mere velegnede til englandsfiskeriet. De mindre kuttere var
ofte ejet af de såkaldte søndagsfiskere, det vil sige mission-
ske fiskere, som ikke fiskede om søndagen, og som derfor
tilrettelagde deres fiskeri med relativt korte togter, så de så
vidt muligt kunne være hjemme til søndag. Disse fiskere var
såvel af religiøse som økonomiske årsager særdeles moti-
veret for at finde nye fiskerimuligheder, som ikke indebar
fjernfiskeri i Nordatlanten.
14
Sildeoliefabrik – opstartsvanskeligheder
Omkring 1950 stod det klart, at det konsumsildefiskeri, som
i 1945 blev opfattet som det mest nærliggende alternativ til
rødspætterne, ikke kunne leve op til de store forventninger.
Dannelsen af sildesamvirket ESSI i 1946 havde været es-
bjergfiskernes forsøg på i tidens ånd at lave et andelslignen-
de selskab, som kunne sikre fiskerne et godt basisprisniveau,
men det havde ikke givet det ønskede resultat, og i 1947 var
de fartøjsejere, som drev dette fiskeri, derfor i vildrede med,
hvordan de skulle skaffe rentabilitet i fiskeriet. ESSI var
gået i betalingsstandsning i sensommeren, og mange silde-
fiskere var rigget om til snurrevod, men i rødspættefiskeriet
var der i forvejen trængsel på fiskebankerne. Der viste sig
på dette tidspunkt en mulighed for gennem to islændinge
med tilknytning til fiskeriet at erhverve en sildeoliefabrik
til Esbjerg, og da man andre steder i Danmark havde gode
erfaringer med at lade sådanne mindre anlæg aftage fiskeaf-
fald og ikke-konsumegnede sild, gik en kreds af fiskeskip-
pere aktivt ind i arbejdet for at få etableret fabrikken. Man
anså ikke en sådan fabrik for at være en betydelig faktor i
forhold til at skaffe nye fiskerimuligheder, idet et direkte
fiskeri efter skidtfisk ikke blev anset for rentabelt i danske
farvande, men man håbede, at den kunne fungere som en
markedsregulator, idet den ville kunne aftage de fangster af
konsumsild, som ikke opnåede tilstrækkelige priser på auk-
tionen – eller hvor kvaliteten ganske enkelt var for dårlig.
Det var således næppe så meget udsigten til at tjene store
penge på sildemel og -olie, men nok så meget fabrikkens
mulige funktion som alternativ aftager af sild, der fik fiske-
skipperne til at tegne andelsbeviser i det nye selskab, An-
delssildeoliefabrikken A.m.b.A., i vinteren 1947-48.
15
Et halvt hundrede personer, primært kutterejere, tegnede
sig som andelshavere, og der blev afholdt stiftende general-
forsamling i januar 1948, hvorefter fabrikken kunne modta-
ge de første råvarer og sætte produktionen i gang fra august
1948. Begyndelsen var dog alt andet end nem. Fabrikkens
kapacitet var temmelig stor sammenlignet med andre af ti-
dens fiskemelsfabrikker, og for at sikre økonomisk rentabi-
litet i driften havde stifterne derfor indføjet i betingelserne
for medlemskab, at andelshaverne forpligtede sig til at lan-
de en vis mængde sild direkte til fabrikken i sæsonen fra juli
til oktober. Men allerede i den første sæson i efteråret 1948
opstod der problemer med leverancerne. Hovedparten af an-
delshaverne var blevet så desillusionerede af konsumsilde-
fiskeriet, at de igen var rigget om til snurrevod og var gået
på rødspættefiskeri, idet der her var midlertidige tegn på en
bedring i prisniveauet. Andelssildeoliefabrikken stod heref-
ter tilbage med et antal landinger, der ikke tilnærmelsesvist
var på det forventede niveau. Fabrikkens bankforbindelse
måtte helt ekstraordinært yde et lån til driften af sæsonen
1949, idet det blev gjort klart for fabrikkens bestyrelse, at
E 223 ROXY, 45 BRT, bygget på Works Skibsbyggeri i Esbjerg
1945. Skipper Viggo Myrup deltog i konsumsildefiskeriet på Fla-
den Grund, og var en af de cirka 50 kutterejere, som i 1948 stif-
tede Andelssildeoliefabrikken som et forsøg på at skaffe økonomi
i sildefiskeriet.
57
