beddingsbygning på den gamle bedding, så der var ikke
langt fra Sømandshjemmet. Jeg husker professoren som en
venlig og jævn mand, og han blev en meget nær ven af huset.
2. verdenskrig
Jeg fik min drengetid under 2. verdenskrig, og på trods af,
at Danmark ikke blev krigsskueplads, gav den os børn min-
der, som aldrig kan glemmes.
Der gik ikke lang tid efter tyskernes besættelse den 9.
april 1940, før havnen blev afspærret. Jeg husker særligt af-
spærringen ved hjørnet af Havnegade og Stormgade, hvor
der mellem Hotel Spangsberg og Westend var anbragt pig-
trådsafspærringer og tyske skilderhuse. Lignende afspær-
ringer var anbragt ved de andre tilkørsler til havnen. Når
folk skulle på arbejde på havnen, skulle de på forlangende
fremvise deres legitimationskort til vagtposterne. Min sto-
rebror og jeg fik vore legitimationskort udstedt, før vi fyld-
te 15 år, der ellers var grænsen tyskerne havde sat for, at
man skulle have sådan et kort.
Mange er de gange, hvor vi måtte vise vore kort frem til
vagterne for at komme hjem. Hver aften blev pigtrådsaf-
spærringerne sat ud over nedkørslerne til havnen. Alle der
skulle på havnen efter arbejdstids ophør blev afkrævet legi-
timation af vagterne. Som næsten alle vesterbydrenge var
min storebror og jeg medlemmer af FDF og KFUM, så vi
havde ofte brug for vore passersedler til havnen.
I de år samledes alle ungdomsforeningerne i Esbjerg til
mønstring på grønttorvet. Der blev marcheret gennem by-
ens gader fra de lokaler, hvor foreningerne havde til huse,
til grønttorvet. Det var altid første nytårsdag, og der deltog
langt over tusind børn. Der blev så holdt en tale til os børn,
og jeg har ofte tænkt på det ansvar, de ledere må have følt.
Der er måske ikke så mærkeligt, at møderne altid blev
afsluttet med et fadervor.
Der blev også arrangeret »Alsang« på byens torv, hvor
man mødtes til afsyngelse af fædrelandssange. I dag kan det
synes utænkeligt, at en hel by kan samles på byens torv til
afsyngelse af fædrelandssange, men det var meget brugt
under besættelsen. Tidspunkterne for afholdelse af Alsan-
gen blev offentliggjort i dagbladene, og det blev altid af-
holdt om eftermiddagen, så folk kunne nå hjem inden
spærretiden, som tyskerne indførte under generalstrejker-
ne. Når »Altid frejdig når du går« var afsunget som sidste
sang, begav forældre med barnevogn og mindre børn i hån-
den sig hjemad til mørkelægningen for de nedrullede gardiner.
Da Danmark blev besat af tyskerne, var man som dreng
først imponeret af alle de mange soldater og alle de mange
køretøjer og kanoner, de slæbte med sig. Første gang jeg
husker, at krigen ikke bare var skrålende tyske soldater, der
marcherede rundt i byens gader, var den 15. oktober 1941.
Jeg var kommet hjem fra skole og stod oppe på første sal på
Sømandshjemmet. Der kom nogle lavtflyvende flyvemaski-
ner, men der var ikke blæst luftalarm. Pludselig lød der
kraftig skydning, og jeg kikkede ud af vinduet ned mod
havnen og så flyverne med Royal Air Force-mærkerne, som
vi kendte så godt fra de huer, vi gik med. De tre lavtflyven-
de engelske flyvere smed bomber mod Dampcentralen, og
der faldt bomber ved beddingen. Der blev skudt med ma-
skingevær fra flyverne, og Sømandshjemmet blev ramt.
Kutter
Eilif
, der var på bedding, blev ramt, og kutter
Valib
,
der lå i Dokhavnen ved mastekranen, blev bomberamt. Tre
af havnens arbejdere blev dræbt under angrebet.
At det kunne ske i Danmark, var sikkert et chok for man-
ge og vel også for lederne af Esbjerg Havn. Der blev opret-
tet et vagtkorps for virksomhederne på havnen bestående af
to til fire mand fra hver virksomhed. De skulle fungere som
kendere af arbejdspladsen, hvis havnen skulle blive bombe-
mål, eller der skulle opstå brand eller andre skader forårsa-
get af nedfaldende luftværnsgranater. De fleste allierede
bombeflyvere på togter mod Tyskland overfløj Esbjergom-
rådet, og tyskerne havde mange luftværnsstillinger placeret
rundt om byen. Overflyvningerne skete mest om natten.
Der var nætter, hvor der var luftalarm flere gange, og i man-
ge og lange perioder var det hver nat.
Sømandshjemmets kælder blev gjort til vagtcentral for
vagtmændene. Bybergs tømrer afstivede kælderrummene
med store stykker tømmer, og over lyskasserne blev der op-
sat store bænke, der blev fyldt med sand. Langs væggene i
kælderen blev der opsat knagerækker til brandøkser, stål-
hjælme og gasmasker, og der blev installeret en telefoncen-
137
1...,127,128,129,130,131,132,133,134,135,136 138,139,140,141,142,143,144,145,146,147,...216