fra Esbjerg til fiskepladsen var på 1700 sømil, og når lasten
var fyldt, sejlede fiskerne til Grimsby for at afsætte fang-
sten. Det var derfor et fiskeri som indebar uforholdsmæssig
lang og uproduktiv sejladstid i trækutterne, hvilket passede
dårligt sammen med fartøjernes trods alt begrænsede laste-
kapacitet, navnlig da det viste sig, at afregningsprisen for
rødspætter fra de nordlige farvande ofte skuffede.
12
Erfa-
ringerne fra fiskeriet i Barentshavet bidrog til, at de fleste
fiskere efterhånden droppede tanken om fjernfiskeri i Nord-
atlanten, idet de indså, at fjernfiskeri med trækuttere af en
så moderat størrelse, som de danske, ikke var lønsomt i det
lange løb. I modsætning til nabolandene var de danske nord-
søfiskere sporet ind på fiskeri i Nordsøen på togter af højst
2-2½ uges varighed, og hvis dette mønster skulle ændres, så
krævede det andre fartøjstyper end den almindelige trækut-
ter på op til 40-50 BRT.
De forskellige initiativer i retning af at skaffe nye fiske-
rimuligheder for esbjergfiskerne var alle utilstrækkelige. En
løsning på det helt aktuelle problem med overkapacitet i den
eksisterende flåde i forhold til rødspættefiskeri var således
ikke i sigte. Det var og blev fortsat rødspætterne, som i peri-
oden frem til 1949 dannede basis for langt de fleste esbjerg-
fiskeres økonomi. På trods af de ubekvemme licensregler
for landinger i Storbritannien var det det britiske marked,
som aftog 2/3 af esbjergfiskernes fangster fra 1945 til 1949,
og det hjalp alt andet lige en stor del af de havgående danske
snurrevodsfartøjer til at holde skindet på næsen i en vanske-
lig tid.
13
De vanskelige og lidt famlende tider i efterkrigsårene
satte sig dog deres spor i esbjergflåden. Med de fejlslagne
forsøg på at finde alternativer til rødspættefiskeriet blev en
halv snes af de største fartøjer solgt ud af Esbjerg, blandt
andet til udlandet, og et temmelig stort indhug blev gjort i
gruppen af mindre kuttere, som egentlig var bygget til for-
holdsvis kystnært fiskeri, og som oprindeligt var indrettet
med dam til opbevaring af levende fisk. Disse fartøjer pas-
sede heller ikke til det marked for fisk, som opstod efter kri-
gen, hvor rødspættepriserne var moderate, og hvor kutter-
nes driftsøkonomi kun hang sammen, hvis der blev fanget
relativt store mængder af fisk – hvilket ofte var vanskeligt.
Samlet set blev Esbjergs hjemmehørende flåde i perioden
1946-1954 reduceret med næsten 100 fartøjer svarende til
20% af fiskerflåden. Det gik især ud over kuttere under 40
BRT, hvorimod antallet af kuttere i mellemstørrelsen fra 40
til 60 BRT faktisk voksede i samme periode, da disse var
Esbjergfiskerne sejlede til Fladen Grund på trawlfiskeri efter sild,
som blev saltet i tønder. Sildestimerne var føde for tunfisk, og
mange fiskede efter tun, mens de var på sildefiskeri.
Harpungevær anvendtes til tunfiskeri.
56
