Page 80 - Sjæklen2010

80

sætningen druknede. En af de forklaringer, der siden blev

fremført for at forklare det dårlige resultat var, at man ikke

kunne finde erfarne kommandører og harpunerer, fordi de

fleste fra Vadehavsøerne sejlede fra Hamborg og Holland,

hvor de var sikret højere hyre, større partpenge og vished

om fast og blivende ansættelse.

21

Søfarten til Nordatlanten var da også dominerende i

Rømøs erhvervsstruktur. Størsteparten af øens mandlige

befolkning sejlede, deraf de fleste til Nordatlanten med ski-

be fra Hamborg, Altona og Flensborg.

22

Det er ofte blevet

fremhævet, at Rømø særligt leverede mange kommandører

til hvalfangsten, men i 1700-tallet var også mange sælfan-

gerskibe ført af Rømø-kommandører. Således var i perioden

1760-1767 mellem 15 og 21 af Hamborgs sælfangerskibe

ført af Rømø-kommandører, og da antallet af aktive kom-

mandører på Rømø toppede i 1770 med 30 personer, var det

altså godt halvdelen, der var beskæftiget i sælfangsten.

23

An-

tallet af søfolk på Rømø toppede omkring 1790 med 400 ud

af en samlet befolkning på omkring 1500, og antallet af me-

nige søfolk var således mere end 10 gange større end antallet

af kommandører.

24

Det svarer meget godt til oplysningen om,

at hver Rømø-kommandør på et sælfangerskib fra Hamborg

bragte ni til ti andre grønlandsfarere med fra Rømø.

25

1777 var et ulykkeligt år for Rømøs hvalfangere. Det år

forliste 14 hvalfangerskibe i pakisen ud for det sydøstlige

Grønland i august og september. Ud af anslået omkring 440

ombordværende søfolk mistede over halvdelen livet, og re-

sten gennemlevede polarvinter, hungersnød og talrige andre

strabadser, inden de nåede frem til kolonierne på vestkysten

af Grønland. De sidste overlevende nåede først frem til ky-

sten i april 1778. Man har kendskab til 51 søfolk – heraf fem

kommandører – fra Rømø, der var om bord på de 14 skibe,

og af disse overlevede 30 mand.

26

Blandt de overlevende

var også folk fra Fanø og Mandø.

27

Begivenhederne i 1777

var med til at markere indledningen til den sidste periode

af øboernes deltagelse i hvalfangsten. Herefter søgte de i

stigende grad over i fragtfarten, som nød godt af Danmarks

neutralitet i de urolige krigstider, der fulgte, fordi de fleste

”

naturligviis foretrak den mageligere Coffardifart for Val-

fangstens Besværlighed

”

28

Skibe fra Vadehavsområdet

I 1700-tallet blev der også udrustet flere skibe fra den dan-

ske del af Vadehavsområdet til at tage på fangst ved Grøn-

land. Fra Rømø udrustede man i begyndelsen af 1700-tallet

sælfangerskibe med kapital fra Tønderkøbmænd, og i pe-

rioden 1716-39 sendte man årligt tre skibe af sted, senere

to eller et. Til forarbejdning af fangsten havde man et tran-

kogeri i Tvismark, som eksisterede frem til 1770, hvor også

fangsten ophørte.

29

I Hjerting dannedes, bl.a. med kapital fra Ringkøbing, i

1720 ”Det Hiertingske Grønlandske Rhederi”, som bestod

Ribekøbmanden Jens Rasmussen Rahr (1711-87) sendte i 1700-tal-

let skibe fra Ribe til Nordatlanten på sælfangst.

Maleri af Frederik la Croix, privateje.