Page 123 - Sjæklen2003

skulle blive stående eller ryge ned, og i messen lige ved si-
den af lå borde og stole i en stor bunke.
Debbie beretter: Ud af vinduet agter så vi containere
ryge i vandet og da vidste vi, at det var alvor. Gående halv-
vejs på dørken, halvvejs på skottet, kom vi til dækskontoret,
hvor overstyrmanden havde søgt ly under et skrivebord.
Han bad os om at tage overtøj på og gøre klar til at gå fra
borde. Debbie begav sig fra dækskontoret tilbage til sit
kammer for at hente en jakke. På vejen nåede hun endda et
toiletbesøg for, som hun siger: Tanken om at sidde i flåden
med enden ud over kanten tiltalte mig ikke ligefrem. Tilba-
ge gik det så mod båddækket, men den tiltagende kræng-
ning gjorde det efterhånden særdeles vanskeligt at komme
omkring på skibet.
Skibsassistent Per Sørensen havde været på vagt fra mid-
nat til klokken 4 og lå og sov, da skibet krængede over. Per
vågnede dog straks og kom ud af køjen for derefter at glide
på dørken og brække en tå ved sammenstødet med møbler-
ne i den anden side af kammeret. Det lykkedes Per at få et
par bukser og en t-shirt på, inden turen gik ud til båddækket.
Da skibet krængede over, var skibsføreren på vej rundt i
skibet og tilse, at alt var, som det skulle være. Straks efter
var han på broen og forsøgte at rette skibet op ved at dreje
til den anden siden end krængningen. Det var for sent, og
skibsføreren indså med det samme, at situationen var fare-
truende. Skibsalarmen blev aktiveret, og det blev over høj-
taleranlægget meddelt, at alle skulle møde ved flåderne.
De to flåder på båddækket blev med noget besvær sat ud.
På grund af skibets tiltagende slagside kunne de ikke læn-
gere bare skubbes ud over skibssiden. Skibsassistent Per Sø-
rensen, hovmesteren og overstyrmanden fik dem ved fælles
hjælp ud af stativerne og ud over siden. Også den tilhøren-
de lodslejder blev sat. På grund af slagsiden kunne besæt-
ningen nu ikke længere se flåderne, og skibsassistent Per
Sørensen krøb ned ad lejderen for at konstatere, at de beg-
ge lå trykket ind mod skroget med den rigtige side opad.
Det lykkedes at få fat i dem og få dem hen til lejderen, så
evakueringen kunne påbegyndes.
Det fugtige båddæk var på grund af skibets hældning og
småregnen nu glat som en rutschebane, og det var vanske-
ligt at komme hen til lodslejderen. Redningsvestene kom på,
og langsomt begyndte besætningen at kravle den lange tur
ned af lodslejderen til flåderne. For et par stykker var det en
fysisk anstrengelse langt ud over det normale. Debbie var
lige efter en meget stor og kraftig mand, som til daglig fik
hjertemedicin, og det gik kun langsomt ned ad den meget
lange lodslejder, mens lejderen knagede, bølgerne var store
og det småregnede. Debbie havde dog nået at få jakken på
- nogle af de andre besætningsmedlemmer var kommet på
båddækket direkte fra deres køjer og stod i næsten ingenting.
Opmålinger på tegninger af skibet har vist, at der fra
dækket til vandoverfladen var ca. 19 meter, når skibet var
lastet. Under evakueringen lå skibet med en betragtelig
slagside, hvilket har betydet, at der nærmere har været 25
meter at kravle, før besætningen var nede i flåderne.
I flåderne
Det lykkedes alle 17 ombordværende at komme godt ned i
de to flåder. Det norske skib, som havde indhentet Mercan-
dian Atlantic II , stoppede, og det lykkedes at få radiokon-
takt. Det første forsøg på bjærgning mislykkedes imidlertid,
da flåderne drev for vinden, og det meget høje norske bil-
123
»Mercandian Atlantic II« ligger med svær slagside i Atlanter-
havet. Besætningen har forladt skibet (bemærk lodslejderen, som
skimtes som en stribe ned over skibssiden). Billederne er taget af
besætningen på det norsk indregistrerede skib »Hual Margarita«,
som samlede besætningen op. Inden man forlod forlispositionen,
sejlede man en gang rundt om »Mercandian Atlantic II«.