Page 94 - Sjæklen2010

94
af det 17. århundrede, men herefter endte traditionen. Først
fra midten af det 19. århundrede blev den genoptaget i en ny
form med stående gravsten (steler), og denne fortsatte med
at eksistere også i det 20. århundrede.
Efter 1900 fortsatte traditionen. På steder med gamle
gravsten med skibsmotiver findes der oftest også nyere.
Sidstnævnte findes dog også på nye steder. På Terschelling,
Föhr og Amrum blev der stadigvæk fremstillet enkelte grav-
sten efter den gamle tradition. Særligt på Terschelling synes
der i begyndelsen af det 20. århundrede at være opstået en
lille blomstringsperiode for skibsgravstenene. Også på de
østfrisiske øer blev der endnu fremstillet enkelte smukke
gravsten, og det gjaldt også på øer, hvor der hidtil ingen var
(Spiekeroog 1900, Norderney 1935, Baltrum 1912, 1927,
Juist 1923), og også på det tilgrænsende fastland findes der
enkelte. På Ohlsdorf kirkegård i Hamborg opstod der først
nu en tradition for gravsten med skibsmotiver.
Simple graveringer erstattede nu mere og mere de kunst-
neriske relieffer. De lange tekster forsvandt, og kun navn
og mærkedatoer blev tilbage. Ganske vist finder man som
udgangspunkt endnu sejlskibe, men dertil kommer parallelt
med de tekniske forandringer flere damp- og motorskibe
samt fiskekuttere. Fritidsmotiver som sejl- og motorbåde
blev et yndet motiv på gravstenene.9
Samlet set kan gravstenene med skibsmotiverne ind-
deles i fire faser: 1) de tidlige gravsten fra det 16. og 17.
århundrede. Her handler det primært om liggende gravsten
(gravplader) med skibsmotiver i våben og medaljoner. 2)
højdepunktet mellem ca. 1720 og 1850, som regel i form
af stående gravsten (steler) med ofte lange biografiske ind-
skrifter og kunstfærdigt bearbejdede skibsmotiver. 3) de
sene sten efter 1850, som ikke længere er så kunstfærdige.
4) de samtidige sten, ofte med simple graveringer af fiske-
kuttere eller lystsejlere.
Skibstyper og social baggrund
På gravstenene er forskellige skibstyper10 afbildet. Skibsty-
perne kan groft inddeles i grupper efter antallet af master.
De to- og tremastede skibe var store sødygtige fartøjer, der
sejlede på langfart. De blev brugt til hvalfangst, på Vest-
og Østindiensfarten eller til middelhavshandlen. Halvan-
den- og enmastere var mindre skibe, hvis rækkevidde var
begrænset til kystsejladsen i Vadehavet. For det meste havde
de sidesværd, der på grund af deres ringe dybdegang skulle
stabilisere dem. På Andres Finks († 1738) smukke gravsten
fra Amrum, hvorpå der er et skib med halvanden mast, står
der ”Som skipper har jeg faret/ i mange år og lang tid/ med
folk og købmandsvarer/ på Elben, Weser og andetsteds/ der-
ved også udstået/ mange sorger dag og nat/på havet såvel
som stranden/til ro har Gud nu bragt mig ”.11 Han sejlede
altså mellem Amrum, Hamborg og Bremen. Andre sejlede
helt til Amsterdam med sådanne skibe.
På i alt 123 af de 209 gravsten findes der store to- og
tremastere, om end tremasterne er klart dominerende med
106 gravsten. Vadehavsskibe med halvanden og en enkelt
mast findes 75 gange, og her er skibene med halvanden mast
afbildet på 49 gravsten. Store skibe blev altså oftere frem-
stillet end små. Det hænger naturligvis ikke mindst sammen
med, at der også blev tjent flere penge på store skibe, og at
der dermed bedre kunne blive råd til en kostbar gravsten.
Der findes nogle interessante regionale forskelle, der gør
det muligt at drage slutninger om søfartens lokale struktur
(tabel 2). På Fanø er der på begge sten vist små vadehavs-
skibe, mens der på Rømø og Sylt udelukkende er gengivet
store skibe. Også på Föhr er de store skibe fremherskende
(52) mens der kun findes få vadehavsskibe (12). På Amrum
er forholdet mere udlignet. Der findes 16 tremastere og 12
vadehavsskibe. Det stemmer overens med, at amringerne
var mere aktive i vadehavsskibsfarten og østersfangsten og i
højere grad selv ejede skibene end folk fra Föhr gjorde.12
Billedet er ligeledes udlignet ved Elbens udløb. Der fin-
des ni store skibe og ni små. VedWeseren er vadehavsskibene
mere fremherskende. Af disse findes otte fremstillinger, men
kun tre af store skibe. På det østfrisiske fastland er der en lig-
nende fordeling. Der finder man blot to store skibe – begge i
øvrigt i Emden – men 9 små på de øvrige kyststeder.
På Ameland dominerer tremasterne billedet (8), mens der
kun findes to eksempler på vadehavsskibe. På Terschelling er
billedet igen udlignet med seks fremstillinger af hver type,
og på Vlieland findes der kun gravsten med vadehavsskibe.