gamle fortællinger om »de Grote Mandrenke« (den store
druknedød) forbundet med sagnmotivet om den sunkne by,
som siden antikkens tid har været kendt i hele Europa. Sag-
net har oprindelig slet intet at gøre med Rungholt. Det duk-
kede første gang op i Nordfrisland i forbindelse med den
kraftige stormflod i året 1532. Dengang sank Vedderingerip
ved Pellworm, som sagnet formodentlig oprindelig vedrør-
te. Det blev så, endnu uden henvisning til Rungholt, noteret
af Samuel Meiger i 1587 i hans
Panurgia Lamiarum
24
.
Først
i det 17. århundrede finder vi det med henvisning til Rung-
holt, f.eks. hos krønikeskriveren Heimreich
(Blandt alle
disse i havet forsvundne steder nævnes især stedet Rung-
holt, ligesom den simple mand både i gamle dage og i vor
tid fortæller mange forunderlige ting om Rungholdts øde-
læggelse og undergang og dets fremtidige velstand ...
25
)
og
derudover i den mundtlige overlevering. På denne måde
opstod en egen myte om Rungholt, som næppe har noget
med stedets historiske virkelighed at gøre. I 1845 tog Karl
Müllenhoff myten op i sin samling af slesvig-holstenske
sagn og eventyr:
I Rungholt på Nordstrand boede i fordums tid rige men-
nesker; de byggede store diger og når de en gang imellem
stod deroppe, erklærede de: »Trods os nu, du blanke Hans!«.
Deres velstand forledte dem til allehånde overmod. Jule-
aften i året 1300 drak nogle bønder en so fuld på et værts-
hus, gav den en nathue på og lagde den i seng. Derpå bad
de præsten, om han ville give den syge den sidste nadver, og
sværgede samtidig, at hvis han ikke ville opfylde deres øn-
ske, ville de skubbe ham i grøften. Da præsten imidlertid
ikke ville misbruge det hellige sakramente på en så grufuld
måde, diskuterede de med hinanden, om man ikke skulle
holde, hvad man havde svoret. Da præsten nu mærkede, at
de ikke ville ham det godt, listede han lige så stille af. Men
idet han ville gå hjem fik to gudløse slyngler, som sad på
kroen, øje på ham, og de aftalte med hinanden, at hvis han
ikke ville komme ind til dem, ville de banke ham huden fuld.
De gik derpå ud til ham, trak ham med magt ind i huset og
spurgte, hvor han havde været. Og da han havde beklaget
sig over for dem, hvordan man havde krænket både Gud og
ham selv, spurgte de ham, om han havde det hellige sakra-
mente med sig og bad om at måtte se det. Derpå gav han
dem skrinet, hvori sakramentet lå, hvorpå de hældte øl ud
over det og talte bespotteligt om det: Hvis Gud var der i
skrinet, så måtte han også drikke sig fuld sammen med dem.
Da præsten havde fået sit skrin tilbage, efter at have bedt
mindeligt om det, gik han til kirken og anråbte Gud om at
straffe disse gudløse mennesker. Den næste nat advarede
Gud ham, at han skulle forlade det land, som Gud ville øde-
lægge: han stod op og gik derfra. Straks rejste der sig en
voldsom storm og vandet steg så kraftigt, at det stod fire
alen over diget og hele området Rungholt, byen og syv
andre sogne gik tabt, og ingen andre kom derfra end præ-
sten og to, eller som nogle siger, hans tjenestepige og tre
jomfruer, som aftenen før var gået fra Rungholt til Bop-
schlut for at gå til kirkemesse; der skulle være tale om Bake
Boisens slægt fra Bopschlut, hvis efterkommere stadig lever
den dag i dag. I Ulvesbüll kirke findes der stadig en gam-
mel kirkedør fra Rungholt.
Nu findes der en gammel profeti, som siger, at Rungholt
vil genopstå før dommedag og vende tilbage til sin tidlige-
re tilstand. For stedet og landet står med alle husene på
bunden af havet og dets tårne og møller gør sig ofte bemær-
ket i godt vejr og kan tydeligt ses - forbipasserende hører
klokkeklang og lignende. Ligeledes vises der et sted ved
Süderog ved Hamburger Sand, som hedder Süntkalf og der
er et ordsprog, der lyder: »Når Sündkalf opstår, så vil det
halve Strand synke«
26
.
Detlev von Liliencron (1844-1909) spandt i sin berømte
ballade over Rungholts undergang
(Trutz, Blanke Hans)
vi-
dere på motivet om syndfloden:
På hvert et marked, på hver en vej
Larmende folk og fulde stafej
Om aftenen gå de på diget tur:
Vi trodser dig, Blanke Hans, Nordsømur!
Og når de næven truende knytter,
Fra dyndet uhyret truende lytter.
Trods, Blanke Hans.
156
1...,146,147,148,149,150,151,152,153,154,155 157,158,159,160,161,162,163,164,165,166,...216