Page 155 - Sjæklen2003

gængelighed blev synliggjort ved synet af naturens magt -

og det vil sige ved synet af Guds magt. Kysten var imidler-

tid også en naturlig fjende, med hvem man altid regnede.

Det ændrede ganske vist ikke noget ved de berørtes vrede

og hjælpeløshed. Selv år efter katastrofen udtrykker Leegh-

water ikke åbent sin forskrækkelse over, at de bekendte,

som han havde besøgt dagen før, var døde, men den ligger

uudtalt tilstede bag hele hans beretning. Traumet må have

haft indflydelse på, hvilke episoder, der blev udvalgt, og bi-

drager til at fortætte fortællingen. Derfor rationaliserer han

også, idet han fremhæver det kloge i sine egne handlinger

og giver de andres dumhed skylden for deres død. Den

overlevende lokalbefolkning brugte ligeledes en ventil, en

syndebuk, og angreb de hollandske digebyggere, som de gav

skylden. Leeghwater måtte således under hertugens beskyt-

telse flygte til Husum Slot

21

.

Stormfloder blev helt ind i det 18. århundrede opfattet

som en straffedom fra Gud for et syndigt liv. Først gradvist

blev det erkendt, at årsagen lå i forkert forvaltning og mang-

lende vedligeholdelse af digerne. Den manglende vedlige-

holdelse var ofte forårsaget af krige eller epidemier, som

trak de nødvendige ressourcer væk fra kystsikringen. Værfter

og diger var derfor lidet modstandsdygtige, når stormfloden

kom. Den sorte død fra 1348 til 1350 og en yderligere svær

pestepidemi i årene 1360 til 1362 kom lige umiddelbart for-

ud for stormfloden i 1362. Derimellem gjorde Valdemar At-

terdag 1354 indfald på Pellworm. Også i årene 1420/21

hærgede pesten - altså umiddelbart før den ødelæggende

stormflod i 1421. I 1570 blev digerne i Holland helt igen-

nem forsømt på grund af opstanden mod Spanien. Ligele-

des var digerne i 1634 svækket som følge af Kejserkrigen

(1625-1629), der var en del af Trediveårskrigen. I 1629 - alt-

så mellem stormfloderne i 1625 og 1634 - havde der fundet

svære kampe sted på Nordstrand, og dette var en af årsa-

gerne til, at befolkningen ikke havde samlet deres bekym-

ring om digerne, og at digerne derfor ikke var sat tilstræk-

keligt i stand. I 1717 var Den Store Nordiske Krig gået for-

ud for stormfloden. Under krigen blev der også kæmpet i

Nordfrisland, og den gottorpske del af Slesvig blev annek-

teret af den danske konge, hvilket var en anden årsag til, at

opmærksomheden ikke lige var henledt på digernes til-

stand

22

. Når den nyere tids mennesker forbandt forestillin-

gen om stormfloder, hungersnød, epidemier og krige med

Guds vrede, så var årsagen altså i virkeligheden ofte men-

neskeskabt, og den ene nød medførte den anden. Mennesket

fandt imidlertid deri tegn fra Gud om verdens tilstand, og de

kunne være et varsel om en forestående katastrofe, der vil-

le blive endnu værre.

Rungholts undergang er blevet uadskilleligt forbundet

med indbyggernes hybris. Stedets navn havde, somAndreas

Busch allerede fastslog det,

for længst været glemt af det

frisiske folk, hvis ikke det fortryllende sagn om Rungholt

havde fængslet folkesjælen helt op til i dag

23

. Derved blev

155

Varsel om en stormflod i form af en tredobbelt regnbue. Træsnit

fra: Hermann Hamelmann, Oldenburgisch Chronicon (1599).