Page 108 - Sjæklen2008
Basic HTML Version
108
opad i status og opmærksomhed. Artiklen har fulgt sælen fra
den var et dyr på et lavt „udviklingstrin”, hvor aflivning ved
drukning var moralsk accepteret, til senere at være et dyr, der
i høj grad „hører til” i den danske natur, og som siden 1977
har været fredet. Det er dog ikke sælen, der har ændret sig,
men vores opfattelser af sælen, og det er disse opfattelser, der
danner baggrund for den måde naturen forvaltes på. De skif-
tende syn på sælen hænger sammen med samfundets øko-
nomiske og politiske udvikling, og i den ovenfor beskrevne
periode skete en langsom udvikling fra nyttefilosofier hen i
mod at give naturen rettigheder og værdi i sig selv
40
. Det er
dog på den anden side også tydeligt, at sældebatten løbende
er blevet ført mellem grupper i samfundet, der har haft for-
skellige og konfliktfyldte interesser i sælen. Undersøgelsen
har vist, at sælfredningsprocessen foregik skridt for skridt
og med en sideløbende debat i samfundet. Da gråsælen blev
fredet i 1967, var den for længst forsvundet som ynglende
art fra de danske farvande, men på baggrund af en stigende
interesse i naturen og sælerne blev den spættede sæl fredet,
mens bestanden endnu kunne klare sig. Da der i slutningen
af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne blev oprettet re-
servater flere steder i Danmark, blev sælen beskyttet mod et
samfund, der i sin opbygning havde skadelig indflydelse på
sælerne. I jagtforbund, fiskeriforeninger, museer, universi-
teter og naturorganisationer og overalt på kajerne og i stuer,
foreningslokaler og sikkert også i Fiskeriministeriets møde-
lokaler, er spørgsmålet om sælens status og fremtid blevet
diskuteret. I dag står sælen som havpattedyr med internatio-
nal særstatus. I EU har der siden 1983 været et generelt for-
bud mod import af sælprodukter, og i banker og naturorgani-
sationer bliver sælen brugt som et tillidsvækkende symbol.
Sammen med regnskoven, pandaen og hvalen indtager sælen
en helt særlig status i naturens hierarki.
Noter
1.
Niels Søndergård:
Sælernes forekomst og sæljagten i
Danmark.
Kalø 197, p. 38-56.
2.
Henning Kørvel: De sidste sælfangere.
Jæger
2000:2 p.
28-32 eller se
/
saelfangerne.
3.
Sælfangere har oftest drevet fiskeri ved siden af sæl-
fangsten, især på de tidspunkter af året, hvor det ikke var
muligt at fange sæler. Derfor har de givetvis delt fiskernes
grundlæggende opfattelse af sælen som et skadedyr.
4.
F.eks.
Dansk Fiskeritidende
22. marts 1946.
5.
Under skydepræmieordningen hjalp staten også ved at
udlåne rifler og sælge ammunition. Bornholmerne havde
således tidligere fået udleveret rifler, men riflerne blev under
krigen konfiskeret af den tyske besættelsesmagt.
6.
Dansk Fiskeritidende
14. februar 1947.
7.
DanskFiskeritidende
31. december 1954. Omålekrogene
fortælles det i øvrigt, at de lå pænt samlet i et bundt i et
hjørne af mavesækken. „Lige så pænt som når man køber
dem fra fabrikken.”
8.
Dansk Fiskeritidende
31. december 1954. IfølgeW. Nigel
Bonner har sælens fødevareindtag været et livligt diskuteret
emne i mange år og i lang tid uden sikre resultater, i øvrigt
besværliggjort af sælens meget hurtige fordøjelse. W. Nigel
Bonner:
Seals and Man
. Washington 1982. p. 107ff.
9.
Blandt initiativtagerne til havjagtforeningen var Bøje
Benzon, søn af rigmanden og farmaceuten Alfred Benzon.
Bøje Benzon blev siddende som foreningens formand de
første 23 år. Ved siden af formandskabet var Bøje Benzon
ivrigt interesseret i jagt og sejlads, og udgav i 1947
jagtbogen
Mine afrikanske Udflugter
. Han var en overgang
direktør for Zoologisk Have i København, og en offentlig
fortaler for naturfredning. Zoologisk Have kunne i øvrigt
ved sin åbning i 1859 fremvise en sæl i et badekar som en af
attraktionerne.
10.
Dansk Fiskeritidende
23. marts 1945.
11.
Dansk Fiskeritidende
23. marts 1945.
12.
Fredningsstyrelsen:
Naturreservater og feltstationer
.
København 1986. p. 8.
13.
Fredningsstyrelsen:
Naturreservater og feltstationer
.
København 1986. p. 152.
14.
Mødereferat 1965, Arkivskab: Naturfredningsrådet,
arkivserie: mødereferater. Rigsarkivet.
15.
Fredningsstyrelsen:
Naturreservater og feltstationer
.
København 1986. p. 151.
16.
Heidi Pfeffer: Ak, hvor forandret! –
en lokalhistorisk
