Page 127 - Sjæklen2003

127
Erindringer fra en barndom
på Sømandshjemmet Gl. Havn
Af Jens Otto Jensen
I 2003 var det hundrede år siden, Sømandshjemmet Gl.
Havn åbnede ved Dokhavnen i Esbjerg. Bygningen ligger
der stadig, smukt istandsat og indrettet til kontorer, men
hjemmet ophørte sin virksomhed i 1974. I denne artikel kan
man imidlertid få et levende og farverigt billede af livet i og
omkring Sømandshjemmet i 1930’erne og 1940’erne, sådan
som det blev oplevet af et barn, Jens Otto Jensen, der vok-
sede op på hjemmet som søn af bestyrerparret Johs. Otto og
Misse Jensen1 . Museumsinspektør Mette Guldberg har i
samråd med Jens Otto Jensen redigeret forfatterens erin-
dringer til brug i nærværende artikel.
Indledning
Da jeg blev født på Sømandshjemmet Gl. Havn på Esbjerg
Havn i 1930, var det efter sigende den sidste hjemmefødsel
på Esbjerg Havn. Mine forældre var året før blevet ansat
som bestyrerpar på Sømandshjemmet, og jeg var nummer
to i en søskendeflok, der siden skulle vokse til seks, fem
drenge og en pige.
Begge mine forældre var født i Esbjerg. Min farfar Tar-
ben P. Jensen og min farmor Chrestense var begge i deres
unge dage flyttet til Esbjerg fra Holmslands Klit, og de var
begge ansat hos Claus Sørensens far på øen Langli, min far-
far som fisker og min farmor som esepige. Senere blev Tar-
ben P. selvstændig fiskeskipper og siden fiskeeksportør på
havnen i Esbjerg. Han var i øvrigt medlem af den første be-
styrelse for Sømandshjemmet, der blev indviet i 1903.
Min far, Johannes Otto Jensen, blev født i 1898 som
nummer otte ud af en børneflok på 17. Mellemnavnet Otto
fik han, fordi han var nummer otte i flokken. Som de fleste
fiskersønner var far efter endt skolegang begyndt ved fiske-
riet og havde som ganske ung haft egen båd. Kutteren var
under 20 tons, så den kunne føres uden skipperpapirer. Min
far kunne ikke bestå synsprøven til skippereksamen, fordi
han som fireårig var faldet over et dørtrin og havde fået en
kniv i øjet. Han måtte efterfølgende have øjet fjernet hos en
øjenlæge i Kolding og levede resten af sine dage med glas-
øje i højre øje. Far gik i land i 1925 og blev ansat som fryse-
mester hos dansk-amerikaneren John Larsen, der havde
startet Premier Isværket ved den nye fiskerihavn. Han fik
tilbudt stillingen i forbindelse med forsøget på indfrysning
af konsumfisk fra farfars fiskeeksport, som John Larsen hav-
de et tæt samarbejde med. Min far fortalte gerne om sin tid
på isværket, som også gjorde brug af hans viden efter hans
ansættelse på Sømandshjemmet - efter ansøgning til besty-
relsen og mod en god løn.
Min morfar Jens Simon Christensen - også kaldet Jens
Simonsen - og min mormor Else var ligeledes flyttet til Es-
bjerg fra Holmslands Klit, hvor de var barnefødt. Morfar
var en dygtig fisker, og mig bekendt er han den eneste
fisker, der har fået en fiskeplads afsat på søkortet med navns
nævnelse - Jens Simonsens rende - ca. 60 sømil nordvest for
Horns Rev. Han var fra 1935 og frem til sin død i 1955 for-
mand for Esbjerg Fiskeriforening og modtog stor hæder
herfor. Jens Simonsen var en mand med sine meningers
mod. På en af hans mærkedage gav departementschef B.
Dinesen fra Fiskeriministeriet ham denne karakteristik:
»Når Jens Simonsen kommer i ministeriet, så går han ikke,
før han har fået det, han var kommet efter«.
Min mor var født i 1903 og blev døbt Birtha Maria Chris-