Page 129 - Sjæklen2003

Mine forældre må have haft en god tro på, at de var i

stand til at klare arbejdet på Sømandshjemmet, men de hav-

de også en god støtte i deres barndomshjem, der var fyldt

med hjertevarme, og hvor gudsfrygt og nøjsomhed var en

dyd. Vore forældre var altid optaget af deres mange gøremål

i forbindelse med Sømandshjemmets drift, og vi børn syn-

tes ofte, at det havde været rart med et familieliv, som vi så

udfolde sig i vore kammeraters hjem. Alligevel fik vi en

barndom, som jeg tror, kun få har haft bedre. Vore forældre

indviede os i al deres gøren og laden, så vi følte os som en

del af huset og mærkede den varme og tillid, der var mel-

lem havnens folk.

Skipperskolen

Skipperskolen havde lokaler på Sømandshjemmets første

sal. Der var sætteskipperskolen, som havde semester fra no-

vember, og »den lille«, som kystskippereksamen blev kaldt,

der begyndte efter nytår. De havde hver sit lokale på første

sal adskilt af en foldedør. Sætteskipperne havde den store

sal på 31 m

2

med plads til 24 elever, og kystskipperne hav-

de den lille sal på 20 m

2

med plads til 16 elever. Det er utro-

ligt, at der har været så mange elever på så snæver en plads,

og når man besøger huset i dag, synes det helt uvirkeligt, at

det har kunnet lade sig gøre at afholde skipperskole på før-

ste sal, hvor der også var to værelser til udlejning samt mine

forældres stuer og soveværelse.

Det var mest unge fiskere, der gik på skolen, men der var

også elever fra coasterflåden til sætteskippereksamen. Der

var altid udlejet værelser til eleverne, som kom fra mange

forskellige steder i landet. Det var først senere, der blev

oprettet skipperskoler i Hvide Sande og Thyborøn. Eksa-

men blev afholdt i marts måned med grøn dug på eksa-

mensbordet og stor nervøsitet blandt eleverne. De unge

piger på hjemmet har mange gange serveret rå æggeblom-

mer for de unge fiskere på eksamensdagene, da det efter si-

gende skulle være godt for at holde nerverne i ro. Det var

mærkeligt for os børn at se eleverne udvise nervøsitet, for

vi kendte dem jo som stoute og hårde fiskere.

Ved hvert klasseværelses endevæg var der opsat en tavle

til brug i undervisningen med lærerens kateder foran. Ele-

verne havde hver sit bord med en hylde under bordpladen.

Ved skoleårets slutning blev bordbenene skruet af og lagt på

hylden under bordpladen, og når alt var pakket sammen, blev

det opbevaret i kælderen til næste skoleår. Så kunne loka-

lerne bruges til andre formål i mellemtiden.

I 1941 var der så mange elever tilmeldt sætteskipper-

eksamen, at kystskipperne måtte flytte om til lokaler på det

ny sømandshjem. Den store tilgang til skolen fortsatte, og

fra november 1946 flyttede hele skolen ud til Danmarks

Fiskerhøjskole i den gamle Esbjerg Arbejderhøjskoles byg-

ninger på Gl. Vardevej.

Forstanderen for skipperskolen var Alfred D. Lindquist.

D. stod for Dusinius, et navn han fik, fordi han var nummer

tolv i søskendeflokken, som dermed rundede dusinet. Lærer

for »den lille«, altså kystskippereksamen, var Sigurdsson,

der havde været forstander før Lindquist, men som havde

trappet ned på grund af alder. Efter eksamen var afholdt i

marts og frem til skolens start i november, var Lindquist be-

skæftiget som sygekassemand i Sygekassen af 1905, der

havde til huse i Danmarksgade. Ind imellem arbejdede han

med kompasafretning og brugte gerne svajepælen i Dok-

havnen til dette formål. Skolen havde depot af undervis-

ningsgrej i tårnværelset på første sal, et værelse der også

fungerede som Lindquists kontor. Hvis man var sendt i et

ærinde ind til Lindquist, skulle man være heldig, hvis man

kunne se ham for cigaretrøg. Han røg en cigaret i nogle få

sug, så der var tryk på.

Hver skoledag begyndte med morgensang og formanen-

de ord fra Lindquist til eleverne. Der var mødepligt til mor-

gensangen, og den skik fortsatte, efter at skolen i 1946 var

flyttet ud på Fiskerhøjskolen på Gl. Vardevej. Jeg gik selv

på skolen i 1948 og oplevede Lindquist for fuld udblæs-

ning, og jeg tror, at samtlige elever har haft en fornøjelig

skolegang hos ham. Hvordan Lindquist var endt i Esbjerg,

var vist en gåde for mange. Han var københavnerdreng alle

sine dage og det med et stort K. De fleste betragtede ham

som en original, vel nærmest på grund af hans jargon over

for alle, uanset hvem de var. Han kunne huske årstal på kon-

gerækker og alverdens begivenheder, og utallige er de hi-

storier, der er fortalt om ham af hans elever på skipperskolen.

129