Page 148 - Sjæklen2003

Far havde altid besøgt skibene, der anløb Esbjerg, og det
var det arbejde, han følte allermest for. Hvor var han glad,
når han kunne fortælle os børn, at han havde fået lov at give
en sømand en hjælpende hånd. Vi følte os altid velkomne
om bord i skibene og så med egne øjne de trange forhold,
besætningerne levede under. Når man har set det, kan man
bedre forstå behovet for et sted som det gamle sømands-
hjem og det arbejde, der blev gjort for søfolk og fiskere.
Min mor førte hjemmet videre, indtil hun fratrådte efter
eget ønske i 1962. Hun efterlod et gældfrit hus i så god en
stand, at formanden for bestyrelsen betegnede det som »tip-
top i orden«.
Afslutning
Når jeg tænker tilbage på de oplevelser, vi børn fik på Sø-
mandshjemmet, og det arbejde, vore forældre havde påtaget
sig, er der oplevelser, man aldrig glemmer. Det var spæn-
dende for os, når vore pensionærer kom hjem fra havet. Om
aftenen sad vi i restaurationen og lærte at spille skak, do-
mino, mølle og dam. Vi var som en stor familie. De fleste af
Sømandshjemmets pensionærer på Gl. Havn, var forhyret
med de kuttere, der gik under betegnelsen dybvandsfiskere.
Kutterne var ikke forsikret i »Union«, men fiskede om søn-
dagen. Det var pragtfulde unge mennesker, og mange af
dem blev venner for livet. Det var, når de fortalte om deres
liv på havet, at jeg bestemte mig for, at når jeg blev færdig
med skolen, ville jeg være fisker.
Det var altid en glæde at se dem vel i havn igen, men vi
blev heller ikke forskånet for sorg og savn af »vore fiskere«,
som vore forældre kaldte pensionærerne. Det var jo ikke
blot totalforlis, der skete under krigen, mange kuttere blev
beskudt med maskingeværer fra flyvere. Jeg husker en af
pensionærerne, Jens Vejen, som var forhyret med kutter
Langli, der var blevet beskudt af tyske flyvere. De kom dog
vel i havn, men Jens fik en del kødsår, og mange var de
dage, hvor mor sad og skiftede forbindingerne på de sår,
han havde fået.
Jeg har siden truffet mange af de gamle pensionærer, og
de har ofte sagt til mig: Kan du huske den gang... De har
nok nydt at få en moderlig pleje i deres unge dage af piger-
148
Forud for hundredåret for Sømandshjemmets indvielse i 2003
mødtes artiklens forfatter og hans hustru med tre af de piger, der
arbejdede på Sømandshjemmet i slutningen af 1940'erne. Her er
de fotograferet foran Sømandshjemmets hovedindgang. Fra ven-
stre ses Jens Otto og Else Jensen, Gunhild Jensen, Gerda Jensen
og Mary Jensen.