Page 141 - Sjæklen2003

del af den søværts import til Danmark ført over Esbjerg
Havn. På havnen var der desuden fire kulfirmaer med hver
deres kulkran, to i Dokhavnen, et i færgehavnen og et i tra-
fikhavnen. Under krigen blev der samlet meget kul sammen
efter fyraften ved kulkranerne til brug i hjemmene i de kol-
de vintre. Så der blev hurtigt livlig trafik »rundt om hjør-
net« ved det gamle sømandshjem igen.
Vores nærmeste nabo, eksportstaldene, havde i tilknyt-
ning til jernbanesporene en rampe, der blev brugt til aflæs-
ning af kreaturer, som skulle sælges på markedsdagene. Ram-
pen strakte sig fra Sømandshjemmets østlige hjørne forbi
staldene og endte ved D. Lauritzensvej. Under besættelsen
blev rampen brugt af tyskerne til af- og pålæsning af krigs-
materiel, og når det stod på, blev dørene til Sømandshjem-
met forlangt låst, og tyskerne kom med deres spanske rytte-
re og afspærrede vejene. Trafikken med tysk krigsmateriel
gjorde naturligvis jernbanesporene ud for Sømandshjemmet
til et oplagt mål for sabotørerne, og fra slutningen af 1943
og til tyskernes kapitulation var sporene mellemValsemøllen
og D. Lauritzensvej mål for jernbanesabotage tolv gange.
Den første aften, sådanne sprængninger fandt sted, var
bidende kold og mørk, og efter sprængningen var der ikke
ét helt vindue i den side af huset, der vendte ud mod hav-
nen. Huset blev gennemsøgt overalt af tyskere og Gestapo-
folk, og min far blev gennet ned i gården og måtte stå op af
væggen ind til eksportstaldene med geværer rettet mod sig.
Det var en voldsom oplevelse for beboerne i huset, men vi
børn synes mest, det var spændende, og da vi dagen efter for-
talte vore kammerater om det hændte, følte vi os som små
frihedskæmpere.
Efter den første sprængning lod Falck redningskorps pre-
senningerne blive på Sømandshjemmet. De mente, at der
kunne blive brug for dem igen til afdækning af vinduerne,
og det havde de ikke uret i. Ved de senere sprængninger
blev huset dog varskoet telefonisk forinden, så man kunne
lukke vinduerne op og dermed undgå, at de blev blæst ud,
men det tog nu altid nogle vinduer i huset alligevel. Man
kunne næsten være sikker på, at når vinduerne blev lukket
op til vestsiden af huset, ville der komme sprængninger på
jernbanesporene.
På hjørnet af Skolegade og Stormgade lå en automobil-
handel, Brd. Harborg. Efter en nat, hvor der havde været
sprængninger på banelegemet, kom automobilhandleren med
et stykke sprængt jernbaneskinne, der lå i hans gårdsplads
om morgenen, og som man mente måtte være et stykke fra
skinnerne ud for Sømandshjemmet. Vi erfarede ved selvsyn
en nat, hvor kraftige sprængningerne var. Der havde været
nogle sprængninger, og vi troede, at det var ovre for denne
gang. Den sædvanlige husundersøgelse af besættelsesmag-
ten og deres håndlangere var overstået, og pensionærerne
var begyndt på at dække vinduerne af med presenningerne.
Min bror og jeg hjalp til, og de tyske soldater, der patrulje-
rede på jernbanen, var begyndt at gå på skinnerne igen.
Pludselig lød et øredøvende brag, og vi så en tysk soldat
flyve op i luften. Han har sikkert været dræbt på stedet.
I de sidste to år af besættelsen kom husundersøgelserne
af Sømandshjemmet ikke blot, når der havde været spræng-
ninger på banelegemet. Gestapo kom fem gange, og vi børn
kom til at hade de danske håndlangere. Det var slet ikke
spændende længere, og vi begyndte at forstå frihedens pris
og beundrede frihedskæmperne. Ved husundersøgelserne blev
huset omringet af Gestapo, og alle udgangsdøre blev for-
langt aflåst. Ved den sidste husundersøgelse var far kort for-
inden blevet kontaktet, og mor havde fået far sendt ind til
staldene med mine to mindste brødre, der var tvillinger. De
havde en aftale med eksportstaldenes direktør Dujardin om,
at far skulle komme derind, når han følte jorden brænde un-
der sig. Gestapo forlangte huset undersøgt, og mor skulle
med dem rundt for at lukke døre og skabe op. Mor forlang-
te, at et af børnene skulle med, og da jeg var hjemme, blev
det mig. Jeg husker, at det sidste sted var kælderen. Bybergs
tømrer havde lavet fire store trækasser, der var aflåst. Kas-
serne blev brugt til opbevaring af kongelig porcelæn, spi-
sestel og glas, lysestager, og hvad der ellers blev brugt, når
der skulle dækkes op til sammenkomster, og dem var der
mange af i de år på Sømandshjemmet Gl. Havn. Det var
mine forældres stolthed at kunne dække fint op til fest, og
derfor var kasserne blevet lavet og anbragt i beskyttelses-
rummet, for tænk, hvis det skulle blive beskadiget. Da vi
kom til kasserne sagde mor til Gestapomændene: Dem luk-
141