99
        
        
          grunde. Den nuværende kirke og kirkegård blev dog først
        
        
          anlagt i slutningen af det 19. århundrede. Den afdøde stam-
        
        
          mede, som det fremgår af indskriften, fra Föhr og tog derfra
        
        
          traditionen for skibsmotiver med sig til halligen Galmsbüll.
        
        
          Siden kom stenen så til Neugalmsbüll.
        
        
          Gravstenstraditioner finder man kun der, hvor der var en
        
        
          kontinuitet i kirker og kirkegårde. Det bliver tydeligt ved en
        
        
          nærmere betragtning af situationen på Fanø, halligerne, de
        
        
          østfrisiske øer og i Hamborg og Bremen.
        
        
          På Fanø findes der kun de to sten, som ligger på gulvet
        
        
          i kirken i Sønderho. På øen kan der have eksisteret flere så-
        
        
          danne gravsten, men de små middelalderkirker i Nordby og
        
        
          i Sønderho blev revet ned i det 18. århundrede og erstattet
        
        
          med større nye kirker.  Derved kan gamle gravsten være gået
        
        
          tabt. Herudover blev de gamle kirkegårde i Nordby og Rind-
        
        
          by nedlagt i 1849/50, og gravstenene blev solgt som bygge-
        
        
          materialer.
        
        
          24
        
        
          På fastlandet led de gamle gravsten i Guldager
        
        
          (til dette sogn hørte fiskerlejet Hjerting ved Ho Bugt) sand-
        
        
          synligvis en lignende skæbne.
        
        
          25
        
        
          Dog ved vi ikke reelt om der
        
        
          på de forsvundne gravsten har været skibsmotiver.
        
        
          Det er mærkeligt, at der på de stærkt søfartsorienterede
        
        
          halliger ikke findes nogen gravsten med skibsfremstillinger.
        
        
          Det kan dog hænge sammen med de mange stormfloder,
        
        
          men også med at adskillige søfarende fra halligerne lod sig
        
        
          begrave på Föhr.
        
        
          Forud for 1900 findes der på de østfrisiske øer kun to
        
        
          gravsten med skibsfremstillinger – på hhv. Spiekeroog og
        
        
          Norderney. Det lave antal og deres manglende eksistens på
        
        
          øerne Wangerooge, Langeoog, Baltrum, Juist og Borkum
        
        
          synes overraskende – ikke mindst på Borkum der i lighed
        
        
          med Rømø, Föhr og Ameland var en hvalfangerø.  Dog var
        
        
          de østfrisiske øer i sammenligning med sidstnævnte tyndt
        
        
          befolkede og fattige. Kirker og kirkegårde måtte på grund af
        
        
          øernes konstante vandring mod øst hele tiden anlægges på
        
        
          ny. Således er den gamle kirke på Spiekeroog, der først blev
        
        
          bygget i 1696, i dag den ældste på de østfrisiske øer. Netop
        
        
          på Spiekeroog findes som nævnt en af de to gamle gravsten
        
        
          med skibsmotiver (Ede Onneken † 1796).
        
        
          Det ringe antal gamle gravsten med skibsmotiver er li-
        
        
          geledes påfaldende i de gamle søfartsmetropoler Hamborg
        
        
          
            Gravstenen for kaptajn Ocke Hinrich Flor († 1856) og hans kone
          
        
        
          
            Thur Flor i Süderende på Föhr fremstår i dag malet. Malingen er
          
        
        
          
            dog ikke oprindelig.