Page 143 - Sjæklen2003

af byens damer fra alle samfundslag kom i kvindekredsene,
som i de år havde en utrolig stor opbakning af byens bor-
gere. Året igennem var kredsene samlet en gang om måne-
den for at strikke og nørkle ting til sømandspakkerne. Alle
kvindekredsenes medlemmer var indbudt til festen med Sø-
mandshjemmet som vært, og da mange af dem var ældre
damer, som var dårligt gående, blev vi børn sendt afsted
efter dem i fars bil, næsten før vi fik kørekort. Der var fest-
tale ved en af byens præster og forskellig underholdning,
dog altid med Carl Muffs orkester som fast indslag. Carl
Muff var fars gode ven, barnefødt i Esbjerg, meget ivrig
fiskeskipper i fiskerflåden og tillige aktiv i ungdomsarbej-
det gennem KFUM. Hans orkester bestod af »lille Frits« på
klaver, Jens Aksel på harmonika og sav, Ole Svenning på
mandolin og så Carl Muff selv på violin. Det var et fornø-
jeligt orkester, også af udseende. Jens Aksel var meget høj,
mens »lille Frits« måtte sidde på en stak nodebøger på kla-
verstolen for at kunne nå op til klaveret.
Uddelingen af julepakker begyndte ofte flere måneder
før jul, så skibe, der ikke anløb dansk havn inden jul, kun-
ne få deres pakker med. Mæglerne gjorde gerne far op-
mærksom på, når et sådant skib anløb Esbjerg, så Sømands-
hjemmet kunne have pakkerne klar. Besætningerne på ski-
bene var jo af en anden størrelse, end de kendes i dag. Der
var ofte besætninger på 40 til 50 mand om bord på skibene.
Far tog gerne os drenge med ned på damperne for at hjæl-
pe med at slæbe julepakkerne om bord.
Når skipperskolen havde haft juleafslutning, blev alle
bordene pakket sammen, og salen gjort klar til jul. Jule-
træets fod var et hestevognshjul, der blev sat på af en af By-
bergs skibstømrere. Elektriker Sørensen satte elektriske lys
på træet, og jeg tror, det var det første træ i Esbjerg, der hav-
de elektriske lys. Far havde fået fat i et gammelt skibsrat,
som hvert år i julemåneden blev hængt op i restaurationen,
efter at Søren Maler havde haft det til maling og eftersyn.
Der var en stjerne i midten af rattet, og midt i stjernen var
anbragt en lille pære fra en lommelygte. I ratkransen stod
der med guldbogstaver: »Vi har og en Ledestjerne«.
Lillejuleaften blev juletræet pyntet. Lindquist fra skip-
perskolen kom altid for at deltage, og han var fast pynter af
toppen på juletræet. Det var en oplevelse at se ham pynte et
juletræ med al hans originalitet. Lindquist og hans familie
holdt altid juleaften på Sømandshjemmet Gl. Havn. Han var
formidabel til at snakke med søfolkene om skibe, de havde
været forhyret med, og han kunne altid underholde dem. Det
må have været en god hjælp for mine forældre. Familien
Lindquist fortsatte med deres juleskik, også efter fars død,
til stor hjælp for mor. Vi børn undredes tit over, at familien
ikke hellere ville holde jul i deres eget hjem, men jeg tror
ikke, at det var jul for Lindquist, hvis ikke han var på
Sømandshjemmet Gl. Havn.
Det gik på omgang mellem pigerne, hvem der havde
vagten i juledagene, og de der havde vagten i julen, havde
fri i nytårsdagene. Mange af de unge piger, som skulle hol-
de jul første gang på Sømandshjemmet, var betænkelige
ved det, men de fik oplevet juleaftener, som de bagefter be-
tragtede som gode oplevelser. Skibene i havnen var blevet
besøgt, og det var aftalt med søfolkene, om de ville spise
om bord, eller om besætningen ville spise på Sømands-
hjemmet. Alle blev indbudt til en juleaften med Sømands-
hjemmet som vært.
Julemiddagen bestod af risengrød, gåsesteg og is, og der
kom altid sømænd og spiste med. Hen på aftenen kom så
mange af de besætninger, der havde spist om bord, og jule-
træet blev tændt. Alle gik rundt om træet og sang julesange.
Der var ofte mange forskellige nationaliteter, der sang på
hver deres sprog. Det var mærkeligt at høre de kendte jule-
sange på et fremmed sprog - og en oplevelse man aldrig
glemmer. Juleevangeliet blev læst hvert år, og når der var
udenlandske besætninger, blev juleevangeliet læst på deres
modersmål af kaptajnen.
Et år var der en norsk besætning, der sang en julesang
med titlen »Jeg er så glad hver julekvæld«. Det var under
krigen, og de voksne var meget rørt over sangen. Der var
noget særligt med Norge, ja jeg tror næsten ærbødighed
over for nordmænd dengang. Da der skulle udgives en ny
sømandssangbog, kunne man finde sangen dér. Også når de
engelske søfolk sang deres sange, gav det os minder for
livet. Engang var der en arabisk skibsbesætning, som sang
en af deres sange for deltagerne i julefesten. Deres sprog og
143