Page 167 - Sjæklen2003

og Hans Rohde, som blev udgivet i flere udvidede oplag i

1977, 1979 og 1991, trækker myten om stormfloden videre

og skaber dermed regional og national identitet. Navnlig

stormfloden fra 1962 - den sidste, der har krævet dødsofre

- lever i dag i tyskernes kollektive bevidsthed. En spillefilm

blev optaget i anledning af dens 25-årsdag (

Die Sturmflut

,

ZDF 1987), og i anledning af 40-årsdagen sendte det tyske

fjernsynsprogram, Das Erste (ARD) i februar 2002 doku-

mentarprogrammet

Die Sturmflut - Logbuch einer Kata-

strophe

i bedste sendetid. Filmen begyndte med mytiske

forvarsler: for tidligt forekommende sild, søkonger i et høn-

sehus, sæler hjælpeløst skyllet op på land og fugleflokke fra

Skandinavien, der trækker ind i landet, og så spurgte spea-

keren uheldssvangert:

Flugten fra en århundredestorm?

Hvor der ingen billeder findes, fordi stormfloden fandt sted

om natten, måtte arrangerede scener fra den nævnte spille-

film holde for, således at den tilstræbte dramatik kan for-

midles på anskuelig måde, og således at historie og myte

lige så stille kan blandes.

Stormfloden i 1962 tjente helt specielt en regional poli-

tiker som redskab på karrierestigen. Den daværende sena-

tor med ansvar for indre anliggender i Hamburg, Helmut

Schmidt, benyttede katastrofen til i medierne på baggrund

af sin fremragende krisestyring at fremstille sig selv som en

»handlingens mand«, og kvalificerede sig dermed til en

højere politisk karriere, i løbet af hvilken han blev minister

i forbundsregeringen og forbundskansler i Tyskland.

Schmidts senere store popularitet kan ikke mindst tilskri-

ves, at det lykkedes ham at knytte sin politiske karriere

sammen med myten og på den måde at blive en del af den.

Erindringsstedets magt som ny myte i politik er altså ikke

svækket. Det moderne erindringssted fungerer dermed, psy-

kologisk set, stadig som en arkaisk myte. I den er det numi-

nøse tilstede, og gennem den kan man få del i det numinøse

- et numen, der tilsyneladende er så ganske sekulariseret,

men som dog har bevaret sine gamle strukturer.

Stormfloden som erindringssted har såvel et nationalt

som et regionalt aspekt. Nationalstaterne udviklede ved over-

gangen til modernismen en ideologi, som forlangte en

»bekendelse« af undersåtterne henholdsvis borgerne, som

imidlertid samtidig indeholdt et tilbud om identitet. Dette

skete i en national mytes navn. En fælles erfaring, et fælles

sprog og en fælles kultur var vigtige forudsætninger, men

en nation blev først en rigtig nation, når den også havde en

fælles historie, som strakte sig langt tilbage i fortiden.

Udviklingen af faget historie som videnskab i det 19. år-

hundrede hænger tæt sammen med den proces, hvorunder

nationerne i Europa blev dannet. Herunder tilfaldt det histo-

rikerne at skabe videnskabeligt sikre nationale myter. Dette

er årsagen til, at historievidenskaben endnu i dag overalt

tænker i nationale sammenhænge. Når der i stigende grad

også bliver udarbejdet fællestræk for hele Europa, hænger

dette ikke mindst sammen med den europæiske samlings-

proces og den igangværende europæiske samling.

De nationale myter er sammensat af mange enkelte

»erindringssteder«, i hvilken den nationale karakter på ek-

semplarisk måde fortætter sig. Stormfloderne var et sådant

erindringssted. Mytedannelsen omkring dem kan spores helt

tilbage til middelalderen, og den foregik rent praktisk ved,

at der foregik en vekselvirkning mellem mundtlig, skriftlig

og billedlig overlevering. Optrådte mundtlige overleverin-

ger (sagn) på lige fod med krønikerne, så havde disse efter-

følgende en gensidig indvirkning på hinanden, således at en-

kelte motiver kunne fremstå selvstændigt. Moraliserende

aspekter fra prædikener, flyveskrifter og opbyggelsesskrif-

ter indgik også i krønikerne. I nyere tid har navnlig litterære

værker som Storms

Schimmelreiter

, malerkunsten og siden

det 20. århundrede også film bidraget til myternes overle-

vering. Myterne bevirkede ofte, at historisk fordrejede over-

leveringer blev befæstet og havde sågar indflydelse på vi-

denskaben, der ofte ikke var sig mytens virkelighedsfjerne

natur bevidst.

Erindringsstederne skaber i det hele taget først bevidst-

heden om region og nation. Hvor hurtige tekniske og po-

litiske forandringer stiller spørgsmålstegn ved samfunds-

mæssig og individuel kontinuitet, skaber de et fast punkt, i

hvilket identiteten kan krystallisere sig. Deres mytiske ka-

rakter hæver sig over strømmen af profane begivenheder og

åbner således i en ureligiøs tid et vindue mod det, der ligger

hinsides tiden.

167