Page 100 - Sjæklen2008

100
element i det videnskabelige arbejde, men antyder måske
også, at sælen ikke var det mest værdifulde dyr i reservatet.
Vigtigt for de videnskabelige reservater var i hvert fald, at
reservatet var et fristed for dyr og planter:
„Hesseløs isolerede beliggenhed betyder, at øen og dens
omgivelser er et fristed for søfugle [...] Hertil kommer,
at Hesselø og omgivende rev er et vigtigt opholdssted
for Spættet Sæl.”15
Dermed kunne reservaterne nemlig tjene som videnskabe-
lige referencepunkter, altså steder som naturvidenskaben
kunne bruge til at måle menneskets negative påvirkning an-
dre steder i landet. I tilknytning til beskyttelsen forudsattes
det derfor, at man fulgte udviklingen ved registrering af na-
turforholdene og videnskabelig bearbejdning af datamateri-
alet. De rev og holme, som sælerne benyttede, blev altså be-
skyttet mod menneskelig påvirkning i den vigtige yngletid,
og det helårlige jagtforbud forbød generel jagt på sælerne,
som blev naturvidenskabeligt studieobjekt i stedet.
Retsagen mod brødrene Landt
„Aflivning ved drukning må ikke finde sted”, står der i Dy-
reværnslovens paragraf 13, idet det antages, at det strider
mod det generelle påbud om, at aflivning af dyr skal ske „så
hurtigt og så smertefrit som muligt”. Denne opfattelse har
nu ikke altid været den gældende og findes ikke i den første
„Lov om Værn af Dyr” fra 1916. De føromtalte sælfiskere
ved Nysted brugte en ruse til deres sælfangst, en meget spe-
ciel form for fangst, der – så vidt vides – kun er foregået
dette ene sted. Rusen vandt en pris ved en fiskeriudstilling i
Bourdeaux i 1880’erne, og den fungerer ved, at den sættes
tæt ved en sandbanke, hvor sælerne har for vane at kravle
på land. Når sælen så igen skal forlade sandbanken, er der
mulighed for, at den følger en af rusens arme og dermed
ender i selve rusen på det dybere vand, hvor den ikke kan
komme ud igen. Fanget i rusen lider den efter et stykke
tid druknedøden, og det er denne langsomme aflivning
ved drukning, der har forarget dyreværnsfolk. I 1950’erne
forsøgte en gruppe dyrevenner ved hjælp af domstolene at
stoppe fangsten med ruse, og brødrene Landt blev meldt for
dyremishandling16.
Under retssagen kom spørgsmålet i vid udstrækning
til at dreje sig om, hvorvidt sælen var et skadedyr, og om
druknedøden for sæler ikke var en pinefuld død. Det lyk-
kedes for brødrene at overbevise dommeren om, at sælen
var et skadedyr, blandt andet ved at henvise til de tidligere
nævnte undersøgelser, der viste sælens indhug i fiskebestan-
dene. Andre argumenter var, at sælen ødelagde redskaber,
og at den skræmte fiskestimerne væk. Det fremgår nem-
lig af dommens præmis, at „ud over deres egen interesse
i fangsten gavner denne fiskeriet”, og at „der ved drukning
af sæler ikke påføres disse større lidelser, end hvad tilfæl-
det er ved anden – ikke strafbar – aflivning af dyr på dette
udviklingstrin”. Det lykkedes altså brødrene at få overbe-
vist dommeren om, at druknedøden ikke er værre end at dø
ved at blive skudt. Dommeren har også kunnet konstatere,
at rusefiskeriet i lang tid – og så sent som i foråret 1956 – er
foregået med Fiskeriministeriets økonomiske støtte – altså
også efter skydepræmieårene.
Samfundets natursyn i konflikt
Sagen fortæller flere interessante ting om synet på naturen i
1950’erne. For det første afslører den en række forskellige
Brødrene Landt med en spættet sæl og den special byggede ruse,
som blev brugt til fangst af sæler til omkring 1960.