Page 77 - Sjæklen2010

77
Hval- og sælfangere fra Vadehavet
Af Mette Guldberg
Hvalfangsten i Nordatlanten, der tog sin begyndelse i
1600-tallet, havde mange deltagere, der kom fra de danske
Vadehavsøer, og 1700-tallet var guldalderen for Rømø-bo-
ernes deltagelse som kommandører på hval- og sælfanger-
skibene fra Holland og Hamborg. Også fra de danske Va-
dehavskyster blev der i 1700-tallet udrustet skibe til fangst
i Nordatlanten, og med disse var det næsten udelukkende
sæler, man fangede. Sideløbende foregik der en hjemlig
sælfangst på et langt mere beskedent niveau. Denne arti-
kel belyser Vadehavsbefolkningens engagement i såvel den
nordlige som den hjemlige hval- og sælfangst.
Hvalfangsten i Nordatlanten
Før man i Nordvesteuropa fik adgang til mineralske olier,
måtte man klare sig med bl.a. vegetabilske olier og tran
udvundet af forskellige havdyr til belysning, smørelse, sæ-
befremstilling og de mange andre formål, olie bruges til.
Sæler og hvalrosser var velegnede til dette brug, og indtil
omkring år 1600 var deres spæk hovedkilden til det tran,
der blev fremstillet i Nordeuropa. Imidlertid fik man om-
kring år 1600 mulighed for at jage et langt større dyr, der
langt overskyggede disse dyr i udbyttet af spæk: Hvalerne i
Nordatlanten.1
Baskerne havde tilbage fra middelalderen en tradition
for hvalfangst i Biscayen og det nordlige Atlanterhav, men
den nordvesteuropæiske deltagelse i hvalfangsten tog først
for alvor sin begyndelse med hollændernes opdagelse af
Spitsbergen i 1596.2 Spitsbergen er Svalbards hovedø, og
ved dens kyster holdt store mængder af hvaler til. Snart be-
gyndte først englænderne og siden hollænderne at drive jagt
på hvalerne. Da man dengang mente, at Spitsbergen var en
del af Grønland, hævdede den danske konge at have mo-
nopol på handelen og fiskeriet der, og for at håndhæve det,
sendte han en eskadre til Svalbard i 1615. I 1618 blev der
indgået en aftale om at dele fangstpladserne mellem hollæn-
dere, englændere og danskere, og danskerne fik således en
base for hvalfangst på Spitsbergen, men deres engagement
i den tidlige hvalfangst var af begrænset omfang. I 1643
sendte Hamborg de første skibe på fangst ved Svalbard, og
efterhånden blev Holland og Hamborg de dominerende ak-
tører i hvalfangsten. I en opgørelse fra 1720 angives den
samlede hvalfangerflåde ved Spitsbergen i 1697 at have væ-
ret på 192 skibe, der fordelte sig med 121 fra Holland, 54
fra Hamborg, 15 fra Bremen og 2 fra Emden. De 192 skibe
havde efter opgørelsen tilsammen fanget 1888 hvaler, eller
knap 10 hvaler pr. skib. 3 En anden opgørelse vedrørende
samme år opregner 188 skibe, der havde fået et samlet ud-
bytte af 180.321 tdr. tran.4
De hvaler, man gik efter, var ”rethvaler”, datidens fæl-
lesbetegnelse for ”de rette hvaler at jage”. Betegnelsen
dækkede over nordkaperen, som var den første hvalart, ba-
skerne kastede sig over, og grønlandshvalen, som dannede
grundlag for 1600- og 1700-tallets hvalfangst. Den er som
voksen mellem 14 og 18 m lang og vejer mellem 60 og 100
tons.5 Man var først og fremmest interesseret i spækket til
trankogning, men også hvalernes barder kunne bruges til en
mangfoldighed af formål. Den hyppigste anvendelse var,
at de blev skåret op og under betegnelsen ”fiskeben” brugt
som stivere i fine damers skørter og korsetter samt i para-
plyer og parasoller.