lånet kun blev ydet på den betingelse, at hver enkelt andels-
haver med sin underskrift bekræftede, at han ville leve op til
forpligtelsen til at levere et vist minimum af sild til fabrik-
ken, førend der blev rigget om til andet fiskeri.
16
Her kunne fiskemelsindustriens historie i Esbjerg have
sluttet før den næsten var begyndt, men takket være bankens
velvilje kunne man køre videre og beholde medarbejderne
på lønningslisten. Det som herefter gav lidt medvind for
den trængte fabrik blev den usædvanligt varme sensommer
i 1949. Konsumsildelasterne fra Fladen Grund blev bragt til
Esbjerg i en så nedbrudt tilstand på grund af varmen, at fa-
brikken nærmest blev oversvømmet af fordærvede sild. Det
gav råvarer til fabrikken, men det var i så store og dårlige
mængder, at man måtte afsætte en stor del til Kødfoderfa-
brikken og Oliemøllen i Esbjerg, som også havde anlæg til
forarbejdning af fiskeaffald. Historien gentog sig i 1950, hvor
antallet af landinger til fabrikken steg kraftigt, men hvor bag-
grunden var den, at fartøjsejerne generelt var frustrerede over
situationen i konsumfiskeriet. Såvel priserne på konsumsild
som på rødspætter var nede i en bølgedal, og landingerne til
Andelssildeoliefabrikken kom både fra andelshavere og ikke-
andelshavere. Der var tale om en truende krise i esbjerg-
fiskeriets økonomiske situation, hvor fiskerne for dog at få
en vis indtjening valgte at lande til den nye fabrik. De mange
landinger til fabrikken var næppe endnu ensbetydende med,
at man i Esbjerg forestillede sig et fremtidigt storstilet indu-
strifiskeri, men det blev der snart ændret på.
I juli 1950 trawlede fiskeskipper Karl Thrane efter små-
sild til agn, da han var på vej ud på fiskeri efter tun i Nord-
søen. Han var andelshaver på Andelssildeoliefabrikken, men
forsøgte sig med tunfiskeri i erkendelse af de vanskelige
afsætningsvilkår for konsumsildene. Han stødte på store
forekomster af småsild på Bløden ca. 60 sømil fra Esbjerg,
langt flere end han skulle bruge til agn, og derfor leverede
han efter endt tunfisketogt den overskydende mængde sild
til Andelssildeoliefabrikken. Nyheden om sildefangsterne
spredtes, og flere andre kuttere havde i forlængelse af Thra-
nes fisketogt et godt fiskeri i samme område. Efter afslutnin-
gen på konsumsildesæsonen i 1950 var der på fabrikken igen
udsigt til en lang periode med mangel på råvarer, og man fik
den idé at forsøge at overtale nogle af fiskeskipperne til at
gå på fiskeri direkte efter Bløden-sildene i perioder, hvor det
ellers var vanskeligt at skaffe råvarer til forarbejdning. Som
sagt så gjort, og i begyndelsen af 1951, hvor hovedparten af
sildefiskerne ellers var sejlet op for at deltage i vinterfiske-
riet med flydetrawl ud fra havnene i Nordjylland, overtalte
fabrikkens ledelse to andelshavere til i stedet at forsøge sig
med trawl efter sild i Bløden-området. De første togter for-
løb uden held, men i februar gik der hul på bylden, og den
ene af de to kuttere landede 27 tons sild efter få dages fiskeri.
Rygterne om mulighederne for et godt vinterfiskeri tæt på
Esbjerg løb hurtigt, og snart begyndte kollegerne at vende
tilbage fra deres vinterkvarter i Nordjylland for at deltage
i fiskeriet efter Bløden-silden.
17
I løbet af de følgende uger
blev der landet flere tusinde tons sild til fabrikken, hvor ka-
paciteten var spændt til bristepunktet, og det var pludselig
blevet endog særdeles attraktivt for skipperne at være i be-
siddelse af et andelsbevis. Det, som to år før var en plagsom
landingsforpligtelse, var nu en eftertragtet landingsret.
En udvej af krisetiderne
Efter det gode vinterfiskeri så sildefiskerne frem til sen-
sommersæsonen 1951, idet de håbede, at de i stedet for det
problematiske konsumsildefiskeri på Fladen Grund, hvor de
var afhængige af eksportørernes vilje til at give gode priser,
kunne se frem til at fiske efter sild direkte til Andelssilde-
oliefabrikken. Samtidig begyndte flere af de mindre snur-
revodsfartøjer at røre på sig, fordi skipperne her kunne se
en mulighed for at få del i det nye ’skidtfisk-fiskeri’ tæt ved
Esbjerg, hvis ellers de kunne få et andelsbevis og dermed
opnå landingsret til fabrikken.
For snurrevodsfiskernes vedkommende var netop årene
1950-51 ganske kritiske, dels på grund af svigtende fangst-
mængder i rødspættefiskeriet, dels på grund af udviklingen
i det engelske marked for fersk fisk. De britiske myndig-
heder ophævede i april 1950 licensreglerne og frigav lan-
dingerne til de britiske havne, og selv om det i princippet
burde betyde bedre konkurrencevilkår for de danske fiskere,
som normalt brystede sig af at lande en bedre kvalitet fisk
end englænderne, så gik det anderledes. Da den engelske
58
