Page 58 - Sjæklen2010

58

dækning, som blev fortsat i tiden efter befrielsen, og som

derfor ikke kan ses udelukkende som udtryk for de særlige

besættelsesforhold. Tværtimod fortsatte bladet den linje, som

var lagt af de respektive erhvervsblade. Det var en linje, som

på den ene side fremhævede de store investeringer i fiske-

riet, og på den anden luftede en stadig stigende bekymring

for, om erhvervet ville kunne sikres i lyset af efterkrigstidens

forventelige vanskeligheder i forhold til afsætningsmulighe-

der og konkurrenceforhold efter krigen. I en artikel bragt den

8. maj 1945 kunne bladet således berette, at Esbjergs Fiske-

eksportører efter kapitulationen havde store beløb til gode i

Tyskland. Her hedder det i en gengivelse af en udtalelse fra

en lokal eksportør:

Det kan ogsaa tænkes, at der overhovedet

ikke bliver udbetalt Penge for disse sidste Forsendelser til

Tyskland, men i saa Fald maa vi ofre dette paa Krigens Al-

ter, sagde en Fiskeeksportør til os i Gaar, selv om det er for

mange Penge for Fiskeeksportørerne.

58

Kendetegnende for

reportagerne er, at erhvervets store indtjeninger ikke blev sat

i direkte relation til handlen med Tyskland, og at det dermed

ikke blev nødvendigt at forholde sig til de moralske spørgs-

mål, som kunne rejses. Netop i relation til fiskerierhvervet

holdt bladet dermed også en nøgtern tone, som ellers ikke

var kendetegnende for nyhedsdækningen i befrielsesdagene.

Netop i befrielsesdagene var det historierne om fiskernes

redninger af nedstyrtede allierede flyvere og engagement i

modstandsbevægelsen, som prægede mediebilledet.

Afsluttende bemærkninger

Besættelsesperioden og de fordelagtige handelsaftaler med

Tyskland kan på mange måder ses som grundlaget for de

opgangstider, som fiskerierhvervet i Esbjerg oplevede under

besættelsen. Ganske vist bød besættelsesperioden på usæd-

vanlig store landinger, som skabte grundlag for de store eks-

portmuligheder, men det var aftalerne med tyske myndig-

heder om bl.a. brændstoftildelinger, afsætningsforhold og

relativt lempelige fiskerigrænser, som skabte grundlaget for

besættelsestidens fiskeri. Det var aftaler, som blev indgået

på baggrund af tyske interesser i at aftage den danske fisk.

Var aktørerne inden for erhvervet ikke selv kommet frem til

den konklusion, blev den fremført af den illegale presse. Det

var et dilemma, som måske nok blev en ”varm kartoffel”

for de involverede, men som man inden for erhvervet for-

trængte fra debatten efter befrielsen.

59

De gode tider inden

for fiskeriet ledte dog også til en generel kritik af erhver-

vet, som trak på nogle mere sociale og klassebestemte bil-

leder særligt af fiskerne som gruppe. Kritikken var således

tostrenget, og den blev mødt med forskellige strategier fra

de involverede parter.

Der foregik dermed en kamp om at definere fiskeriets

rolle under besættelsen, og i de formulerede forsvarsstrate-

gier kom såvel indbyrdes stridigheder som alliancer til ud-

tryk. Som erhverv havde fiskeriet imidlertid en veletableret

identitet, som der kunne trækkes på netop i lyset af den rejste

kritik, ligesom de forskellige aktørgrupper havde organer,

som kunne formidle de budskaber, man ønskede udbredt. I

erhvervets selvforståelse betød det noget, at man blot fort-

satte med at udøve den praksis, man hele tiden havde stået

for, også selvom Tyskland nu udgjorde den primære aftager

af produkterne. For fiskernes vedkommende fremhævede

man primært den legemlige risiko ved fiskeriet, mens man

fra eksportørernes side fremhævede den økonomiske risiko.

I begge tilfælde var der tale om et rationale, som fandt sin

legitimering inden for særlige erhvervsmæssige forhold.

Det er imidlertid også kendetegnende, at den illegale

presse langt fra gik så hårdt til værks over for fiskeriet, som

man kunne have forventet. Her spillede såvel politiske som

lokaløkonomiske interesser formodentligt ind. Fra kommu-

nisternes side var man interesseret i at mobilisere særligt

partsfiskeren politisk samtidig med, at der var en generel

konsensus omkring erhvervets særlige status. Her havde

eksportørerne sværere ved at finde legitimering for den øko-

nomiske gevinst. Når

Das Reich

imidlertid kunne berette

om stabiliseringen af de kommunale finanser, var det ikke

forkert. Esbjerg Kommunes formue steg i årene 1938-39 til

1947-48 fra 19.830.529 kr. til 58.190.014 kr. Formuefor-

øgelsen var i høj grad baseret på de øgede skatteindtægter,

som særligt fiskerierhvervet – under stor protest – havde bi-

draget til.

Også erhvervet selv ventede sig meget af det økono-

miske opsving. Da

Vestkysten

i efteråret 1944 refererede