Nordfrisiske Museum (Ludwig-Nissen-Haus) i Husum ikke
alene permanente udstillinger om vadehavskystens biologi
og Nordfrislands kulturhistorie, men også en særskilt afde-
ling om stormfloder og digebyggeri.
I historisk tid var det sydligt tilgrænsende Ditmarsken
mindre ramt af stormfloder; der fandtes ikke længere sam-
menlignelige tab af jord. Tilsvarende spiller stormfloden som
erindringssted en mindre rolle. Behovet for regional identi-
tet var alligevel tilstede i samme størrelsesorden, og derfor
dannedes her en tilsvarende myte om slaget ved Hemming-
stedt og Ditmarskens frihed, som den Nordfrisland havde
med Rungholt og stormfloderne.
I Ditmarsken bestod der ved middelalderens slutning en
fri bonderepublik. Efter at kong Hans af Danmark i 1497
havde indtaget Stockholm med sin Sorte Garde, ville han i
februar 1500 også indlemme Ditmarsken i sit herredømme
og marcherede sammen med den gottorpske hertug Frede-
rik ind i Ditmarsken. Ved Hemmingstedt tilintetgjorde Dit-
marskens bønder den 17. februar den fyrstelige hær og be-
varede således deres selvstændighed indtil 1559.
Efter at historieprofessor og politiker fra Kiel Friedrich
Christoph Dahlmann i 1827 havde redigeret krøniken af Jo-
hann Adolf Köster fra Ditmarsken, kaldet Neocorus (ca.
1555-1630), tog litterater og kunstnere efterfølgende moti-
vet med slaget ved Hemmingsted op og skabte myten om
Ditmarskens frihed. Så berømte forfattere som Friedrich
Hebbel
(Die Schlacht bei Hemmingstedt, 1833)
, Theodor
Fontane
(Der Tag bei Hemmingstedt, 1851)
og Klaus Groth
(De Slacht bi Hemminsted, 1854)
skrev med på myten.
Karl Müllenhoff, om hvem vi allerede har hørt, fordi han
tog Rungholtsagnet med i sin samling af slesvig-holstenske
sagn og eventyr og således bidrog til deres mytologisering,
tog ligeledes sagn og viser om Hemmingstedt op, og Detlev
von Liliencron, hvis digt om Rungholt er citeret ovenståen-
de, skrev også et digt, der foregår i periferien af slaget ved
Hemmingstedt
(Die Hochzeit von Windbergen)
. I anledning
af 400-årsdagen for slaget blev der i 1900 endelig rejst et
mindesmærke på Dusenddüwelswarf, det sted hvor slaget
formodes at have stået. Mindesmærket var inspireret af intet
mindre end mindesmærket for slaget ved Leipzig i 1813, og
det sluttede sig altså bevidst til rækken af nationale minde-
steder. I anledning af 500-årsdagen blev der i år 2000 udgi-
vet nye litterære og videnskabelige bearbejdelser. Yderlige-
re afholdt Ditmarskens Landesmuseum i Meldorf en særud-
stilling fra 17. februar til 3. september 2000
54
.
Ligesom stormfloderne spillede en mindre rolle i Dit-
marsken, spillede friheden en mindre rolle i Nordfrisland.
Også der havde der været et vist selvstyre i nogle egne, dog
ikke i samme omfang som i bonderepublikken Ditmarsken.
Slaget ved Hemmingstedt symboliserede, selv når bondere-
publikken historisk set kun var en kort episode, det vellyk-
kede forsvar af Ditmarskens frihed mod fyrsterne og egne-
de sig derfor godt som nationalt symbol, da den tyske nati-
on i det 19. århundrede fandt sammen i kampen mod
Napoleons fremmedherredømme og den fyrstelige under-
trykkelse af forfatningerne. Stormfloden symboliserede en
trussel, men også frie menneskers vellykkede kamp mod
denne trussel, og det samme gjorde slaget ved Hemming-
stedt. Symbolet er en politisk begivenhed og appellerer der-
med mere bevidst til den historiske erindring end stormflo-
derne, der fremstiller en naturkraft og som dermed virker på
et mere ubevidst mytisk plan. Generelt yder begge symbo-
ler imidlertid det samme: En egenskab, der for den nye nati-
on anses for at være konstituerende, bliver udtrykt i en erfa-
ring, der er typisk for regionen. Den regionale myte udtryk-
ker en identitetsskabende egenskab ved nationen indpakket
169
Stormflodsmærke i Ribe Domkirke. Foto: Martin Rheinheimer
1...,159,160,161,162,163,164,165,166,167,168 170,171,172,173,174,175,176,177,178,179,...216