der dømte hende til døden ved kvælning. Sagen gjorde så
stort indtryk på Rembrandt og et par af hans elever, at de
efter hendes død portrætterede Elsje på byens galgeplads.
Elsje Christiaens er omtalt i talrige udenlandske kunst-
bøger, hvor man af og til kan læse, at hun kom til Amsterdam
for at finde arbejde som tjenestepige. Det er ikke usandsyn-
ligt, for tjenestepigerne var betydeligt bedre lønnede i Am-
sterdam end i Danmark. Ifølge biskop Erik Pontoppidan, der
besøgte Amsterdam i 1742, fik byens tjenestepiger 30-40
gange mere i løn end hjemme i kongeriget.
37
Uanset at Pont-
oppidans tal muligvis er overdrevne, så synes det åbenbart,
at udsigten til en markant højere løn var drivkraften i mange
kvinders emigration. Men ligesom mændene har kvinderne
formodentlig haft andre motiver til at udvandre. Således har
eventyrlyst velsagtens også spillet en vigtig rolle for de kvin-
delige udvandrere. Og selv om kvinderne ikke var underlagt
stavnsbåndet, var der kvinder, der udvandrede til Holland,
fordi de efterstræbte større frihed og bedre arbejdsvilkår.
38
I modsætning til mændene skulle kvinderne ikke angive
deres profession, når de blev skrevet ind lysningsprotokol-
lerne, men flertallet af dem arbejdede sandsynligvis som
tjenestepiger eller hushjælp. Historikeren Kariin Sundsback
har dog fundet adskillige eksempler på norske indvandrer-
kvinder, der var beskæftiget i forskellige former for fabrika-
tionsvirksomhed.
39
Sundsback har også fundet kvinder, der
arbejdede i mere maskuline erhverv som at vende fugtigt
korn i Amsterdams lagerbygninger. Der var desuden nor-
ske indvandrerkvinder, der ernærede sig som prostituerede.
Dem finder vi også blandt kvinderne fra Vadehavet. Det
gælder blandt andre den 24-årige Agathe Carstens og den
20-årige Stintje Jans fra Tønder, der i 1650 blev arresteret på
det samme bordel i Amsterdam.
40
Og det gælder en kvinde
fra Ribe med øgenavnet Marrij fra Nord, der i 1664 blev
forvist fra byen på grund af hor.
41
Hverken lysningsregistret eller andet hollandsk kildema-
teriale er til meget hjælp, når det gælder spørgsmålet om va-
dehavskvindernes sociale baggrund. Kilderne fortæller dog,
at det store flertal af dem levede på ydmyge adresser i byen.
En opgørelse over vadehavskvinderne i perioden 1650 til
1750 viser desuden, at 88 procent af dem ikke kunne skrive
deres eget navn, men signerede lysningsprotokollen med et
X eller et personligt tegn. Begge forhold indikerer, at kvin-
derne kom fra beskedne kår i deres hjemstavn. Norske stu-
dier har da også vist, at mange af indvandrerkvinderne fra
Norge var ud af jævne bondefamilier.
42
Esben Graugaards
undersøgelser fra området omkring Holstebro peger i sam-
me retning.
43
Formentlig har kvinderne fra Vadehavet haft
en tilsvarende baggrund.
Alle usikkerhedsmomenter til trods, så fremstår de kvin-
delige migranter som en af de mest spændende facetter ved
udvandringen til Amsterdam. Kvinder i tidlig moderne tid
fremstilles generelt som meget stedbundne og stærkt be-
grænsede i deres individuelle handlemuligheder. Det syns-
punkt afspejler sig også i migrationsforskningen, hvor man
traditionelt går ud fra, at kvinder primært emigrerer i sel-
skab med deres mand eller andre nære familiemedlemmer.
44
Udvandringen til Amsterdam antyder, at en stor del af kvin-
derne fra Vadehavet – og resten af Danmark for den sags
skyld – ikke passer ind i den skabelon.
De mandlige udvandrere
Ifølge Amsterdams lysningsregister var 71 procent af vade-
havsboerne i byen mænd. I 1600-tallet giftede den gennem-
snitlige mand sig, når han var 26,7 år gammel. I 1700-tallet
steg gennemsnitsalderen til 30,3 år på tidspunktet for æg-
teskabets indgåelse. Som det var tilfældet med kvinderne,
skyldtes stigningen i gennemsnitalderen sandsynligvis, at
reallønnen faldt i 1700-tallet, hvorfor det tog længere tid at
forberede sig økonomisk på ægteskabet.
Fra 1578 og frem til 1715 skulle brudgommen oplyse sit
erhverv, når han lod sig indskrive i lysningsregistret. Derfor
har vi i denne periode har et ret klart billede af, hvordan
mændene fra Vadehavet ernærede sig i Amsterdam. Den
største erhvervsgruppe var sømændene, der udgjorde 61 pro-
cent af de mandlige udvandrere fra Vadehavet (se figur 3).
30 procent var håndværkere eller specialiserede arbej-
dere, hvilket her omfatter alt fra bogtrykkere over skoma-
gere til klædeskærere. Samlet set udgjorde skomagerne og
skoflikkerne den største gruppe blandt de håndværkere, der
udvandrede fra Vadehavet.
93
