Otte procent af mændene var menige soldater, gravere
eller uspecificerede arbejdere. Den resterende ene procent
bestod så vidt det kan vurderes af relativt velstillede udvan-
drere, hvoriblandt var en enkelt faktor, nogle få købmænd
og handlende samt et par skippere. Sidstnævnte var antage-
ligvis markant bedre økonomisk stillet end den gennemsnit-
lige sømand. Derfor optræder de i den lidt tågede kategori
af velstillede udvandrere og ikke sammen med de andre sø-
folk. Det er ikke utænkeligt, at der har været flere velstillede
udvandrere blandt vadehavsboerne i Amsterdam, men der
er intet, der tyder på, at deres forholdsmæssige andel i den
samlede udvandring har været voldsomt meget større end
registret viser.
Ligesom udvandrernes antal varierede over tid, så er
der også forskel på hvilke erhvervsgrupper, der udvandrede
hvornår. Således udgjorde håndværkerne og de specialisere-
de arbejdere den største gruppe frem til 1625, men herefter
kommer sømændene gradvis i overtal og i begyndelsen af
1700-tallet udgjorde de hele 84 procent af de mænd fra va-
dehavsregionen, der giftede sig i Amsterdam. Det voksende
antal sømænd er formentlig et udtryk for, at efterspørgslen
efter deres arbejdskraft blev større. Omvendt kan det falden-
de antal håndværkere ses som et udtryk for, at efterspørgs-
len efter deres ydelser mindskedes i takt med, at væksten i
Amsterdams indbyggertal blev mindre eksplosiv.
Søfolkene står stort set alle sammen opført som ”varent-
man” eller ”varensman”, hvilket direkte oversat betyder en
farende mand. Det var med få undtagelser kendetegnende
for sømændene, at de var menige matroser eller underbe-
falingsmænd. Hvad angår håndværkerne så giver lysnings-
registret ikke mulighed for at skelne mellem de personer,
der var ansatte og dem, der drev en selvstændig forretning.
Meget taler dog for, at kun et mindretal har haft egne for-
retninger.
Det er et interessant træk ved de mandlige indvandrere
fra Vadehavet, at markant flere af dem synes at have opnået
borgerskab i Amsterdam end den gennemsnitlige danske
indvandrermand. Det er i hvert fald konklusionen på en om-
fattende – men endnu ufuldstændig – gennemgang af bor-
gerskabslisterne. Det kunne tyde på, at indvandrere fra va-
dehavsområdet generelt klarede sig bedre i Amsterdam end
mændene fra andre områder af Danmark. Overrepræsentati-
on af mandlige vadehavsboere i borgerskabsregistret hænger
formodentlig sammen med, at en større andel af mændene
var håndværkere og specialiserede arbejdere. Det gjaldt ikke
mindst mændene fra Tønder, idet byen er den eneste by i
Danmark, hvorfra der ifølge lysningsregistret udvandrede
lige så mange håndværkere og arbejdere som sømænd.
Selv om en del af de mandlige udvandrere efter borger-
skabslisterne at dømme klarede sig rimeligt – og muligvis
avancerede socialt – så indikerer de indsamlede data, at det
store flertal af vadehavsmændene tilhørte Amsterdams by-
proletariat. Eller måske snarere søproletariat i og med, at de
fleste af mændene i lysningsregistret tjente til livets ophold
på havet. Den konklusion understøttes af flere samtidige be-
skrivelser, hvor udvandrerne generelt beskrives som jævne
eller simple mennesker.
45
Som nævnt ophørte man med at
registrere brudgommenes erhverv i lysningsprotokollerne i
1715 og herefter findes ingen data, der med samme præci-
sion og kontinuitet angiver mændenes erhverv. Der er dog
intet, der peger i retning af, at der senere i 1700-tallet skete
store ændringer i forholdet mellem antallet af sømænd og
antallet af håndværkere fra Vadehavet.
Figur 3. Erhvervsfordeling for de mandlige udvandrere
fra Vadehavet.
0
10
20
30
40
50
60
70
Sømænd
Håndværkere
Arbejdejere,
soldater mm.
Købmænd,
skippere mm.
Procent
94
