migrationsperioden ud havde et stort underskud af mænd.
Det betød, at mange kvinder aldrig giftede sig og derfor
heller ikke optræder i lysningsregistret.
33
Antageligvis var
andelen af ugifte kvinder størst blandt indvandrerkvinderne,
hvis sociale markedsværdi næppe var så høj som de ind-
fødte kvinders, fordi ikke de kunne tilbyde deres kommende
ægtemand, at han blev en del af et familiært netværk, der
kunne fungere som socialt sikkerhedsnet.
Den gennemsnitlige vadehavskvinde var formentlig
omkring 20 år, når hun udvandrede.
34
I 1600-tallet var hun
desuden i gennemsnit 26,3 år på tidspunktet for ægteskabets
indgåelse. I 1700-tallet steg gennemsnitalderen til 28,6 år,
hvilket nok hænger sammen med, at tiderne rent økonomisk
blev strengere i Amsterdam, hvorfor det tog længere for de
unge par at spare sammen til at blive gift.
35
Det er nærliggende at tænke at en stor del af de unge
vadehavskvinder udvandrede sammen med deres mand eller
kæreste, og der er da også fundet flere eksempler herpå. I de
fleste tilfælde var det dog sådan, at kvinderne først mødte
deres kommende ægtefælle efter ankomsten til Amsterdam.
Det kan vi sige med meget stor sikkerhed, fordi kun et få-
tal af vadehavskvinderne i lysningsregistret – som vi skal
vende tilbage til – giftede sig med en mand, der kom fra
deres egen hjemstavn.
Der vides ikke ret meget om, hvorvidt kvinderne udvan-
drede på egen hånd eller sammen med venner eller fami-
liemedlemmer. Data fra de protestantiske menighedslister
i Hoorn og Enkhuizen kunne tyde på, at flertallet af vade-
havskvinderne udvandrede på egen hånd, og der er ingen
grund til at tro, at det skulle have været anderledes i Amster-
dam. Den mest kendte indvandrer i det gamle Amsterdams
historie var med sikkerhed solomigrant. Hendes navn var
Elsje Christiaens.
36
Hun var 18 år gammel og kom fra den
uidentificerede lokalitet Sprouwen i Jylland, der formentlig
lå i vadehavsområdet eller længere op ad kysten. At Elsje er
kendt i dag skyldes, at hun mindre end to uger efter ankom-
sten til Amsterdam myrdede sin husvært i forbindelse med
voldsomt skænderi, der blev udløst af, at den jyske pige ikke
kunne betale sin husleje. Elsje hævdede selv, at hun handle-
de i selvforsvar, men det gjorde ikke indtryk på dommerne,
Flertallet af de danske indvandrere i Amsterdam tilhørte byens
proletariat og har ikke efterladt sig mange spor i historien. Den
exceptionelle undtagelse er den 18-årige Elsje Christiaens fra
Jylland, som Rembrandt tegnede umiddelbart efter hendes henret-
telse i 1664. Rembrandt van Rijn: ”Elsje Christiaens hanging on
a gibbet” (1664). Blæk på papir. H. O. Havemeyer Collection, The
Metropolitan Museum of Art, New York.
92
