Page 144 - Sjæklen2003

sang forstod vi slet ikke, men deres kaptajn fortalte på
engelsk, at sangen skulle udtrykke taknemlighed for gæst-
friheden på Sømandshjemmet. Vi børn var nu tit bange for
dem i deres fremmede påklædning, og vi blev hurtigt klar
over, at hvert lands befolkning må have sin egenart af lugte.
En af de største oplevelser for mig var en juleaften efter
krigen. Der var kommet et tysk skib til Esbjerg, og skibet
skulle holde juleaften i havnen. Trods store overvejelser
havde min far budt dem til juleaften på Sømandshjemmet,
og alle var spændt på, hvordan det ville gå, når nationerne
mødtes. Jeg glemmer aldrig de tyske søfolks ydmyghed,
som var en slående kontrast til det, som jeg trods min ung-
dom havde oplevet med tyskere. Oplevelsen blev ikke min-
dre, da den tyske kaptajn rejste sig og på næsten fejlfrit
dansk udtrykte tak for aftenen, hvorefter han spurgte om
besætningen måtte synge »Stille Nacht, heilige Nacht«.
Under afsyngelsen af »Højt fra træets grønne top« havde
Lindquist, iklædt sig nissetøj inde på sit kontor. Han kom
ind i salen bærende på en stor sæk fyldt med pakker, og så
var der uddeling af pakker. Det var altid den yngste mes-
sedreng, der skulle have sin sømandspakke først. Når der
var flere besætninger, fik hver skibsbesætning sin sæk med
pakker til uddeling. Min far holdt altid en kort tale til søfol-
kene, inden de fik julepakkerne, som fra giveres side var ud-
tryk for påskønnelse af og beundring for søens folk, og far
nævnte altid, at pakkerne ikke var ment som en almisse. Der
var for det meste en julehilsen fra giveren i pakken, og sø-
folkene blev bedt om at sende en hilsen til den glade giver.
Et år, formentlig under en af isvintrene, var der mange
skibe i havnen. Der havde været uddelt mange julepakker til
skibene, og der var sendt pakker fra andre sømandshjem til
Esbjerg. Den jul var der mange søfolk, der holdt juleaften
på Sømandshjemmet. Besætningerne havde fået deres sæk
med pakker, og traditionen tro var det den lille »Messepe-
ter«, der skulle have den største pakke. Det var en stor fir-
kantet pakke, der viste sig at indeholde en stor dåse Marie-
kiks. Men da den blev åbnet, viste det sig, at de var så gam-
le, at de var blevet mugne. Pakken blev selvfølgelig byttet,
men mine forældre var forfærdede over det skete. Det viste
sig, at den omtalte pakke var tilsendt Sømandshjemmet med
posten, men siden hen blev mange af pakkerne åbnet inden
uddelingen, hvis de havde mistanke om, at pakkerne kunne
indeholde fødevarer. Sådan var der så mange ting, vore for-
ældre indviede os børn i, og mange af deres genvordigheder
så vi børn jo med egne øjne.
Når det var slut med gaverne, samledes alle over en kop
kaffe eller te, og bordene blev fyldt med frugter og konfekt.
Aftenen sluttede med, at far bad en bøn for sømænd, hvor
end de var i verden. Bønnen sluttede med, at alle rejste sig,
og fadervor blev bedt på hvert sit modersmål. Jeg har siden
hen undret mig over, hvordan min far kunne gøre sig for-
ståelig sprogmæssigt, men jeg husker, at professor Niels
Nielsen til min fars begravelse sagde om ham: Han var en
mærkelig mand. Når jeg kom med de unge udenlandske ele-
ver, kunne han gøre sig forståelig uden at kunne deres
sprog. Jeg har ofte tænkt på de ord. De gamle må have
været fyldt med en frimodighed og gåpåmod, men de sang
også ofte sangen »Der er nogle der bestandig gik, som gik
de kongebud«.
Det var sent, inden vor juleaften var slut. Når alle gæster-
ne havde forladt Sømandshjemmet, samledes familien og
pigerne i vore forældres stuer, og alle viste deres gaver frem.
Vi børn var altid spændte på, hvad pigerne havde fået af
deres kærester, som vi jo kendte som pensionærer på Sø-
mandshjemmet. Selv om alle var segnefærdige af træthed,
var der altid tid og lyst til gennemgå aftenens hændelser,
inden vi ønskede hinanden en god nat. Det er klart, at når så
mange forskellige og fremmede mennesker holder en jule-
aften sammen, skulle der ikke meget til, for at kunne finde
en humoristisk episode i aftenens løb.
Første juledag var en stille dag. Vor middagsmad den dag
var altid skroget fra de gæs, der var serveret juleaften. Det
var en af de bedste dage i året for os børn på Sømandshjem-
met. Vore forældre modtog en utrolig stor julepost, og den
dag læste de mange af deres julekort op for os. De fleste af
julekortene kom fra søfolk, der tidligere havde holdt juleaf-
ten på det gamle sømandshjem, og ofte indeholdt de også
en hilsen til os. Søfolkene må jo have oplevet noget, som de
tænkte på med glæde og taknemlighed, og vi børn har sik-
kert været en erstatning for mange af søfolkenes egne børn
144