Page 169 - Sjæklen2003

Nordfrisiske Museum (Ludwig-Nissen-Haus) i Husum ikke

alene permanente udstillinger om vadehavskystens biologi

og Nordfrislands kulturhistorie, men også en særskilt afde-

ling om stormfloder og digebyggeri.

I historisk tid var det sydligt tilgrænsende Ditmarsken

mindre ramt af stormfloder; der fandtes ikke længere sam-

menlignelige tab af jord. Tilsvarende spiller stormfloden som

erindringssted en mindre rolle. Behovet for regional identi-

tet var alligevel tilstede i samme størrelsesorden, og derfor

dannedes her en tilsvarende myte om slaget ved Hemming-

stedt og Ditmarskens frihed, som den Nordfrisland havde

med Rungholt og stormfloderne.

I Ditmarsken bestod der ved middelalderens slutning en

fri bonderepublik. Efter at kong Hans af Danmark i 1497

havde indtaget Stockholm med sin Sorte Garde, ville han i

februar 1500 også indlemme Ditmarsken i sit herredømme

og marcherede sammen med den gottorpske hertug Frede-

rik ind i Ditmarsken. Ved Hemmingstedt tilintetgjorde Dit-

marskens bønder den 17. februar den fyrstelige hær og be-

varede således deres selvstændighed indtil 1559.

Efter at historieprofessor og politiker fra Kiel Friedrich

Christoph Dahlmann i 1827 havde redigeret krøniken af Jo-

hann Adolf Köster fra Ditmarsken, kaldet Neocorus (ca.

1555-1630), tog litterater og kunstnere efterfølgende moti-

vet med slaget ved Hemmingsted op og skabte myten om

Ditmarskens frihed. Så berømte forfattere som Friedrich

Hebbel

(Die Schlacht bei Hemmingstedt, 1833)

, Theodor

Fontane

(Der Tag bei Hemmingstedt, 1851)

og Klaus Groth

(De Slacht bi Hemminsted, 1854)

skrev med på myten.

Karl Müllenhoff, om hvem vi allerede har hørt, fordi han

tog Rungholtsagnet med i sin samling af slesvig-holstenske

sagn og eventyr og således bidrog til deres mytologisering,

tog ligeledes sagn og viser om Hemmingstedt op, og Detlev

von Liliencron, hvis digt om Rungholt er citeret ovenståen-

de, skrev også et digt, der foregår i periferien af slaget ved

Hemmingstedt

(Die Hochzeit von Windbergen)

. I anledning

af 400-årsdagen for slaget blev der i 1900 endelig rejst et

mindesmærke på Dusenddüwelswarf, det sted hvor slaget

formodes at have stået. Mindesmærket var inspireret af intet

mindre end mindesmærket for slaget ved Leipzig i 1813, og

det sluttede sig altså bevidst til rækken af nationale minde-

steder. I anledning af 500-årsdagen blev der i år 2000 udgi-

vet nye litterære og videnskabelige bearbejdelser. Yderlige-

re afholdt Ditmarskens Landesmuseum i Meldorf en særud-

stilling fra 17. februar til 3. september 2000

54

.

Ligesom stormfloderne spillede en mindre rolle i Dit-

marsken, spillede friheden en mindre rolle i Nordfrisland.

Også der havde der været et vist selvstyre i nogle egne, dog

ikke i samme omfang som i bonderepublikken Ditmarsken.

Slaget ved Hemmingstedt symboliserede, selv når bondere-

publikken historisk set kun var en kort episode, det vellyk-

kede forsvar af Ditmarskens frihed mod fyrsterne og egne-

de sig derfor godt som nationalt symbol, da den tyske nati-

on i det 19. århundrede fandt sammen i kampen mod

Napoleons fremmedherredømme og den fyrstelige under-

trykkelse af forfatningerne. Stormfloden symboliserede en

trussel, men også frie menneskers vellykkede kamp mod

denne trussel, og det samme gjorde slaget ved Hemming-

stedt. Symbolet er en politisk begivenhed og appellerer der-

med mere bevidst til den historiske erindring end stormflo-

derne, der fremstiller en naturkraft og som dermed virker på

et mere ubevidst mytisk plan. Generelt yder begge symbo-

ler imidlertid det samme: En egenskab, der for den nye nati-

on anses for at være konstituerende, bliver udtrykt i en erfa-

ring, der er typisk for regionen. Den regionale myte udtryk-

ker en identitetsskabende egenskab ved nationen indpakket

169

Stormflodsmærke i Ribe Domkirke. Foto: Martin Rheinheimer