Page 99 - Sjæklen2008

99
hver sæl gennem sin levetid koster samfundet 5.000 kroner.
Sikkert er det, at jægere, fiskere og videnskaben livligt har
diskuteret sælens fødeindtag for at kunne vurdere graden af
den skade, sælen har forvoldt8.
Sælen som jagttrofæ
Ved siden af fiskerne og sælfangerne var der en tredje grup-
pe med interesse i sælen. Det var strand- og havjægerne.
Dansk Havjagtforening blev således stiftet i 1945 og havde
flere københavnske spidser som medlemmer9. I strand- og
havjagtforeningerne var det et andet blik på sæler end hos
fiskerne, der blev ført frem. Etableringen af Havjagtforenin-
gen antyder nemlig, at sælen blandt jægere i hovedstadens
borgerskab blev set som et eftertragtet jagtobjekt. Derfor
måtte bestanden beskyttes, så der var noget at jage, og Dansk
Havjagtforening ønskede allerede fra det stiftende møde i
1945, at der oprettedes „reservater for fugle og ynglende
sæler”10. Dette reagerede Dansk Fiskeriforening selvfølge-
lig stærkt i mod, idet fiskeriforeningen mente, at Havjagt-
foreningens hensigt „i betydelig Grad vil virke hæmmende
for Fiskernes virke” og spurgte:
„…men mon nogen af de Herrer har tænkt paa, at en
sådan Forening i sit Virke vil skade Fiskerne i deres
Arbejde, dels ved at forbyde, at De maa skyde en Fugl,
naar Isen lægger Virksomheden ved Fiskeriet øde, og
dels ved at oprette Reservater for ynglende Sæler. Skulle
virkelig ingen af de tilstedeværende Havjægere eller
Videnskabsmænd vide, at Sælen er Fiskeriets værste
Fjende?”11
Ligesom fiskerne prøvede jægerne på at fremme deres egne
interesser og på at få indrettet jagtlovgivningen, så den pas-
sede til deres ønsker og behov.
Videnskabeligt reservat
Det første danske sælreservat blev oprettet allerede i 1951.
Det var den udyrkede Hesselø, der blev oprettet som et „vi-
denskabeligt reservat”. Formålet med et videnskabeligt re-
servat var at beskytte et særligt værdifuldt naturområde med
dets vilde planter og dyr. Det var altså ikke kun sælerne,
men i ligeså høj grad fuglene og plantelivet, der var grund-
laget for reservatet. Et „videnskabeligt reservat” var et be-
skyttelsesinstrument, der blev anvendt, da naturfrednings-
idéen var i sin vorden, og selve idé-grundlaget kan følges
tilbage til den første naturfredningslov i 191712. Det var en
beskyttelse af et naturområde ved regulering af adgang og
brug. For Hesselø betød det at:
„Jagt eller forjagelse af pattedyr og fugle samt indsamling
af fugleæg blev forbudt [...] Endvidere var al færdsel
på alle holme og rev, undtagen på den beboede hovedø
forbudt fra 15. april til 30. september.”13
Det videnskabelige reservat på Hesselø var altså ikke ude-
lukkende et reservat for sæler, men ligeledes for sø- og
trækfugle, og faktisk har der fortsat været drevet jagt ef-
ter sæler ved Hesselø efter 1951. En særtilladelse fra
Naturfredningsrådet tillod nemlig nedskydning af 10 sæler
om året, og i 1965 blev dette tal forhøjet til 20 sæler år-
ligt. Sælerne blev efter nedskydningen sendt til „zoologisk
museum til forskellige undersøgelser, blandt andet blev ma-
verne opmagasineret, til man havde et tilstrækkeligt antal
til en nærmere undersøgelse”14. Nedskydningen var altså et
Den spættede sæl yngler flere steder i Danmark og er vor hyppigst
forekommende sælart.