Page 98 - Sjæklen2010

98
halvanden- og enmastere fremstillet. Her var vadehavssø-
farten således dominerende.
Der var ikke altid tale om, at skibstyperne svarede til
dem, som de afdøde virkelig havde været i besiddelse af
eller havde sejlet på. Således er der i Sønderho på Thomas
Sonnichsen Møllers († 1780) gravsten afbildet en smak på
trods af, at han ejede en kuf – nemlig den hollandsk byggede
”Anne Cathrine Marie”.17 Også på gravstenen for Nickels
G. Ricklefs († 1929), der sejlede med en tremastsbark, er
der afbildet en galiot efter den tradition der kendes fra de
afriggede tremastere.18 Traditionerne synes dermed at have
vejet tungere end de virkeligt førte skibe. Fremstillingerne
er således meget skematiserede (i Holland ofte direkte sti-
liserede). Til tider dukker navnet på skibet imidlertid op,
særligt på Föhr. Dette individualiserede fremstillingen. Der
er relativt sjældent og for det meste kun på vadehavsskibene
også afbildet mennesker.
Lokale traditioner
På nogle maritime steder opstod der en lokal tradition for
gravsten med skibe og på andre fandtes der kun enkelte så-
danne sten. Der fandtes imidlertid også maritime steder, der
stod fuldkommen uden for denne tradition, og hvor den type
gravsten overhovedet ikke synes at have eksisteret. Et sådant
eksempel er Elsfleth, der ganske vist havde forbindelser til
Amrum,19 men hvorfra der ikke kendes nogen gravsten med
skibsmotiver.
Ved undersøgelsen af den regionale udbredelse var det
påfaldende, at der på Föhr og Amrum sammenlignet med
andre steder fandtes ekstremt mange gravsten med skibs-
fremstillinger. Det hænger ikke sammen med befolknings-
tallet, da indbyggertallene på henholdsvis Fanø, Rømø og
Sylt langt overstegAmrums. Alligevel findes der på de nord-
lige øer langt færre gravsten med skibsmotiver. Samtlige øer
var ligeligt orienteret mod søfarten, så heller ikke heri kan
der findes en årsag. Denne skal nok snarere findes i en lo-
kal traditions opståen, som blev begunstiget ved, at der på
Föhr og Amrum fandtes lokale stenhuggere, der opnåede en
enorm kunstfærdighed i fremstillingen af skibe.20 Således
bærer nogle af de sten, som er fremstillet af stenhuggere
fra Föhr de smukkeste og bedst fremstillede skibsmotiver
overhovedet. Især de meget stiliserede hollandske sten kan
ikke måle sig med dem.
Lokale traditioner bliver også tydelige derved, at der
undertiden blev fremstillet kopier af ældre sten. Dermed
knyttede de søfarende an til hinanden og etablerede en linje
imellem sig. Således lod Nickels Nahmens på Amrum en
sten fremstille, der mindede om Hark Nickelsens, der den-
gang var den rigeste mand på øen. Han kopierede sågar
overskriften ”Gennem megen modgang til stor ære ”. Hark
Nickelsen havde selv kopieret en sten fra Föhr (Dirck Cra-
mers sten, der i dag er opstillet i kirken i Nieblum).21
Mens liggende gravsten oprindeligt var fremherskende
på de nordlige øer Fanø, Rømø, Sylt (og til dels også på det
vestslesvigske fastland), udviklede der sig på Amrum i det
18. århundrede en tradition med opretstående sten, der til
dels blev anvendt på begge sider, og som var forsynet med
lange indskrifter, der beskrev de afdødes biografi. Disse sten
(som ikke blot bestod af skibsmotiver, men også kunne be-
stå af religiøse fremstillinger, symboler, møller – eller som
på Föhr også blomstermotiver) er derfor i litteraturen blevet
betegnet som ”talende” sten. 22
Generelt ligner de liggende gravsten i Keitum på Sylt
og dem på Rømø og Fanø hinanden (på alle disse lokalite-
ter er skibsmotiver dog relativt sjældne), mens de stående
gravsten på Amrum og Föhr synes at udspringe af en fæl-
les tradition. Dette svarer til sejlruterne i Vadehavet, hvor
vejene på grund af tidevandsløbene førte fra Amrum til
Föhr, men ikke til Sylt. Sidstnævnte hang nærmere sammen
med Rømø via Listerdyb. Sejlruterne, som var udsprunget
af Vadehavets geografi, afspejles i øvrigt også i forvaltnin-
gen, hvor Vesterland Föhr og Amrum udgjorde en enhed,
ligesom Listland på Sylt udgjorde en enhed med det syd-
lige Rømø. Ligeledes fandtes der en tættere forbindelser fra
Terschelling til Vlieland end til Ameland, hvilket igen hang
sammen med tidevandsløbene.
Den sydligste sten på det nordfrisiske fastland befinder
sig i dag i Neugalmsbüll tæt ved Niebüll.23 Stenen, som blev
fremstillet til den i 1738 afdøde Janne Petersen, kommer
nok oprindeligt fra halligen Galmsbüll, der senere gik til