siges farvel, sagde hun altid: Kom så
Råhauge, nu går vi hjem ad den smalle vej. De boede ude
på Gl. Vardevej over for Spangsberg Hospital i en stor vil-
la, og deres indgang til villaen var noget smal i forhold til
husets størrelse.
Da Søren Andersen, der siden overtog Kjeldsens Skibs-
byggeri, kom til Esbjerg fra Skagen som formand på værf-
tet, lejede han sig ind på Sømandshjemmet. Værelset, num-
mer fem, var et enkeltværelse, og en nat, hvor Søren havde
besøg af sin kone, faldt sengen fra hinanden. Mine foræl-
dre, der sov nedenunder, havde et skriftsted hængende over
sengen, hvor der stod: Han som bevarer dig, slumrer ikke.
Da det faldt ned, sagde far til mor: Han har nok glemt os i
nat, Misse .
Sømandshjemmet blev brugt til mange fester i familier
med tilknytning til havnen, og i mange år var der bryllups-
middag næsten hver lørdag. Menuen bestod gerne af suppe,
steg og is, og drikkevarerne var sodavand og lys øl. Ifølge
vedtægterne måtte der kun serveres alkoholfrie varer, men
mine forældre havde fundet et mærke der hed »La Pomme«,
en frugtdrik, der blev serveret i en lang mørk flaske. Mine
forældre syntes den mindede lidt om vin, farven var i alt
fald god nok, og »La Pomme« blev en fast bestanddel af
drikkevarerne til festerne. Det var travle år for huset, og der
var ofte brug for ekstra hjælp fra havnebetjentenes piger.
Mange af de gamle piger, der var blevet gift med pensio-
nærerne, kom ofte og serverede til bryllupperne, og det var
en kær hjælp for vore forældre.
For at mine forældre kunne udføre deres job var det af-
gørende, at de havde et godt samarbejde med havnens bru-
gere. Der var daglig kontakt til havnevagten for at høre om
skibes ankomst. Under krigen var der ingen radiokontakt til
skibene, så havnebetjentene fik sig ofte en kop kaffe som
tak for hjælpen. Havnemester Petersen husker jeg som en
daglig besøgende på hjemmet. Hjemmet blev også benyttet
af pårørende til søfolkene til overnatning og til fordrivelse
af ventetiden til et skibs ankomst.
Mine forældre var selv meget opmærksomme på, at de
skulle være et godt forbillede, men det var bestyrelsen for
Sømandshjemmet også. Da fiskeskipper Peter Knak fik en
nybygning leveret og havde fejret stabelafløbningen med
kaffe på Sømandshjemmet, indbød han far og mor til fest på
Hotel Spangsberg om aftenen. Mine forældre glædede sig
over indbydelsen og drog glade afsted, og de fortalte os
børn om den gode aften, de havde haft. Næste dag da vi sto-
re drenge kom hjem fra skole, kaldte far os til sig. Han for-
talte, at de var blevet bebrejdet af bestyrelsen, at de var taget
med til Peter Knaks fest på Hotel Spangsberg, og da var det,
at min far sagde til os drenge: Husk drenge. Der er ingen,
der kan være så hårde ved hinanden som »missionsfolke-
ne«. Men der er nu heller ikke nogen, der kan være så gode
ved hinanden som dem. Det var min far i en nøddeskal - det
sidste skulle han have med.
Livet på havnen
En stor del af Esbjergs befolkning havde tilknytning til hav-
nen og dens mange arbejdere og arbejdspladser, så der var
stor trængsel og trafik af de mange mennesker, der dagligt
passerede »hjørnet«, som blev mit barndomshjem.
En stor del af trafikken var til DFDS’ både, der ekspor-
terede fersk fisk i kasser til England. Fiskene blev opkøbt af
134