Page 83 - Sjæklen2010

83
bruges, vides ikke”. 35 Andre steder i landet kendes en mere
organiseret sælfangst med egentlig erhverv for øje, 36 men i
Vadehavet synes jagten på de lokale sæler mest at have været
drevet til husbehov. Dog findes der også eksempel på fangst
i lidt større stil, idet en Rømø-mand i 1769 sendte ”48 potter
tran og 36 stk. skind af de af ham fangede sælhunde” til Tøn-
der. 37 Som udbytte af sæljagten spillede trannen den største
rolle, men også skindet kunne bruges, og til forskel fra sæl-
fangsten i Nordatlanten fandt man også anvendelse for kødet,
selv om det ikke altid synes at have været lige eftertragtet.
Der er sporadiske oplysninger om de metoder, man
brugte på jagt på sæler i Vadehavet. Ligesom i Nordatlanten
har man her brugt at slå sæler ihjel med køller, men mere
udførligt beskrevet er to andre metoder, nemlig skydning
og fangst på kroge. Når man ville skyde en sæl, gjaldt det
om at ramme sælen på siden i hovedet, da haglene ellers
kunne prelle af. Man kunne komme på skudhold af dem
ved at bevæge sig mod vinden hen mod sælerne, der lå på
forstranden, idet man efterlignede deres bevægelser, så de
ikke anede uråd. Fangst på kroge kunne ske med en såkaldt
sælharve, et bræt med modhager, der blev gravet ned i san-
det. Harven tillod sælerne at kravle op på stranden, men når
de søgte tilbage mod vandet, blev de spiddet på krogene.38
Andre steder i Danmark kender man til, at man har nedlagt
sæler med harpun eller fanget dem i garn eller ruser.39
Fra gammel tid blev sælerne opfattet som skadelige
for fiskeriet. I Pontoppidans Danske Atlas fra 1763 kan
man læse, at der ved de danske kyster vrimlede med store
mængder sæler, som ikke alene spiste fiskene eller jagede
dem væk, men også ødelagde fiskernes garn.40 Efterhån-
den som fiskeriet i højere grad blev et hovederhverv end
en bibeskæftigelse for kystens beboere, blev sælen i endnu
højere grad opfattet som et skadedyr, og for de nye fiskeri-
foreninger, der blev dannet fra midten af 1870’erne, blev
det snart en mærkesag at bekæmpe sælplagen. Det lykkedes
at få indført skydepræmier på sæler fra 15. oktober 1889,
en præmieringsordning, der fortsatte frem til 1. april 1927.
Præmien var først på tre og siden fire kroner. Desuden stil-
lede Krigsministeriet rifler og ammunition til rådighed for
fiskere, der ønskede at drive sæljagt.41 Skydepræmien var
et kærkomment supplement til det, sæljagt ellers kunne
indbringe af kontanter: tre kroner i præmie, tre kroner for
skindet og tre kroner for spækket, det gav i alt ni kroner som
indtægt i rede penge for en sæl ved Vadehavet i begyndelsen
af 1900-tallet.42
Opfattelsen af sælen som skadedyr kom klart til udtryk i
den betænkning om ”Saltvandsfiskeriets Skadedyr og Kam-
pen imod dem”, som Dansk Fiskeriforening tog initiativ til
i 1909. 43 Her optræder sælen som den store synder blandt
andre skadedyr som odder, ålekrage (skarv), haj, ulk, hun-
destejle, søstjerne og snegle, og retorikken lader ikke tvivl
tilbage om, at der er tale om en ”fjende”, der skal ”trænges
tilbage”. Den spørgeskemaundersøgelse, der danner grund-
lag for betænkningen viser, at sælen opfattes som en stor
plage for fiskeriet i store dele af Danmark, dog fortrinsvis
i de østlige dele af de indre danske farvande. På den jyske
vestkyst og i Limfjorden er det kun fiskeriforeningerne i
henholdsvis Fjalting og Struer, der nævner sælerne som et
skadedyr for fiskeriet. I Esbjerg og Hjerting Fiskeriforenin-
Skipper Knud Hansen med fangsten af sæler om bord på everten
”Karen” af Mandø. Hans søn Theodor Hansen har berettet om
sæljagten i ”Historier fra Mandø” i ”Sjæk’len 1996”.