Page 156 - Sjæklen2003

gamle fortællinger om »de Grote Mandrenke« (den store

druknedød) forbundet med sagnmotivet om den sunkne by,

som siden antikkens tid har været kendt i hele Europa. Sag-

net har oprindelig slet intet at gøre med Rungholt. Det duk-

kede første gang op i Nordfrisland i forbindelse med den

kraftige stormflod i året 1532. Dengang sank Vedderingerip

ved Pellworm, som sagnet formodentlig oprindelig vedrør-

te. Det blev så, endnu uden henvisning til Rungholt, noteret

af Samuel Meiger i 1587 i hans

Panurgia Lamiarum

24

.

Først

i det 17. århundrede finder vi det med henvisning til Rung-

holt, f.eks. hos krønikeskriveren Heimreich

(Blandt alle

disse i havet forsvundne steder nævnes især stedet Rung-

holt, ligesom den simple mand både i gamle dage og i vor

tid fortæller mange forunderlige ting om Rungholdts øde-

læggelse og undergang og dets fremtidige velstand ...

25

)

og

derudover i den mundtlige overlevering. På denne måde

opstod en egen myte om Rungholt, som næppe har noget

med stedets historiske virkelighed at gøre. I 1845 tog Karl

Müllenhoff myten op i sin samling af slesvig-holstenske

sagn og eventyr:

I Rungholt på Nordstrand boede i fordums tid rige men-

nesker; de byggede store diger og når de en gang imellem

stod deroppe, erklærede de: »Trods os nu, du blanke Hans!«.

Deres velstand forledte dem til allehånde overmod. Jule-

aften i året 1300 drak nogle bønder en so fuld på et værts-

hus, gav den en nathue på og lagde den i seng. Derpå bad

de præsten, om han ville give den syge den sidste nadver, og

sværgede samtidig, at hvis han ikke ville opfylde deres øn-

ske, ville de skubbe ham i grøften. Da præsten imidlertid

ikke ville misbruge det hellige sakramente på en så grufuld

måde, diskuterede de med hinanden, om man ikke skulle

holde, hvad man havde svoret. Da præsten nu mærkede, at

de ikke ville ham det godt, listede han lige så stille af. Men

idet han ville gå hjem fik to gudløse slyngler, som sad på

kroen, øje på ham, og de aftalte med hinanden, at hvis han

ikke ville komme ind til dem, ville de banke ham huden fuld.

De gik derpå ud til ham, trak ham med magt ind i huset og

spurgte, hvor han havde været. Og da han havde beklaget

sig over for dem, hvordan man havde krænket både Gud og

ham selv, spurgte de ham, om han havde det hellige sakra-

mente med sig og bad om at måtte se det. Derpå gav han

dem skrinet, hvori sakramentet lå, hvorpå de hældte øl ud

over det og talte bespotteligt om det: Hvis Gud var der i

skrinet, så måtte han også drikke sig fuld sammen med dem.

Da præsten havde fået sit skrin tilbage, efter at have bedt

mindeligt om det, gik han til kirken og anråbte Gud om at

straffe disse gudløse mennesker. Den næste nat advarede

Gud ham, at han skulle forlade det land, som Gud ville øde-

lægge: han stod op og gik derfra. Straks rejste der sig en

voldsom storm og vandet steg så kraftigt, at det stod fire

alen over diget og hele området Rungholt, byen og syv

andre sogne gik tabt, og ingen andre kom derfra end præ-

sten og to, eller som nogle siger, hans tjenestepige og tre

jomfruer, som aftenen før var gået fra Rungholt til Bop-

schlut for at gå til kirkemesse; der skulle være tale om Bake

Boisens slægt fra Bopschlut, hvis efterkommere stadig lever

den dag i dag. I Ulvesbüll kirke findes der stadig en gam-

mel kirkedør fra Rungholt.

Nu findes der en gammel profeti, som siger, at Rungholt

vil genopstå før dommedag og vende tilbage til sin tidlige-

re tilstand. For stedet og landet står med alle husene på

bunden af havet og dets tårne og møller gør sig ofte bemær-

ket i godt vejr og kan tydeligt ses - forbipasserende hører

klokkeklang og lignende. Ligeledes vises der et sted ved

Süderog ved Hamburger Sand, som hedder Süntkalf og der

er et ordsprog, der lyder: »Når Sündkalf opstår, så vil det

halve Strand synke«

26

.

Detlev von Liliencron (1844-1909) spandt i sin berømte

ballade over Rungholts undergang

(Trutz, Blanke Hans)

vi-

dere på motivet om syndfloden:

På hvert et marked, på hver en vej

Larmende folk og fulde stafej

Om aftenen gå de på diget tur:

Vi trodser dig, Blanke Hans, Nordsømur!

Og når de næven truende knytter,

Fra dyndet uhyret truende lytter.

Trods, Blanke Hans.

156