Johs. Ottos død
Min far havde glædet sig til at få lov til at takke kongen for
den modtagne medalje, men nåede det ikke. Han døde i au-
gust 1954 på centralsygehuset i Esbjerg, hjertet kunne ikke
mere. Min mor førte hjemmet videre med hjælp fra husets
venner, bl.a. de to ungkarle Søren og Chresten, der havde bo-
et på Sømandshjemmet, lige fra mine forældre blev ansat.
Vi børn fik stor respekt for de mennesker, der blev vor
mor en stor hjælp i arbejdet med Sømandshjemmet efter vor
fars alt for tidlige død. Sømandsmissionær Lassen Lodberg
lovede med det samme:
Misse, jeg kommer og holder mor-
genandagt for pigerne
, og det løfte holdt han til glæde og
hjælp for mor, lige til den dag hun holdt op med arbejdet.
Den som gav mor den største hjælp efter min fars død,
var nok hovmester Ankersen, som var ansat på statens ud-
dybningsfartøjer. At Ankersen var en kær gæst på hjemmet,
har jeg altid vidst, men da mor en dag fortalte os, at Anker-
sen havde spurgt hende, om han måtte overtage fars job
med besøg på skibene, vidste jeg, at det var hjælpen, hun
skulle have for at kunne føre hjemmet videre. Ankersen var
lille af statur, men havde et hjerte af guld for det arbejde,
som skulle gøres fra det gamle sømandshjem i Esbjerg.
147
Misse og Johs. Otto Jensen. Billedet stammer formentlig fra hjemmets halvtredsårs jubilæum 13. december 1953. Ved denne lejlighed fik
Johs. Otto Jensen overrakt fortjenstmedaljen, som han ses bære på billedet. Privatfoto
1...,137,138,139,140,141,142,143,144,145,146 148,149,150,151,152,153,154,155,156,157,...216