Page 79 - Sjæklen2010

79
andre nationers dampskibe.16 I 1863 gik det sidste danske
skib på hval- og sælfangst i Nordatlanten og kom hjem kun
med sæler. 17 Andre lande fortsatte jagten på grønlandshval
omkring Svalbard til slutningen af 1800-tallet og i Davis-
strædet til det tidlige 1900-tal, men da var der så få hvaler,
at fangsten ikke længere var profitabel.18
Hvalfangerne fra Vadehavet
Skønt danske fartøjers engagement i hval- og sælfangsten
var begrænset, var der dog mange danskere, der deltog i
fangsten, ikke mindst fra den del af Vadehavet, der hørte un-
der den danske konge. De bemandede i stort tal grønlands-
farerne fra først og fremmest Hamborg og Holland. Særligt
folkene fra Rømø og de to andre Vadehavsøer Sild og Føhr
var kendt som gode kommandører – som kaptajnerne på
hvalfangerskibene blev kaldt – og harpunerer.19
Der er flere beretninger om, hvor betydningsfulde søfol-
kene fra de nordlige Vadehavsøer var. Således vil en beret-
ning vide, at så godt som hele den hollandske hvalfangerflåde
i 1765 måtte ligge sejlklar ved Texel uden at kunne komme
til søs, fordi de danske søfolk lå blæst inde på Føhr.20
En anden indikation på Vadehavssøfolkenes engage-
ment i hvalfangsten fra Holland og Hamborg relaterer sig til
1776, da der fra den danske regerings side var ønske om, at
Danmark i højere grad tog del i hvalfangsten ved Grønland.
Man besluttede da at bygge og udruste hvalfangerskibe for
kongens regning. Det gik dog ikke særlig godt, for de 16
skibe, der blev sendt af sted i 1778, kom hjem året efter
med tilsammen tre hvaler, og det gik ikke meget bedre i de
følgende år – en del skibe kom ikke frem, andre forliste, og
udbyttet var ringe. Det sidste skib, der blev sendt af sted
i 1783, forliste på den grønlandske kyst og en del af be-
En dansk hvalfanger ved Spitsbergen. Stik fra C. Pontoppidans
afhandling om Hval- og Robbefangsten, 1787. Handels- og
Søfartsmuseet på Kronborg.
Et af minderne efter Rømø-boernes hvalfangst er dette hegn af
hvalben i Juvre, der bærer årstallet 1772.