Page 98 - Sjæklen2008

98
velse af sæler. Det er også en historie, som kommer vidt
omkring i det danske land og samfund – fra fiskere på Lol-
land over jagtforeninger i hovedstadens bedre borgerskab til
1970’ernes miljøbevægelse.
Sæler i Danmark 1945-1980
I perioden 1945-1980 har der været tre forskellige arter af
sæler i Danmark; spættet sæl, gråsæl og ringsæl 1. Gråsæ-
len forsvandt som ynglende art i årene efter indførelsen af
skydepræmien og var i mange år kun sæsongæst i de dan-
ske farvande, især ved Anholt, Læsø og Rødsand, men i de
senere år er gråsæler også set ved Vadehavet i stigende tal.
En lille ynglende bestand af gråsæler har nu etableret sig
ved Rødsand. Ringsælen ses kun meget sjældent i de danske
farvande. I dag er den langt hyppigst forekommende sæl i
Danmark den spættede sæl, hvoraf der er ynglende bestande
flere steder i landet. Der findes større bestande af den spæt-
tede sæl i bl.a. Vadehavet, ved Rødsand, Hesselø, Anholt og
i Limfjorden. Sælen har behov for at gå på land i forbindelse
med fødsel og pelsfældning, og det er overvejende i den for-
bindelse, at den er blevet jaget eller gjort til safariattraktion.
For de fleste er det vel også billeder af sæler på revler og
sandbanker, der danner vores indre billedmateriale, når vi
taler om sæler i Danmark.
Tiden efter 2. Verdenskrig
Under 2. Verdenskrig blev sæltran brugt som erstatning for
olie i margarine, og for nogle få sælfangere var skindet,
sæltran og i mindre grad sælkødet en indbringende øko-
nomisk aktivitet. Det gjaldt eksempelvis for brødrene Al-
fred og Niels Landt ved Nysted på det sydlige Lolland, der
ved Rødsand fangede sæler med en specialfremstillet ruse.
Brødrene Landt var tredje generation af en sælfangerfamilie
ved Nysted, og de fangede i tiden efter 2. Verdenskrig årligt
omkring 40 sæler, hvilket var et betydeligt lavere antal end i
årene forud. Da de to brødre omkring 1960 indstillede sæl-
fangsten på grund af faldende udbytte og indtægt fra salg af
skind og tran, var de også de sidste sælfangere i Danmark2.
Vi vender senere tilbage til brødrene Landt og til den rets-
sag mod dem, hvor de blev anklaget for at påføre sælerne en
unødvendig langsom og pinefuld død.
Den grådige sæl
Mens sælfangerne så sælen som et nyttedyr og et økono-
misk aktiv, var sælen derimod for fiskerne et grådigt skade-
dyr3. Under overskrifter som „Sæler huserer ved Bornholm”
kan man i Dansk Fiskeritidende gentagne gange læse om de
bornholmske fiskeres kvaler med grådige sæler4. Således fik
formanden for de bornholmske fiskeriforeninger „naturlig-
vis” i 1946 Dansk Fiskeriforenings opbakning til at anmode
staten om gratis rifler og ammunition til bekæmpelse af sæl-
plagen5. At det ikke lykkedes at få anmodningen opfyldt,
kan måske fortælle om en ændret holdning til sælerne hos
staten, men kan ligeså godt skyldes den generelle mangel på
rifler og ammunition i årene efter krigen.
Især laksefiskerne havde store problemer med den grå-
dige sælhund. Ifølge fiskerne ernærede sælen „sig væsent-
lig af laks, så det er ingen billig fyr at have på kost”6. En
historie fortæller således om en enkelt sæl, der havde ædt
sig igennem en hel række af laksekroge og undervejs spist
alt undtagen laksehovederne, indtil den grådige sæl på den
allersidste krog selv blev kroget og efterfølgende druknede.
I ét tilfælde afslørede en undersøgelse af en sælmave 72
sildeskeletter, 18 torskeskeletter, 12 ålekvabbeskeletter og
33 ålekroge7. Det konkluderedes ud fra undersøgelsen, at
Gråsælen var i mange år kun sæsongæst i de danske farvande. I de
senere år har en lille ynglende bestand etableret sig ved Rødsand.