nye vanskeligheder for ledelsen. Allerede i starten af august
1951 var sildefiskeriet så godt i gang, at fabrikken måtte
indføre rationering af landingerne, og der var et akut behov
for en drastisk udvidelse af produktionskapaciteten. Dette
var bestyrelsen naturligvis bevidst om, men det tog tid at
etablere den krævede udvidelse.
Redningen kom i form af en kontakt, som det ved et
heldigt sammentræf lykkedes at etablere til et norsk rederi,
der ejede den flydende sildeoliefabrik
Clupea. Clupea
var et
landgangsfartøj, som stod næsten færdigt ved 2. Verdens-
krigs afslutning og derefter blev bygget om for at aflaste
de norske sildeoliefabrikker i højsæsonen. I sensommeren
1951 var
Clupea
på vej hjem fra et mislykket togt til Marok-
ko, da det lykkedes Andelssildeoliefabrikken at chartre det
ind til at hjælpe med at klare presset i den hektiske sæson,
hvor esbjergfiskernes landinger fra Bløden nåede op på over
30.000 tons sild.
22
Industrifiskeri
Clupea
’s tilstedeværelse i sildesæsonen 1951 var så stor en
succes, at man også fik fartøjet til at komme og modtage
laster i højsæsonen 1952 og 1953, og den flydende fabrik
var på den måde en vigtig fødselshjælper for det direkte
fiskeri efter skidtfisk, eller industrifisk, som det nu blev
kaldt. Den gjorde det muligt for Andelssildeoliefabrikken
allerede i 1951-52 at tilbyde andelsbevis til en langt større
kreds af fartøjsejere, end det ellers ville have været muligt,
og dermed fik man blandt andet en stor kreds af de mis-
sionske fiskere med i gruppen af andelshavere. Disse havde
for manges vedkommende ledt efter nye fiskerimuligheder
til afløsning for det kystnære fiskeri med korte togter, som
tillod dem at være hjemme om søndagen, og netop industri-
fiskeriet, hvor fisken skulle landes hurtigt for ikke at blive
fordærvet, egnede sig godt til et sådant fiskerimønster.
Samtidig med at man fra Andelssildeoliefabrikken an-
vendte
Clupea
til at tage fra i højsæsonen, investerede man
derfor i en udvidelse af produktionskapaciteten, og private
aktører begyndte også at interessere sig for industrifiskeriet.
I forvejen havde to mindre fabrikker i byen, Kødfoderfabrik-
ken og Oliemøllen, taget imod landinger af fisk, og i 1952
etablerede også direktør Claus Sørensen en fabrik, Vestjysk
Sildeolieindustri A/S, ligesom en gruppe af fiskeeksportører
et par år senere etablerede deres eget anlæg under navnet
Farina. Således stod man i Esbjerg i 1955 med en markant
forøget kapacitet til forarbejdning af fisk til mel og olie, og
man havde navnlig på Andelssildeoliefabrikken et stort og
moderne anlæg, som svarede til det kraftigt forøgede antal
andelshavere. Samme år nåede den samlede landingsværdi
for esbjergfiskernes fangster af rødspætter landet i Esbjerg
og Storbritannien samt værdien af industrifisklandingerne
for første gang op på niveauet fra de lukrative år under be-
sættelsen, jf. Tabel 1. Man kunne ligeledes for den del af
esbjergflåden, som fortsatte i snurrevodsfiskeriet, notere
sig, at priserne på rødspætter for første gang var tilbage på
samme niveau som under krigen, og der var positive frem-
tidsudsigter for såvel det etablerede konsumfiskeri som for
det nye industrifiskeri. Andelssildeoliefabrikken var nu et
symbol på esbjergfiskeriets nye vækst, og i juli 1955 havde
fabrikken besøg af selveste kongefamilien, da denne lagde
vejen forbi Esbjerg.
Næste trin i udviklingen af industrifiskeriet omfattede
jagten på nye arter, eller rettere nye fangstsæsoner til at sup-
plere sildesæsonerne i hhv. februar-marts og august-septem-
ber. Formålet var dels at skaffe fabrikkerne råvarer i en mere
jævn fordeling hen over året, dels at gøre industrifiskeriet
med trawl til et helårsfiskeri for den enkelte kutterejer, såle-
des at han ikke behøvede at foretage skift mellem trawl og
snurrevod og holde to omkostningstunge typer af grej klar
til fiskeri parallelt med hinanden. Løsningen på dette fandt
man i løbet af 1950’erne, da først tobis og siden sperling
blev ’opdaget’ og inddraget i fangstkalenderen i hhv. forår/
forsommer og efteråret, jf. Tabel 2. Hvor man i 1950 kunne
håndtere omkring 150-200 tons fisk i døgnet, stod Esbjergs
fiskemelsfabrikker herefter i 1960 med en kapacitet på 2000
tons fisk i døgnet, og på et enkelt årti var der vokset en for-
arbejdningsindustri op, som kunne aftage fangster fra en in-
dustrifiskerflåde bestående af op imod halvdelen af havnens
fiskerfartøjer.
Omstillingen til helårsfiskeri og et voksende krav til
fangsthåndtering krævede nye og større fartøjstyper, og fra
61
