Satsningen på sildefiskeri var klart fokuseret på kon-
sumfiskeri, og nordjyske fiskere var da også allerede i 1945
begyndt at fiske med trawl efter sild til konsum i den nord-
lige Nordsø. Flere af de større, nybyggede fartøjer fra Es-
bjerg fulgte efter, idet man riggede kutterne til med trawl og
for manges vedkommende udstyrede dem med et stort antal
tønder samt salt, således at man efterhånden som fangsterne
bjærgedes, kunne nedsalte sildene i tønder om bord. Esbjer-
genserne var imidlertid uvante med behandling af fangster-
ne om bord, og kvaliteten af sildefangsterne var ikke til-
fredsstillende, hvilket medførte dårlige afregningspriser for
fiskerne både i de nærtliggende nordjyske havne og hjemme
i Esbjerg. For at skabe et alternativ til eksportørernes mo-
nopol på at aftage fisken dannede en gruppe esbjergskip-
pere derfor i 1946 et samvirke, ESSI I/S, som et forsøg på
at sikre bedre priser på sildene. Allerede i 1947 viste dette
initiativ sig dog at være utilstrækkeligt, og fremtiden for sil-
defiskeriet fra Esbjerg så ganske problematisk ud.
9
Nye muligheder afsøges
Uanset at der blandt mange fiskere var en bekymring for,
hvordan fiskeriets fremtid ville se ud med krigens afslut-
ning, var atmosfæren i perioden præget af optimisme og en
fornemmelse af, at verden igen var ved at åbne sig efter de
mørke krigsår. Der blev taget initiativer på mange fronter,
og det lykkedes blandt andet for to af Esbjergs fremtræden-
de kutterredere, Claus Sørensen og Kristian Venø, som beg-
ge havde været involveret i forsøgene med sildefiskeri, at få
tilladelse til at afsøge nye fiskerimuligheder ved Grønland.
Begge organiserede de i 1948 selskaber, hhv.
Grønlandsk
Havfiskeri A/S
og
A/S Det grønlandske Fiskeri-Kompagni
,
som med særlige tilladelser fra ministeriet og med en min-
dre flåde af danske fiskefartøjer forsøgte at oparbejde fiskeri
og forarbejdning af især torsk fanget ved Grønland. Fælles
for deres initiativer var dog, at det ikke lykkedes at få fodfæ-
ste på Grønland, og begge måtte indkassere tab før de efter
få år igen forlod de nordatlantiske farvande.
10
Ligeledes var
der blandt de danske fiskere, som under britisk flag havde
fisket ved Island under krigen, mange, som efter krigen
fortsatte med togter til de islandske farvande, der ellers var
domineret af de britiske damptrawlere. Danskerne anvendte
snurrevod til fiskeriet, men forholdene ved Island egnede
sig kun til dette redskab helt tæt ved land, og da islændin-
gene i 1952 udvidede fiskerigrænserne ud for landets kyster,
betød det reelt enden på danskernes fiskeri i området.
11
Der var andre forsøg på at opdyrke nye fiskerier i selve
Nordsøen. Sildefiskeriet gav anledning til, at flere af es-
bjergfiskerne fik kig på mulighederne for at gå målrettet
efter nogle af de store rovfisk, som lever af silden. Fiskere
som Kristian Venø havde allerede i 1930’erne påbegyndt et
lovende fiskeri efter tun, og flere af sildefiskerne forsøgte
i årene efter krigen at udnytte, at arter som tun og sildehaj
kunne fanges med kroge eller harpungevær i nærheden af
sildestimerne. I de årlige fiskeriberetninger kan det følges,
hvordan landingerne af tun og sildehaj i Esbjerg nåede et vist
niveau i det første årti efter 2. Verdenskrig, men i relation til
at udgøre reelle alternativer til krigsårenes rødspættefiskeri
var disse fiskerier trods alt for specielle og uforudsigelige.
Forsøgene på at finde nye fiskerimuligheder mod nord
fortsatte ind i 1950’erne. Inspireret af nordjyske kuttere,
som i 1948-49 havde taget den lange rejse til Barentshavet
og haft gode fangster af rødspætter, stævnede en stor gruppe
af blandt andet esbjergkuttere til Barentshavet i 1950 for at
drive fiskeri adskillige sømil øst for Nordkap. Men rejsen
E 415 LIBERTY, 36 BRT, bygget på Frederikssund Skibsværft
1939. LIBERTY’s besætning renser rødspætter under snurrevods-
fiskeri tæt ved Island.
55
