Nordsøen – esbjergfiskernes indtægtskilde
I løbet af 1920’erne og 1930’erne udviklede danske fiskere
et solidt kendskab til Nordsøen. I forlængelse af motorise-
ringen af det danske fiskeri, som var gennemført i begyn-
delsen af århundredet, begyndte man efter 1. Verdenskrig at
sejle betydeligt længere til havs og udnytte de rige fiskeres-
sourcer, bl.a. på Doggerbanke. Snurrevodsfiskeriet var en
dansk specialitet, som egnede sig særdeles godt til nord-
søfiskeri efter rødspætter og torskefisk på bankerne, og fra
og med 1920’erne opnåede fiskerne en betydelig indtjening
ved at afsætte deres fangster på den britiske østkyst. I hav-
nebyer som Grimsby, Hull og Aberdeen blev snurrevoddet
hurtigt kendt som
Danish
seine
, og danske fiskere kom til
at spille en betydelig rolle som leverandører af fersk fisk til
det britiske marked. I modsætning hertil satsede store lande
som Storbritannien og Tyskland selv på trawlfiskeri i større
skala i det nordlige Atlanterhav, og mens disse landes fi-
skeri var præget af stordrift og kapitalstærke selskaber, blev
det danske fiskeri primært drevet af fiskeskippere med egen
kutter og en besætning af partsfiskere, hvis hyre bestod i en
procentdel af overskuddet fra togterne.
2
Allerede i 1930’erne begyndte danske nordsøfiskere at
opsøge alternative fiskerimuligheder, da den økonomiske
krise fik briterne og tyskerne til at indføre importrestriktio-
ner og dermed skabe usikkerhed for den danske fiskeeks-
port.
3
Situationen førte bl.a. til en splittelse i Dansk Fiskeri-
forening, og i de følgende år deltog nordjyske fiskere og den
nydannede Vestjysk Fiskeriforening i forsøg, som havde til
hensigt at få udviklet trawlfiskeriet efter sild i den nordlige
Nordsø. Men medens nordsøfiskernes trawlfiskeri endnu
var på et forsøgsplan, brød 2. Verdenskrig ud, og fiskernes
arbejdsbetingelser ændredes dramatisk, og den tyske be-
sættelse af Danmark d. 9. april 1940 betød stop for afsæt-
ning af fisk til Storbritannien. Men hvad der i slutningen af
1930’erne lignede en begyndende krise for de danske nord-
søfiskere, ændredes nu til en højkonjunktur baseret på afsæt-
ning af fisk til Tyskland. På trods af at store dele af Nordsøen
var utilgængelige for fiskerne på grund af krigstilstanden og
den tyske besættelsesmagts fastsættelse af fiskerigrænser på
søterritoriet, så oplevede de danske fiskere i løbet af de fem
besættelsesår en betydelig vækst i indtjeningen. Dels havde
man i disse år gode fangster på store rødspætteforekomster,
og dels var der takket være den tyske efterspørgsel et højt
prisniveau.
4
Konkurrencen fra andre nordsølandes fiskerflå-
der var stort set sat ud af kraft, og fiskerne tjente flere penge,
end de nogensinde tidligere havde gjort.
Den sociale og økonomiske organisering af fiskeriet var
med til at fremme, at de store fortjenester i høj grad blev
geninvesteret i fiskeriets egne produktionsmidler. En fiske-
kutter var typisk ejet af skipperen, men på grund af parts-
fiskeriet havde også de menige fiskere et direkte økono-
misk incitament til at maksimere kutterens indtjening. Som
en almindelig del af erhvervskulturen havde mange parts-
fiskere også ambitioner om en dag at kunne sætte foden på
eget dæk, og takket være de gode indtægter under krigen fik
mange mulighed for at realisere drømmen om egen kutter.
For eksempel kunne en skipper være interesseret i at bygge
ny kutter, og i forbindelse hermed kunne han typisk afsætte
sin hidtidige kutter til en yngre fisker, medens han bibeholdt
en part i fartøjet. Derved støttede erfarne fiskeskippere frem-
driften hos deres yngre kolleger, og systemets økonomiske
Under 2. Verdenskrig havde de danske kuttere påmalet Danne-
brog, så de nemt kunne identificeres på afstand til havs. På billedet
ses E 99 MAAGEN, bygget 1906.
52
