Page 84 - Sjæklen2010

84
ger klages der i stedet over søstjerner, som en stor plage, og
Esbjerg klager endvidere over snegle.
I præmieringsperioden 1889 til 1927 blev der i alt i
Danmark udbetalt præmie for over 37.000 nedlagte sæler,
hvoraf de 5.700 var blevet nedlagt i Vadehavet.44 Her blev
der i de første 20 år nedlagt 100-200 sæler om året, derefter
kom årene 1909-12 med 300 nedlagte sæler årligt, hvorefter
tallet faldt til ca. 100 om året. Vadehavets andel af det sam-
lede antal nedlagte sæler i Danmark steg gennem perioden
og udgjorde i slutningen 40-50 % af antallet på landsplan.
I årene efter præmiens bortfald blev der ført en heftig debat
om sælerne, og fra fiskeriets side argumenterede man for få
præmieringen genindført. I flere årtier efter præmiens af-
skaffelse blev bekæmpelsen af sælerne ved med at være et
vigtigt argument for sæljagten ved siden af den nytte man
havde af spæk, skind og kød. Efter 2. Verdenskrig blev sæl-
jagten i stigende grad kun drevet af rekreative årsager, og
det antal sæler, der blev nedlagt årligt faldt fra 150 til knap
det halve.
Indtil 1. august 1967 var det tilladt at jage alle arter af
sæler hele året. Med jagtloven 1967 blev jagt på spættet sæl
begrænset til tiden 1. september til 31. maj, og andre sælar-
ter – hvilket i Danmark først og fremmest vil sige gråsælen
– blev totalt fredet. I 1977 blev også den spættede sæl fre-
det.45 Det betød dog ikke, at debatten om jagt på sæler var
helt slut, og den dukker stadig op med jævne mellemrum.46
Afslutning
Da hvaleventyret i Nordatlanten tog sin begyndelse, var det
grønlandshvalen, man gik efter for at skaffe tran til belys-
ning, smørelse, sæbe og meget mere i de nordeuropæiske
samfund. Efter få årtier faldt antallet af hvaler betydeligt,
og man gik over til også at fange sæler og hvalrosser på
togterne til Nordatlanten. Danmark forsøgte på forskellig
måde at opnå en position i hvalfangsten, men blev aldrig
den store hvalfangernation. Derimod deltog landets borgere
i sæl- og hvalfangsten fra Holland og Hamborg, og ikke
mindst Rømø-søfolkene havde ry som gode kommandører
og harpunerer. Disse synes dog i 1700-tallet i mindst lige
så høj grad at have bemandet sælfanger- som hvalfanger-
skibe, så måske vil det i virkeligheden være mere reelt at
tale om, at de deltog i den nordatlantiske fangst generelt,
end at de deltog i hvalfangsten. De skibe, der udrustedes fra
Vadehavets egne kyster synes helt overvejende at have gået
efter sæler. Vadehavsbefolkningens involvering i fangsten i
Nordatlanten kulminerede i 1770’erne, hvor handelssøfar-
ten fik større vægt i søfolkenes liv.
Sælfangsten ved Vadehavets kyster blev til forskel fra
fangsten i Nordatlanten ikke drevet på erhvervsmæssig ba-
sis. Sælen blev jaget til husbehov, særligt for trannens skyld,
men man udnyttede også kødet og skindet. Skønt sælen ikke
var det værste skadedyr for fiskeriet ved Vadehavskysterne,
var skydepræmien på sæler dog et kærkomment supplement
til den indtægt, en nedlagt sæl kunne give, men jagten på
sæler fortsatte også efter skydepræmiens afskaffelse, efter
2. Verdenskrig dog med formindsket styrke og primært med
rekreativt formål.
Mens sæler og hvaler i Nordatlanten af nordvesteuropæ-
erne blev betragtet som nyttedyr, blev sælerne i de hjemlige
farvande overvejende betragtet som skadedyr, og sælbestan-
den blev bekæmpet med stor intensitet. Ligesom tilfældet
var med grønlandshvalen, blev bestanden reduceret til et så
lavt niveau, at det truede dens overlevelse, men i dette til-
fælde altså med fuldt overlæg. Et radikalt ændret natursyn,
hvor man ikke længere opdelte dyr i nyttedyr og skadedyr,
ændrede imidlertid synet på sæler, og en totalfredning be-
tød, at der i dag er en robust bestand af spættet sæl i Dan-
mark. Grønlandshvalen, som blev fredet allerede i 1937, er
derimod stadig et sjældent syn i Nordatlanten. 47
Noter
1. Sune Dalgård: Dansk-Norsk hvalfangst 1615-1660. En
studie over Danmark-Norges stilling i Europæisk merkantil
expansion 1962, p. 29.
2. Dette afsnit bygger primært på C. Norman: Hval-, Hval-
ros og Sælfangstens Historie. Tidsskrift for Søvæsen, Ny
række, 1867, p. 26-55, 241-253, 341-353, 449-458, 529-
553. København 1865-67 samt R.R. Hammer: Hvalfangsten
i de nordlige Have. Danmarks Søfart og Søhandel II, udg.
af Bering Liisberg, København 1919, p. 745-761 med ind-