Page 164 - Sjæklen2003

læggende stormflod!

Stormfloden bliver i hans romantiske

udtryksmåde identisk med de fremmede nationer, som truer

det frisiske sprogs eksistens og kultur:

Rasende bølger har

opslugt mange mil af det smukke, gudsvelsignede land og

mange tusinde stærke indbyggere; krigens sværd har dræbt

en stor del af det frisiske folk; det tyske sprog fra syd, det

danske fra nord og øst, fremmede skikke og fremmed livs-

førelse har vundet indpas, og i mange landsbyer, på mange

landstrækninger - jeg kan nævne Eiderstedt, Nordstrand og

Pellworm - er en stor del af den frisiske kulturarv udsluk-

ket

44

.

Knut Jungbohn Clement (1803-1873), som kom fra Am-

rum og som i 1841 blev privatdocent i historie ved univer-

sitetet i Kiel, udgav ligeledes i året 1845

Die Lebens- und

Leidensgeschichte der Frisen

(Frisernes livs- og lidelseshi-

storie). Deri førte han - som de fleste propagandister for

europæiske nationalismer i det 19. århundrede - frisernes

identitet tilbage til en fortid i den tidligste historie

(Det fri-

siske sprog var før det tiende kristelige århundrede det ene-

ste sprog, som taltes i hele Frisland mellem Belgien og Jyl-

land).

Ligesom Feddersen udnyttede Clement myten om

stormfloderne som identitetsskabende fælles erfaring:

Strømmen river landene væk, oftest strømmen i storm-

floderne, og den har med hjælp fra bølgeslagene gnavet og

rusket så længe i Frislands mangetakkede kyster, at friser-

nes samlede geografiske enhed, dvs. dens stedlige sammen-

hæng, til sidst lå sønderbrudt. Sønderdelingen af jorden

fulgte den politiske sønderdeling eller delingen af folket,

hvilket helt og holdent skete ved frankerne fra syd, sakser-

ne fra øst og danskerne fra nord, ved frankerne fra det 8.,

ved sakserne fra det 10. og ved danskerne fra det 12. århun-

drede. Mens hav og storme, den frisiske elendigheds evige

følgesvende, truede forfra, lurede fyrster, adel og præste-

skab bagfra på gesten, og de byggede sig borge langs med

marskens rand, hvis hjemstavn de veg tilbage for. Først i det

13. kristelige århundrede blev det muligt for dem at besejre

friserne som følge af den uhørte nød som fulgte efter over-

svømmelsen, og som varede ved hele dette århundrede. Thi

i dette århundrede opstod den nordlige halvdel af Zuider-

søen ved en flænge på mere end 7 sømil, Vlieland blev til en

ø, og Vestfrisland blev fuldstændigt adskilt fra Nordholland,

det gamle Reiderland med mange landsbyer gik under, og i

stedet for opstod Dollart, Jadefloden blev revet op, Friser-

marsken - det er venstre halvdel af Ditmarsken - var allere-

de gået under tidligere, Rungholt, yderligere en stor del af

Helgoland med resten af Süderstrand vest for Eiderstedt

blev opslugt af havet, og Nordfrisland slået i sønder

45

.

Den gryende frisiske nationale selvbevidsthed stod i

skyggen af den konflikt, der var ved at udvikle sig mellem

Tyskland og Danmark. Clement, der havde levet af et sti-

pendium fra den danske konge, stillede sig på de tyske sles-

vig-holsteneres side og betegnede nordfriserne som

Tysk-

lands æresfolk

46

. Selv om frisisk er et selvstændigt vestger-

mansk sprog, og der således hverken er tale om en tysk eller

en dansk dialekt, var der dermed skabt en forbindelse til den

tyske nation, og nordfriserne blev endog ligefrem eksem-

plariske germanere. Nordfriserne stod såvel i de tysk-dan-

ske krige, fra 1848 til 1850 og 1864, som i folkeafstemnin-

gen i 1920 med overvældende flertal på den tyske side. På

denne måde kunne stormfloden som frisisk erindringssted

blive til et tysk henholdsvis germansk erindringssted. Det

spillede uden tvivl en rolle, at den tyske nations fædre,

f.eks. den ellers ufordægtige Jacob Grimm, helst så ger-

mansk bevaret i det nordiske - og det betød for ham tysk.

Derfor sås der allerede i det 19. århundrede en tendens til,

at alle germanske sprog, det være sig flamsk, hollandsk,

plattysk, frisisk eller de nordiske sprog, blev taget til ind-

tægt for en germansk-tysk kultur.

Romantikken førte til en heroisering af marskens ind-

byggere. Denne heroisering fandt sit litterære udtryk i figu-

ren Hauke Haien. Theodor Storm offentliggjorde i 1888 no-

vellen

Der Schimmelreiter,

som han selv betegnede som en

dige- og stormflodsnovelle.

Deri overførte han sagnfiguren

»spøgelsesridderen« fra det (slaviske) mundingsområde ved

Weichselfloden til Nordfrisland, tilskrev ham den videre

udvikling af digebyggeriet, som hollandske digebygnings-

ingeniører som Jan Adriaansz Leeghwater egentlig havde

stået for, og skabte dermed det heroiske billede af det »fri-

siske menneske«, der stod sin prøve i kampen mod havet.

Selv om Storm helt igennem har tegnet figuren Hauke Hai-

164