Page 54 - Sjæklen2010

54
konstatere, at der var blevet fremsat forslag om indførelsen
af en mindstepris på fisk, og at dette udgjorde et i bedste fald
overflødigt forslag ikke mindst idet der, som bladet skrev,
næppe kunne klages over de opnåede priser. Kritikken af den
danske prispolitik blev videreført besættelsen igennem med
gentagne fremhævelser af, at eksportørerhvervet bestemt
ikke kunne betragtes som overskudsgivende.44
Fiskerne blev over for de risikovillige eksportører ofte
fremstillet som krævende og uvillige til at tage ansvar for
egne problemer, og eksportørerne følte sig ofte lovgiv-
ningsmæssigt forfordelt i forhold hertil. Det var bl.a. den
opfattelse, der kom til udtryk i det indledende citat fra Fi-
skeribladet. Konflikten blev imidlertid yderligere skærpet
af besættelsessituationen, hvor eksportørerne ikke umid-
delbart mærkede den økonomiske gevinst, der særligt kom
Vestkystfiskerne til gode til dels som en konsekvens af de
øgede fangstmængder. Det ledte bl.a. til en kontrovers mel-
lem formanden for Vestjysk Fiskeriforening, Claus Søren-
sen, og Fiskeribladets redaktion. Anledningen var en kom-
mentar i Fiskeribladet til et interview, som Claus Sørensen
kort forinden havde givet. Fiskeribladet mente, at det i lyset
af fiskeriets overordnet set gode fortjenester i det forgangne
år, syntes urimeligt, hvis fiskere med en indtægt på over
3.000 kr., som der var stillet forslag om, skulle have adgang
til et statsligt tilskud til brændselsolie. Det ville, som bladet
skrev, ikke kunne ske … uden at almindelig Anstændighed
krænkedes.45 I et indlæg i bladets næste nummer svarede
Claus Sørensen på kritikken. Han fremhævede, at hans krav
havde et bredere sigte, bl.a. ønskede han at opfordre til, at
der også blev ydet et statsligt tilskud til krigsforsikringerne
på kutterne. De var nemlig steget voldsomt under krigen.
Til støtte for sit argument fremhævede han bl.a., at netop
de eventyrlige fangster, som havde været fremme i pressen,
kun kom en meget lille del af fiskerne til gode, og at krigs-
forsikringen for danske skibe på trods af, at fiskerne havde
et af de farligste erhverv, havde nægtet at yde Erstatning for
det eventuelt forliste fartøj, naar det fiskede paa Omraader,
hvor Fisken forefandtes.46 Endelig slog Claus Sørensen fast,
at der i det hele taget var tale om et internt fiskerianliggende,
som Fiskeribladet ikke burde blande sig i.
Debatten er af interesse, fordi den rokker ved to vigtige
elementer i fortællingen om fiskerne, nemlig det legitime i
fiskernes fortjenester og fiskeriets særlige status, som farligt
erhverv, og fordi kritikken i dette tilfælde blev rejst af en an-
den aktør inden for erhvervet, nemlig eksportørerstanden. I
redaktionens svar til Claus Sørensen bliver der netop slået
ned på de omtalte elementer: Det er aldeles ikke et internt
Spørgsmaal for Fiskeriet, men et Spørgsmaal, som vedrører
hele den danske Offentlighed … og det kan ikke gavne Fiske-
rierhvervet at søge at gennemtrumfe en Ordning, som maa
og skal vække Anstød, saaledes som Forholdene – glædelig-
vis – har udviklet sig for Fiskeriet[...]Der skrives [i CS ind-
læg, LAH], at Krigsforsikringen – altsaa det danske Samfund
– havde nægtet at yde Erstatning for det eventuelt forliste
Fartøj, naar det fiskede paa Omraader, hvor Fisken forefand-
tes. Her skulde jo staa: naar der fiskes paa Omraader, hvor
Fiskeri ifølge udstedt Lovbestemmelse var forbudt. Det er jo
det faktiske Forhold og stiller hele Sagen i det rigtige Lys, saa
kan man i øvrigt have forskellig Mening om, hvad Standpunkt
Krigsforsikringen skal tage i saadanne Tilfælde. 47 Fiskeribla-
dets standpunkt i sagen viser, at fiskeriet uden for de tilladte
fiskerigrænser ikke uden videre kan forstås som en handling i
trods mod tyskerne, som det ellers har været fremhævet, men
at det derimod var en handling, som i samtiden også kunne
opfattes som udtryk for fiskernes grådighed.48
I juniudgaven af Fiskeribladet i 1945 kunne eksportø-
rerne sammenfatte deres egen samlende fortælling om tiden
under besættelsen. I artiklen Fiskeeksportørerne under den
tyske Besættelse imødegås bl.a. de kritikpunkter, der kunne
tænkes rejst mod erhvervet i forbindelse med befrielsen.
Det slås således indledningsvis fast, at Fiskereksportørerne
efter krigens udbrud af al magt bestræbte sig på at opret-
holde handlen med Storbritannien, men at dette naturligvis
efter besættelsens indtræden ikke længere lod sig gøre. At
man herefter gik over til at modtage tysk brændsel mod at
eksportere fisk udelukkende til Tyskland betød, som det
fremgår, at Under disse Omstændigheder kunde Fiskeriets
drift opretholdes, forøvrigt i fuld Overensstemmelse med de
skiftende Regeringer under Besættelsen, som jo alle gik ind
for et vidtstrakt Samarbejde med Tyskerne.49 I artiklen slås