Page 142 - Sjæklen2003

ker jeg ikke op denne gang, dem så I jo i, sidst I var her. De
må have fået respekt for mor, for kasserne blev ikke åbnet.
Jeg tror ikke, der er mange mennesker, der kendte min mor
uden også at kende den respekt, hun indgød hos de perso-
ner, hun kom i berøring med. Det har nok været nedarvet fra
Jens Simonsen. Befrielsen kom kort tid efter, og den 4. maj
1945, efter at det var meddelt, at tyskerne havde overgivet
sig i Danmark, tog vor far og mor os børn med ned i kæl-
deren. Far åbnede en af kasserne. Den indeholdt armbind
som frihedskæmperne skulle bære. Mor sagde stille: Hus-
ker du, Jens Otto, den sidste husundersøgelse vi havde?
Befrielsen
Aftenen den 4. maj 1945 er nok en aften, som ingen af os,
der har oplevet den, nogensinde vil glemme. På Sømands-
hjemmet fik pigerne og alle hjemmeværende pensionærer
hver en 5 stks. pakke Columbia cigaretter, og far satte sig til
klaveret og spillede og sang »En Lærke lettede og tusind
fulgte«. Far havde tidligere spillet melodien på vort eget
klaver i privaten, så vi kunne nikke genkendende til strofer-
ne, men at det var frihedssangen, havde vi ikke vidst. San-
gen og noderne var udgivet af det illegale blad Frit Dan-
mark , som mine forældre modtog med posten. Vi børn
undrede os over, hvor han kunne melodien fra, for han kun-
ne ikke noder. Han var dog i besiddelse af et utrolig godt
gehør, og et af hans store numre var, når han satte sig til
klaveret, og vi børn så gav ham bind for øjnene, og han alli-
gevel kunne spille for os. Far var medlem af FDFs veteran-
klub i Esbjerg, og de havde mange fornøjelige timer sam-
men, altid med sang og musik. Det var nok dér, far havde
hørt melodien. Jeg har også en mistanke om, at det var tre
fra FDF’s veteranklub, som under krigen fik deres tilholds-
sted i den grønne stue på Sømandshjemmet, og som min far
kaldte »de hårde drenge«, der foranledigede, at mine foræl-
dre blev varskoet, når der skulle sprænges jernbaneskinner.
Den 4. maj om aftenen samledes også en del friheds-
kæmpere i kælderen på Sømandshjemmet. Det viste sig, at
den telefonledning, der var installeret til vagtmændene i
kælderen, også var blevet brugt til afsendelse af meldinger
fra modstandsbevægelsen til England. Skipperskolen, der
havde haft stor søgning under besættelsen, havde fået en
hjælpelærer ved navn Kock Sørensen, der boede på Sø-
mandshjemmet. Det viste sig, at han var kaptajnløjtnant i
marinen og var kommet til Esbjerg, da den danske flåde
blev sænket. Kock Sørensen var chef for Frihedskæmperne
Havneregion Esbjerg, og han brugte vagtcentralens lednings-
net som antenne, når han sendte og modtog meldinger fra
England. Han fik jo kendskab til mange af de unge fiskere,
der gik på skolen, og fik mange timer sammen med vagt-
mændene, når vi var i kælderen under luftalarmerne. I dage-
ne efter befrielsen blev huset brugt til samlingssted for fri-
hedskæmperne, og den tak til mine forældre, som Kock
Sørensen nedskrev i deres gæstebog, er for os børn et kært
minde.
Jul på Sømandshjemmet
Selv om vi børn tit og ofte følte, at vore forældre ikke hav-
de megen tid til os i deres daglige arbejde, så fik vi dog
mange gode minder, ikke mindst fra vore juleaftener og de
mange forskellige mennesker, vi kom til at holde jul med.
Julen på Sømandshjemmet Gl. Havn begyndte for os
børn med, at Claus Sørensens fiskekuttere kom hjem til Es-
bjerg. Kutterne Greenland, Vestland og Iceland var mellem
de største i Esbjergs fiskerflåde. De havde i årets løb fisket
på Island og landet fiskene i engelske havne. Sidst i novem-
ber kom de til Esbjerg for at kølhale og blive gjort klar til
endnu et års fiskeri, inden de afsejlede igen i marts. Det var
en årlig begivenhed både før og efter krigen, og der var altid
stort presseopbud, når kutterne anløb og forlod Esbjerg. Vi
børn fik et nært forhold til besætningerne, som ofte kom på
hjemmet under afrigningen og tilrigningen af kutterne, og
Claus Sørensen var en arbejdsgiver, der vidste, at »uden mad
og drikke, duer helten ikke«. Til julefrokosten ved Claus
Sørensens firma på Gammel Havn blev smørrebrødet altid
leveret fra Sømandshjemmet, og når Claus kom og betalte
regningen, var der altid gode drikkepenge til pigerne. Piger-
ne havde en cigarkasse til drikkepenge, som de delte lige-
ligt, uanset hvad beskæftigelse de havde på hjemmet.
Hvert år blev der i december måned afholdt en stor
adventsfest for kvindekredsenes medlemmer. En stor flok
142