Page 166 - Sjæklen2003

motiv. Efter den anden tyske katastrofe, nationalsocialis-

men, folkemord og nederlag i 2. verdenskrig, skabte Jürgen

Spanuth i 1953 furore med sin tese om, at Atlantis har lig-

get øst for Helgoland

49

.

Fælles for alle disse fortolkninger var, at man anså Pla-

tons myte om Atlantis som en historisk brugbar kilde. Filo-

soffen, der var født i Athen i år 427 f. Kr. og også døde der

i år 347 f. Kr., fortalte myten i sine dialoger

Timaios

og

Kri-

tias

for at begrunde idealstaten, hvor herskeren er filosof.

Solon skal havde hørt historien i Ægypten, og den skal være

foregået 8.000 år før hans tid. Dengang havde et efter Pla-

tons syn ideelt indrettet Ur-Athen besejret den barbarisk-

aggressive sømagt Atlantis. Atlantis bliver derved stillet op

som en modsætning til Platons idealstat og tjener således

den filosofiske argumentation. Efter Athens sejr gik begge

steder under:

I den følgende tid indtraf der voldsomme jord-

skælv og oversvømmelser, og i løbet af et eneste frygteligt

døgn blev hele jeres samlede våbenføre mandskab opslugt

af jorden, og også øen Atlantis sank i havet og forsvandt.

Derfor er den del af havet den dag i dag ikke til at sejle paa

eller udforske, for oven over den sunkne ø er der et lag

mudder, der når til ikke ret langt fra overfladen og hindrer

sejlads

50

. Det kan lyde en lille smule som Vadehavets amfi-

biske landskab, men heller ikke mere.

På linje med Wieland og Spanuth (der i øvrigt dedikere-

de sin bog til mindet om sine tre brødre, Volker, Roloff og

Krafft, der faldt i 2. verdenskrig) var også Platon præget af

sin hjembys og sit livs katastrofer: Athens tilintetgørende

nederlag i Den Peloponesiske Krig (404 f. Kr.), henrettelsen

af sin lærer Sokrates (399 f. Kr.) og kuldsejlingen af sine

ideer om en hersker-filosof i Syrakus. Derfor skabte han i

myten en idealverden, som han placerede i en fjern, ahisto-

risk fortid. Dertil betjente han sig af forskellige kulturelle

fragmenter og inspirationer, som han fortættede til myte -

uden dog på nogen måde at ville formidle historisk sand-

hed. Når han igen og igen betonede sandheden i sin fortæl-

ling, mente han dermed sandheden i det budskab, som han

ville formidle, altså det evigt filosofiske, ikke det profane

historiske. At Athen er ældre end Ægypten, at det har besej-

ret folket fra Atlantis og således reddet vesterlandet, alt det-

te skulle give athenerne ny selvbevidsthed i nederlaget. På

samme måde som Platon helleniserede historien, germani-

serede propagandisterne den nu til et Nordsøens Atlantis. I

modsætning til Spanuth var Platon dog bevidst om sin my-

tes angribelighed. Han lod ikke kun Atlantis

og

Athen gå

under, han afbrød også konsekvent hele bogen

Kritias

på

dette sted midt i en sætning

51

.

Atlantis-fantasien har haft en høj tiltrækningskraft helt

op til i dag og bringer selv fornuftige mennesker til at slå

deres kritiske forstand fra. Lokaliseringen af Atlantis er ble-

vet til et spørgsmål om tro; det drejer sig i en angiveligt

dårlig verden om en bedre verden, som man mener at kun-

ne finde i fortiden. Det har ganske vist ikke længere noget

med videnskab at gøre, men er snarere ren ideologi, der ud-

springer af et chauvinistisk-nationalistisk tankegods, og som

ved hjælp af de skrækkelige katastrofer i den nyere fortid

forsøger at mobilisere den fjerne fortid til redningen og

genopbygningen af en national identitet. Den er altså i høj

grad farlig, og som Spanuths intolerance mod enhver kritisk

behandling af hans teser viser - han truede og overdængede

sine modstandere med retssager - absolut uvidenskabelig,

selv når han foregav at benytte videnskabelige metoder.

Platons tekst bliver fordrejet, det givne spillerum ved over-

sættelsen bliver brugt, kilder bliver læst selektivt for at nå

til det ønskede resultat, ting der ikke hører sammen bliver

forbundet med hinanden osv. Med disse midler bliver der

konstrueret en angiveligt stor historisk »syntese«, som i vir-

keligheden ikke er andet end en ny myte. Spanuth og hans

tilhængeres voldsomme reaktion på enhver kritik viser ty-

deligt, at det her drejede sig om mere end bare rent viden-

skabelige meninger.

Stormfloden som erindringssted

Stormfloden har stadig en vigtig betydning som national

tysk erindringssted. Ved hver en rund årsdag for en af de

store stormfloder bliver der udgivet jubilæumsbind og pro-

duceret fjernsynsprogrammer. Forskellige forfattere skrev

så sent som i 1980’erne og 1990’erne nye romaner om

stormfloderne i 1362 og 1634

52

. Selv nøgterne bøger som

den af Carl Woebken (1924) eller den af Marcus Petersen

166