Page 158 - Sjæklen2003

Stormfloder og tab af land i historiografien
Historiografien har siden sin begyndelse reduceret tabet af
land til enkelte store stormfloder (tabel 1). De blev stilise-
ret som Manndränke, og tab af hele landstrækninger blev for-
bundet med dem. Da stigningen i havspejlet var ukendt,
havde man i middelalderen og den nyere tid ikke nogen
naturvidenskabelig forklaring på stormfloderne. Krønike-
skriverne tog ikke i betragtning, at stormfloderne var en del
af et kyst- og landskabssystem, der befandt sig under per-
manent forandring. De små og middelstore stormfloder, som
hvert år oversvømmede områderne uden diger uden at an-
rette store skader, men som dog bidrog til ændringer i land-
skabet, vakte ingen særlig opmærksomhed og blev ikke
nævnt i skildringerne. Stormfloder, der anrettede store ska-
der, blev imidlertid iagttaget og beskrevet udførligt. På
denne måde opstod der et fordrejet billede.
Årene 1362 og 1634 bliver fremstillet som de værste for
den slesvig-holstenske kyst, hvor enorme landstrækninger
gik under, og antallet af ofre bliver i mange skildringer an-
givet i hundredetusinder. Krønikeskriveren Jonas Hoyer ta-
ler for året 1362 om 200.000 druknede, for 1570 taler
Heimreich om 400.000; og så mange er ifølge Pontoppidan
omkommet alene i Danmark29. Selv om disse tal bliver be-
tvivlet i de fleste af de nyere skildringer, bliver der som
regel ikke sat spørgsmålstegn ved stormflodernes faktum og
de heraf følgende tab af land30. Foruden de stormfloder, som
jeg har lavet en oversigt over i tabel 1, er anført andre kraf-
tige stormfloder med mange ofre i enkelte regioner31. Ek-
sempler kan hentes fra krønikerne og litteraturen. I 1218
skal kysten fra Hamborg til Jylland være blevet ramt, i 1287
skal stormfloder have ramt Østengland, Kent, Sussex og
områder på kontinentet. Dengang skal Norfolk Broads og
Dollart være opstået. Efter at den store stormflod i 1362
(Grote Mandrenke) havde reduceret Nordfrislands kyst, skal
denne være blevet ramt hårdt igen allerede i 1380. I 1436 og
1625 oplevede det gamle Nordstrand kraftige stormfloder,
før end det i 1634 endelig skal være blevet revet i to dele, i
de nutidige øer Nordstrand og Pellworm. Stormfloden i 1509
rev Dollart yderligere op. Østfrisland skal være blevet hårdt
ramt af stormfloder i årene 1164, 1334, 1362, 1374, 1509
og 1651. Mod sådanne stormfloder har menneskene i nyere
tid sat sig til modværge med diger og kystsikring.
Dette synspunkt er imidlertid ikke meget mere end en
myte. Katastrofernes omfang er i historiografien ofte blevet
grænseløst overdrevet, og der tales om forsvundne land-
strækninger, der i virkeligheden allerede ikke havde eksi-
steret længe. Oplysningerne blev overleveret fra krønike-
skriver til krønikeskriver, tallene blev større og større, tabene
mere og mere forfærdelige, og stormfloderne hyppigere,
for fejl og unøjagtige angivelser førte til, at den samme
stormflod ofte dukkede op under flere forskellige oplysnin-
ger i listerne. Helt frem til vore dage er erfaringer fra sene-
re stormfloder derved blevet tilbageprojiceret på tidligere
stormfloder. Således skrev Otto Fischer i 1955: Efter de sto-
re ødelæggelser, som den store stormflod »Mandrenke«
forårsagede, og som frem for alt ramte området nord for
Eideren, må det have taget årtier at sikre det tilbageblev-
ne32. En sådan fornuftsbestemt fremgangsmåde er imidler-
tid en måde at betragte tingene på, som hører nutiden til, og
som hverken svarer til middelalderens mentalitet eller dens
tekniske muligheder.
Beretningerne om stormfloder er ofte tvivlsomme, sær-
ligt dem fra den ældre tid. På grund af kildernes kvalitet ved
vi så godt som intet om stormflodernes indvirkning på kys-
terne i det 12. og 13. århundrede, og oplysningerne fra de
efterfølgende århundreder er også usikre. Oplysningerne er
ofte vandret fra kyst til kyst, fra krønike til krønike og fra tid
til tid33. Nyere historikere anser f.eks. omfanget af stormflo-
den i 1362 for at være fuldkommen overdrevet i kilderne.
Sagnet om Rungholt, som er forbundet med denne storm-
flod, gælder i dag som værende opdigtet og går i sin histo-
riske kerne kun tilbage til år 153234.
For Nordfrisland har kartografen Johannes Mejer bidra-
get afgørende til myten om stormfloderne og tabet af land.
Han publicerede bl.a. et kort i sit atlas, som viste, hvordan
han forestillede sig, at kystlinien så ud i år 1240. Deri frem-
stiller han næsten hele Vadehavet som land, og kystlinien
ligger langt mod vest i forhold til nutidens nordfrisiske øer
Amrum og Sild. Disse kort havde en vældig virkning. Såle-
des støttede selv historikeren Knut Jungbohn Clement, der
158