Samme farvand – nye fangster
Esbjergfiskernes skifte til industrifiskeri 1945-1955
Af Søren Byskov
Ved afslutningen af 2. Verdenskrig var Esbjergs fiskerflåde
kraftigt forøget i forhold til før krigen. Krigsårene havde
været vanskelige, men mange esbjergfiskere havde til gen-
gæld tjent mange penge på fiskeriet, og der var blevet byg-
get nye og større kuttere. I de første efterkrigsår var det van-
skeligt at holde en god indtjening, og mange fiskere prøvede
sig frem i nye former for fiskeri i stedet for det hidtidige
rødspættefiskeri med snurrevod. Forsøg på at ekspandere til
fjernere havområder var ikke nogen succes, og for esbjerg-
fiskerne blev vejen ud af krisen, at de fandt nye indtjenings-
muligheder i deres gammelkendte farvande i Nordsøen. Et
sammenfald af omstændigheder åbnede mulighed for, at
fiskeri efter ’skidtfisk’ til fiskemel og –olie blev et attrak-
tivt alternativ, og en af verdens største fiskemelsindustrier
voksede frem i Esbjerg i de følgende år. Nærværende ar-
tikel sætter fokus på fiskerierhvervets situation i de tidlige
efterkrigsår, som skulle vise sig at blive afgørende for Es-
bjergfiskeriets udvikling og vækst i anden halvdel af det 20.
århundrede.
Indledning
Gennem 1900-tallet oplevede det danske nordsøfiskeri en
udvikling præget af meget store forandringer og vækst. I
perioden fra 1900 til 1930’erne gik man fra et kystnært og
lavteknologisk fiskeri til et effektivt kutterfiskeri præget af
lange fisketogter og stor eksport af fersk spisefisk til Stor-
britannien og Tyskland. De teknologiske landvindinger om-
fattede motorisering af de havgående fartøjer, motordrevne
spil om bord, isværker, radio, samt ikke mindst forbedrede
afsætningsmuligheder med jernbane og siden lastbiler. Ved
udbruddet af 2. Verdenskrig var danske fiskere i færd med
at udvide aktiviteterne til Nordatlanten, og efter krigen fort-
satte denne søgen efter nye fiskerimuligheder til den vok-
sende fiskerflåde. En højkonjunktur i fiskeriet fulgte fra og
med 1950’erne, og helt frem til 1990’erne rådede Danmark
over en af de største og mest varierede fiskerflåder i EF/EU
set i forhold til landets størrelse. På dette tidspunkt talte man
i Danmark rutinemæssigt om to sektorer inden for fiske-
riet: konsum- og industrifiskeriet. Konsumfiskeriet er det
normale fiskeri efter spisefisk med snurrevod, trawl, garn
osv., medens industrifiskeriet på den anden side er et trawl-
fiskeri efter arter, der ikke anvendes som spisefisk, men i
stedet indgår som råstof i fiskemels- og fiskeolieproduktion.
Konsumfiskeriet udgjorde fortsat den største del af fiske-
risektoren, men industrifiskeriet var siden fremkomsten i
1950’erne vokset til at repræsentere op mod 25% af den
samlede værdi af danske fiskeres landinger, hvilket f.eks. i
1992 svarede til cirka 1 milliard kroner.
1
Det var imidlertid ikke resultatet af en bevidst strategi,
da man i Esbjerg i 1950’erne fik opbygget grundstammen
til det første organiserede danske industrifiskeri med til-
hørende havnefaciliteter. Snarere var det et sammenfald af
særlige omstændigheder i årene lige efter 2. Verdenskrig,
som førte til det erhvervseventyr, der kom til at sætte sit
umiskendelige præg på Esbjerg og senere de øvrige vest- og
nordjyske fiskerihavne. I det følgende sættes der fokus på,
hvilke specifikke faktorer, som i løbet af knap et årti efter
1945 ledte til fremkomsten af den driftige fiskemelsindustri,
og som dermed gjorde Danmark til Nordsøens og senere
EF’s suverænt største industrifiskerination.
51
